USA og Israel har endnu nogle ugers betænkningstid. Men hvis de som forventet lader handling følge ord, vil nytårsskytset den 31. december også være signalet til retræte fra Unesco. Præsident Donald Trump har ligesom premierminister Benjamin Netanyahu set sig gal på FN’s organisation for kultur, undervisning og videnskab, som i årtier har været en af de mest udskældte FN-organisationer.
Bureaukrati og politisering er de bebrejdelser, som igen og igen rettes mod Unesco-hovedkvarteret i Paris. Også den britiske udviklingsminister, Penny Mordaunt, har sluttet sig til det kritiske kor. Og selvom en talsmand for premierminister Theresa May har afvist, at Storbritannien vil gøre alvor af truslen, har dette nye udfald øget blæsten omkring organisationen.
”Dette er led i den almindelige offensiv mod multilateralismen og det internationale samarbejde. Men det er også resultatet af vedvarende internationale geopolitiske spændinger, og det er ikke tilfældigt, at de netop udfolder sig i FN’s kulturorganisation, hvor politik, kultur og identitet går i spænd,” siger Camille Rondot, adjunkt i international politik ved Sorbonne-universitetet i Paris.
Det var netop Unescos beslutning sidste år om at optage vestbredbyen Hebron på verdensarvslisten som både jødisk, kristen og muslimsk verdensarv, der udløste både USA’s og Israels beslutning om at trække sig ud. For det er i vid udstrækning Israel-Palæstina-konflikten, som forgifter luften omkring Unesco.
Allerede i 2011 vakte det vrede, at et flertal af medlemslandene besluttede at optage Palæstina som fuldgyldigt medlemsland, selvom det palæstinensiske selvstyre ikke er noget land. Og det var også utilfredshed med en påstået anti-israelsk kurs, som i 1984 fik USA og derefter Storbritannien til at forlade organisationen i henholdsvis 18 og 13 år.
”Det er medlemslandene selv, der politiserer ved at gøre Unesco til et teater for de politiske kampe, der udkæmpes globalt. Og det skygger for Unescos arbejde,” siger Ronny Patz fra institut for statskundskab ved universitetet i München.
Han mener også, at det er medlemslandene selv og ikke de 2100 Unesco-medarbejdere, som har ansvaret for organisationens manglende effektivitet. Unesco er blevet indbegrebet af FN-bureaukrati trods flere reformforsøg gennem de sidste 10 år.
”Unesco dækker en lang række opgaver fra promovering af verdensarv og skolegang i Den Tredje Verden til ytringsfrihed og tsunami-beredskab. Hvert land har sine egne foretrukne områder, som det ikke ønsker beskåret, og derfor ender alle reformplaner i fiasko,” siger Ronny Patz.
”Unesco er offer for, at medlemslandene trækker i hver sin retning,” siger også professor Steffen Eckhard fra afdelingen for offentlig administration ved universitetet i Konstanz, som er forfatter til en undersøgelse af Unesco-bureaukratiet.
Unescos nye generaldirektør, den tidligere franske kulturminister Audrey Azoulay, er blevet valgt på et løfte om at stramme op og strømline.
”Hun har sat fart på den interne reformproces, og vi tror fra dansk side, at dette vil være med til at skabe en mere effektiv organisation,” siger Carsten Staur, Danmarks ambassadør og faste repræsentant ved OECD og Unesco.
De færreste tror, at Unescos eksistens er truet. Og det ville også være en katastrofe, mener Birgitte Lamp, leder af Christiansfeld Centret, som formidler den sønderjyske bys kulturarv. Christiansfeld er sammen med blandt andre Jellingstenene, Kronborg Slot og Roskilde Domkirke en del af verdensarvslisten.
”Unescos verdensarvskonvention sikrer, at alle lande beskytter den kulturarv, som tilhører os alle sammen. Og den bistår teknisk de lande, som ellers ville have svært ved at løfte opgaven selv,” siger Birgitte Lamp.