Prøv avisen

Ulmende tysk oprør mod fødevareindustrien

For en uge siden gik op mod 20.000 mennesker på gaden i Berlin for at protestere mod "landbrugsindustrien". -- Foto: Gorm K. Gaare/EUP-Berlin.

I Tyskland mødes bønder og borgergrupper, forbrugere og forskningsverden i nye protest-alliancer, der afspejler en dyb utilfredshed med landbrugsindustriens dyrefabrikker. I deres øjne er den igangværende dioxinskandale ikke en skandale -- det er en forudsigelig konsekvens af et skandaløst system

I morgen lukker og slukker verdens største landbrugsmesse, Grüne Woche, i Berlin. Allerede nu melder arrangørerne om succes, men uanset hvor mange gange man er stødt på en messeplakat med glade dyr og tilfredse forbrugere, så tyder alt på, at 2011-udgaven af Grüne Woche efterlader en mindre appetitlig smag i munden end sædvanligt.

Efter den tyske dioxinskandale i januar er store dele af det konventionelle landbrug i defensiven, og for en uge siden gik op mod 20.000 mennesker på gaden i Berlin under sloganet "Wir haben es satt" – vi har fået nok.

Målet for demonstrationen var Brandenburger Tor midt i den tyske hovedstad. Men allerede på handelsgaden Friedrichstrasse kunne måbende turister opleve en protestprocession af knap 100 traktorer, hvorfra landmænd med bannere og megafoner gjorde klart, hvad de har fået nok af: "Vi har fået nok af turbosvin og gigant-hønsefarme, nok af genteknik og kæmpekoncerner, der forurener vores jord," lød det fra ladet af en traktor, hvor en kvinde viftede med billeder af klemte smågrise og blodige høns. "Det her er hverdag på dit spisebord," lød afskedssalutten, før traktorerne fortsatte ind gennem Berlins regeringskvarter.

Uanset hvad man måtte synes om demonstrationer som politisk redskab, så har arrangørerne bag protestmarchen åbenlyst ramt en grundstemning i store dele af den tyske befolkning. På de tyske bestsellerlister topper bøger som Karen Duves "At spise anstændigt", Thilo Bodes "Madsvindlerne" og Jonathan Safran Foers vegetaropråb "Om at spise kød".

Toneangivende blade som Der Spiegel og Stern bringer ugentlige reportager og tips om kødfri ernæring samt om dyrenes uhyrlige vilkår i det industrialiserede landbrug. Også dyreorganisationer får meget spalteplads i landets aviser, blandt andet med forslag om forbud mod forskønnede landbrugsbilleder på emballage. Skambidte svin på leverpostejspakken og indespærrede høns på æggebakkerne ville derimod vise det sande billede, mener de.

I løbet af de seneste uger har omkring 450 tyske universitetsprofessorer givet sig tydeligt til kende i protestskrivelsen Gegen Massentierhaltung (mod massedyrehold). Unødig forurening, ubærligt dyrplageri og urimelig konkurrenceforvridning på Den Tredje Verdens markeder er ifølge protesten den uomgængelige konsekvens af tendensen: Hvor der engang var bondegårde, er der i dag dyrefabrikker med ti tusinde svin og hundrede tusinde høns under samme tag. Alt sammen til dumpingpris.

Et eksempel er Wietze i Niedersachsen. Her er koncernen Rothkötter netop nu ved at opføre Europas største hønseslagteri – for fremtiden får byens 8000 indbyggere selskab af godt 130 millioner høns årligt.

"Det skaber selvfølgelig job. Men ikke bare her, nej, overalt i Tyskland har der i de seneste år dannet sig hundredvis af borgergrupper mod gigantiske svine- og hønsefarme," fortæller Ulrich Jasper fra landmandsorganisationen AbL, hvis erklærede mål er at "holde dyrehold på bondehånd".

I langt de fleste tilfælde er mønstret det samme. Med udsigt til larm, gyllestank og ammoniakforurening slår lokale indbyggere, foreninger og kirker sig sammen med landsdækkende dyrevelfærdsgrupper og miljøorganisationer.

"Protesterne handler i deres udspring måske om folks lokalinteresser, men der er efterhånden også en generel bevidsthed om problemet. Og protesterne går tværs igennem de sociale lag og det politiske spektrum," vurderer Ulrich Jasper.

"Derfor havde vi også succes med demonstrationen i Berlin. Selvfølgelig har dioxinskandalen rykket os sammen, men det nye er, at vi fik samlet dem, der er mod genmanipulation, dem, der kæmper for dyrs rettigheder, og dem, der kun kan ryste på hovedet af dyreindustriens dumpingpriser."

Ved det tyske landbrugsforbund DBV forstår man ikke, at begrebet "massedyrehold" er blevet det nye skældsord. Med gennemsnitligt 342 svin pr. svinebedrift ligger Tyskland blot på en syvendeplads på EU-niveau. Den suveræne EU-rekord har derimod Danmark med 1903 svin pr. bedrift.

