Prøv avisen

Ultraortodoks afhoppers selvmord udstiller Israels religiøse splittelse

Den afdøde og tidligere ortodokse jøde Esti Weinstein efterlod sig en 180 sider langt afskedstekst om at leve i den lukkede, religiøse verden. Her beder jødiske kvinder ved grædemuren i Jerusalem.

Tidligere ultraortodoks kvinde og mor til otte, der begik selvmord, efterlod sig en afskedstekst, der er et hårdt angreb mod den lukkede, religiøse verden

Esti Weinsteins skæbne blev tragisk i mere end én forstand.

For syv år siden traf hun det drastiske valg at bryde ud af et af de mest lukkede ultraortodokse samfund i Israel. Dermed mistede hun både kontakten til det meste af sin omgangskreds og til syv af sine otte børn.

Men heller ikke i det sekulære liv følte Esti Weinstein sig til rette. Bruddet med familien var blevet for tungt. Og for få uger siden valgte den 50-årige kvinde at ende sit liv ved en strand i Israel.

Esti Weinstein efterlod sig et 180 sider langt manuskript med selvbiografiske erindringer. Både selvmordet og især afskedsskriftet har ført til, at der er blevet skabt fornyet fokus på forholdet mellem Israels ultraortodokse og sekulære befolkning.

Samtidig har sagen givet anledning til for sekulære medier at rette et kritisk lys mod det ekstremt regelstyrede og køns-adskilte liv, der udfolder sig i det ultraortodokse Gur-samfund, som hun tilhørte.

”Manuskriptet er det mest seriøse anklageskrift i vores tid imod en jødisk sekt,” siger Shlomo Tikochinsky, ekspert i Israels ultraortodokse samfund, til dagbladet Haaretz.

Esti Weinsteins tekst er en fortælling om hendes eget ægteskab. Hun blev gift i slutningen af sine teenageår og havde blot mødt sin kommende mand en enkelt gang, før brylluppet kom i stand. Så snart det arrangerede ægteskabet var indgået, stoppede han med at bruge hendes navn, som det er skik i Gur-samfundet.

”På det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad romantik betød, men jeg kunne mærke i hele mit hjerte, at jeg ønskede at høre ham sige mit navn,” skriver hun ifølge Haaretz.

Esti Weinsteins erindringer er et sjældent indblik i de strenge og meget detaljerede leveregler, der gælder for stort set alle aspekter af livet i Gur-samfundet. Det er især reglerne for forholdet mellem kønnene og kærlighedslivet i særdeleshed, der har vakt opsigt i israelske medier. Her har man de seneste uger kunnet læse om, hvordan Gur-ægtepar højst må have sex to gange om måneden, og at det skal foregå i mørke med et minimum af fysisk kontakt.

Unge modtager så godt som ingen undervisning i kroppens udvikling, og mange lever helt kønsadskilt indtil ægteskabet. Der er endda eksempler på, at unge mænd tager medicin for at dæmpe sexlysten.

Disse detaljer er de seneste uger blevet brugt til at rette en kritik mod den religiøse fanatisme, der udspiller sig i det store Gur-samfund, der tæller over 10.000 familier i Israel.

Men selvmordet og især hele den efterfølgende pressedækning har også ført til en opfordring til selvransagelse hos det sekulære Israel. For den nyfigne latterliggørelse af de religiøses privatliv er skadende for samfundet, mener Shmuel Rosner, politisk redaktør ved tidsskriftet The Jewish Journal.

Han skriver i en kommentar i avisen The New York Times, at Israels fremtid afhænger af, hvor godt sekulære og ultraortodokse formår at leve sammen. Ultraortodokse udgør allerede 10 procent af befolkningen, men vokser så kraftigt, at de om blot 12 år vil udgøre 20 procent.

”Jo mere hån, de ultraortodokse skal stå på mål for deres religiøse sædvaner – selv seksuelle vaner, der virker bizarre for mange israelere – jo mere vil de lukke sig af fra den omgivne verden,” skriver han.

Til Esti Weinsteins begravelse fik man indblik i, at hendes historie næppe er så entydig, som den er blevet fremstillet. Her holdt en af hendes børn en afskedstale, hvor hun fortalte, at moderen havde forladt børnene og familien uden nærmere forklaring. Og at hendes tragiske historie nu blev brugt i en kulturkrig imod landets ultraortodokse.

Ifølge Shmuel Rosner vil Israel bedst tjene Esti Weinsteins minde ved at afstå fra at gøre en sensation ud af hende.

”Samtidig har hun med sin afsluttende handling rakt et spejl frem til Israels ultraortodokse. Det er nu op til dem at afgøre, hvad de ønsker, det skal reflektere,” skriver han.