Prøv avisen

Under Islamisk Stat levede kvinderne i kedsomhed og isolation

”Vi så vores yndlingsserier på irakisk tv i smug, og vi var hele tiden bange for at blive opdaget,” fortæller 19-årige Ala (til venstre), 30-årige Haifa (i midten) og 26-årige Fatima. Kvinderne har boet fire måneder i flygtningelejren Khazer og håber at kunne vende tilbage til Mosul. – Foto: Britta Søndergaard

De forbød vores bryllupper, vi måtte ikke se fjernsyn, og vores døtre kunne ikke gå i skole, fortæller tre kvinder, der flygtede fra Mosul for fire måneder siden

19-årige Ala havde altid drømt om et stort arabisk bryllup med musik, dans og masser af gæster.

Men da hun blev gift i efteråret 2015, måtte hun nøjes med et afdæmpet arrangement. Hun blev taget til en salon i et privat hjem, hvor hun fik lagt makeup. Derefter iførte hun sig den sorte klædedragt, der er obligatorisk i Islamisk Stats områder i Irak og Syrien, og tog hjem til forældrenes hus. Brudgommen ventede, og brylluppet blev fejret med den nærmeste familie helt uden dans og musik.

”Man kunne ikke holde en bryllupsfest under Islamisk Stat. Hvis man gjorde det, ville brudgommen blive straffet,” fortæller Ala.

Hun sidder i et telt i flygtningelejren Khazer i den kurdiske del af Irak med sin syv måneder gamle datter Hayda på skødet og fortæller om livet som kvinde under Islamisk Stat. Hun er sammen med sin svigerinde, 30-årige Haifa, og et andet familiemedlem, 26-årige Fatima. I teltet er også 14-årige Huda og en hel gruppe små børn.

Fatima tager en krøllet konvolut frem fra en taske. Hun lader billederne fra sin bryllupsfest i 2005 gå rundt. Børn og kvinder i teltet ser fnisende på fotografierne, der viser en kvinde iført stort bryllupsskrud.

Det er fire måneder siden, at kvinderne flygtede fra Mosul, som blev erobret af Islamisk Stat i juni 2014 og kun delvist er erobret tilbage af den irakiske hær. Flugten foregik i bil i det kaos, som kampene mellem Islamisk Stat og den irakiske hær efterlod. Haifas mand blev tilbage for at passe sin gamle mor, og Alas mand er heller ikke i lejren, men arbejder som lastbilchauffør i den irakisk-kurdiske by Erbil.

Da Islamisk Stat rykkede ind i Mosul i 2014, fik kvinderne som det første besked på at anskaffe sig sorte kåber, sorte slør og sorte handsker, så de var dækket fra top til tå og kun havde en sprække fri til øjnene. Den sorte klædedragt var nødvendig, hvis de skulle rundt i byen.

”Vi fik at vide, at vi ville blive slået af det religiøse politi, hvis vi ikke var klædt korrekt. Jeg var meget bange og prøvede så vidt muligt at holde mig hjemme. Når der skulle købes ind, forsøgte vi at sende mændene eller min svigermor til basaren,” fortæller Haifa.

Efter hendes opfattelse var de ældre kvinder mindre udsatte for det religiøse politis stokkeslag end de yngre.

Haifas mand er lastbilchauffør, men han blev arbejdsløs efter Islamisk Stats erobring af Mosul, og familien klarede sig økonomisk ved at sælge deres hus og flytte til et mindre.

Kvinderne fortæller, at det største problem var manglen på mad og arbejdsløsheden blandt mændene. Et andet stort problem var kedsomheden.

”Som kvinder kom vi ikke meget ud, og vi vidste ikke, hvad der foregik uden for hjemmet. Vi lavede mad, gjorde rent og passede vores børn. Der var ingen underholdning, ingen mobiltelefoner, ingen Facebook. Det var forbudt at se tv. Men vi havde alligevel et skjult fjernsyn, og nogle gange så vi vores yndlingsserie på irakisk tv, men vi var altid bange for at blive opdaget,” siger Fatima.

Haifa fortæller, at Islamisk Stat også satte en stopper for fejringen af den årlige eid-fest, som muslimer ellers traditionelt holder for at fejre afslutningen på fastemåneden ramadan.

”Det føltes meget mærkeligt ikke at kunne fejre eid,” siger Haifa.

Hendes datter, 14-årige Huda, har i dag mistet tre år af sin skolegang, fordi Islamisk Stat forbød kvinder at gå i skole. I stedet hjalp hun sin mor med husholdningen.

”Jeg håber at kunne komme i skole, hvis vi vender tilbage,” lyder det lavmælt fra den 14-årige pige.

Da kvinderne flygtede for fire måneder siden, bar de stadig deres lange sorte kåber og sløret foran ansigtet. I dag er de sorte gevandter afløst af farvestrålende lange velour- kjoler. Men i begyndelsen var det svært ved at lægge de sorte rober fra sig.

”Vi var blevet så vant til at gå tilsløret, at det føltes forkert at gå uden slør,” fortæller Haifa.

Af hensyn til kvindernes sikkerhed optræder de kun med fornavn. Deres fulde navne er redaktionen bekendt.