Disse gennemsnitlige tal giver man ikke meget for i AbL:

"Overalt i Tyskland bygges der for tiden gigantanlæg, som vil trække gennemsnittet af svin pr. bedrift gevaldigt opad," siger Ulrich Jasper og nævner de mange investorer, der i de seneste år har købt enorme landområder i det østlige Tyskland til spotpriser. Her kan de komme af med deres enorme gylleproduktion – og få arealbaseret EU-støtte til det.

Også her samles kritikere fra flere fløje. Både den tyske naturfredningsforening BUND og professorsammenslutningen Gegen Massentierhaltung klager over landbrugets forfejlede subventionspolitik.

"Det er landbrugsindustrien, der sviner mest og behandler dyrene dårligst – og det er dem, der subventioneres mest," siger BUND-formand Hubert Weiger.

Samstemmende kræver sammenslutningen Gegen Massentierhaltung, at støttepolitikken lægges radikalt om, så dens målestok ikke er kvantitet, men miljøvenlighed, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.

Set med den BUND?s briller, står vi med den nuværende udvikling nødvendigvis foran nye skandaler som den igangværende dioxinsag. Eller med andre ord: "Systemet er en skandale i sig selv," som Hubert Weiger udtrykte det ved demonstrationen:

"Skellet går ikke mellem økologiske og konventionelle landbrug. Det går mellem reelle landbrug drevet af bønder og en ekstremt effektiviseret dyreindustri drevet af store firmaer. Med denne udvikling opstår der massedyrehold, der medfører en industrialisering af hele kæden fra foderproduktion over opdræt og slagtning til forarbejdning."

Følgeproblemet er blevet udstillet i en næsten pinlig grad i den verserende dioxinskandale. I moderne farme og bedrifter er foderet sammensat af komponenter fra så mange mellemleverandører, at det er næsten umuligt at forebygge struktureret kriminalitet i et af de mange led.

I det nuværende tilfælde er det lykkedes et samlet landbrug at mørklægge sagen så effektivt, at der ikke er sluppet nogen navne ud på hverken dioxinramte gårde eller andre mulige syndere i kontrolsystemet. Det er et af hovedproblemerne, lyder det fra AbL: "De skyldige burde altid nævnes ved navn. Dermed ville alle sætte deres gode ry på spil – og opføre sig ordentligt."

Fra BUND så Hubert Weiger derimod gerne, at man fra myndighedernes side kun tillod det antal dyr, som det enkelte landbrug selv er i stand til at fodre. Det forslag udløser himmelvendte øjne hos det tyske landbrugsforbund for dyreernæring, DVT:

"Det er skudt helt ved siden af virkeligheden," lyder vurderingen fra DVT?s Britta Noras.

"Vi kan jo ikke dreje udviklingen flere århundreder tilbage, det er ren bondegårdsromantik."

I moderne dyrehold er foderblandinger uomgængelige for, at høns og svin bliver sikret proteiner, mineraler og vitaminer nok, lyder branchens argument. Fra dyreaktivisternes side er dette synspunkt blot endnu et udtryk for et system, hvor svin og høns skal vokse sig slagteklare på rekordtid.

Inden for det givne system kan der derfor ikke gøres meget andet end det, den tyske fødevareminister, Ilse Aigner, har proklameret med sin "aktionsplan for fødevaresikkerhed": større gennemsigtighed inden for produktionen af dyrefoder og mere kontrol.

Her er problemet blot, at levnedsmiddelkontrollørerne ifølge deres formand, Martin Müller, umuligt kan leve op til disse krav og dermed forebygge skandaler som dioxinforureningen. En gennemgribende opgradering af kontrollen ville nemlig fordyre produkternes slutpris markant – en merpris, der ville presse andre led af produktionskæden.

Hvem er skyld i hele denne misere – den nærige forbruger eller den grådige kødindustri? Ulrich Jaspers fra AbL er ikke i tvivl:

"For det første er kød alt, alt for billigt," siger han og henviser til, at en arbejder for 40 år siden måtte arbejde fire gange længere end i dag for at få råd til en kotelet. Dermed er forbruget også steget markant.

"Forbrugerne har et ansvar, ligesom bønderne. Men handelskæderne og landbrugsindustrien er de skyldige. De har presset os ned på et prisniveau, som redelige bønder ikke leve af. Derfor må vi satse på kvalitet."

Det er en god idé, viser en markedsundersøgelse, som er bestilt af kødindustrien og udfærdiget af Göttingen Universitet:

"Blandt veluddannede er det ikke mere velset at konsumere kød i større mængder. Til gengæld erde villige til at betale markant mere for ordentlig kvalitet," hedder det i rapporten.

Men er de en forsvindende lille del af befolkningen, eller er de forkæmpere, der varsler nye tider i vores forbrug og dermed et radikalt brud med det nuværende system? Hos AbL tror man ikke på, at det vil gå svinekoteletten, som det er gået cigaretten de seneste 20 år: Selvom alle kendte tobakkens skadelige virkning, var der for blot få år siden ikke mange der troede på, at det ville lykkes at forvise den fra det gode selskab.

"Jeg håber ikke, det kommer så vidt med kød. Til den rigtige lejlighed er en kotelet er jo lækker, hvis det er god kvalitet, hvis dyret har haft gode betingelser. Og her ligger overliggeren altså højere, end at kødet er dioxinfrit," siger Ulrich Jasper.

udland@k.dk