Unesco fjerner støtte til palæstinensisk magasin efter Hitler-hyldest

Kort tid efter Palæstinas optagelse i Unesco fjerner FN-organisationen sin økonomiske støtte til et børnemagasin, der omtaler Hitler positivt

Palæstinas præsident Mahmoud Abbas trykker her hånd med UNESCOs generalsekretær Irina Bokova efter at Palæstinas flag blev hejst ved UNESCOs hovedkvarter i Paris
Palæstinas præsident Mahmoud Abbas trykker her hånd med UNESCOs generalsekretær Irina Bokova efter at Palæstinas flag blev hejst ved UNESCOs hovedkvarter i Paris. Foto: Gao Jing Denmark.

En 10-årig palæstinensisk piges drøm får nu Unesco, FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur, til at droppe sin støtte til det palæstinensiske børnemagasin Zayzafouna.

Den uafhængige organisation, der udgiver magasinet, har ellers i en længere periode modtaget finansiel støtte fra Unesco, men efter en række klager dropper FN-organet nu sin støtte.

LÆS OGSÅ: Palæstinensernes flag hejst ved UNESCO

Årsagen er, at magasinet i februar 2011 bragte en artikel, hvor en 10-årig pige fortæller om sin drøm. I drømmen taler hun med Nazitysklands leder, Adolf Hitler, og han fortæller hende: Ja, jeg har myrdet dem (jøderne), så I alle kan vide, at de er en nation, der spreder ødelæggelse over hele verden.

I en pressemeddelelse udtrykker Unesco chok og utilfredshed med artiklen og begrunder ophøret af støtten til Zayzafouna med, at Unesco ikke kan støtte projekter, der er med til at skabe stereotyper og opfordringer til vold.

Unesco fordømmer på det stærkeste den slags provokerende udtalelser i forbindelse med Unescos navn og mission. Vi vil ikke give nogen yderligere støtte til det omtalte magasin, står der i Unescos pressemeddelelse.

Beslutningen bliver modtaget med tilfredshed af en række af de jødiske organisationer, der registrerer opfordringer til vold og hyldest af terrorister og nazister i palæstinensiske dagblade og undervisningsmaterialer.

Det Palæstinensiske Selvstyres fortsatte uvilje mod at reformere sine skolebøger og andet undervisningsmateriale, hvad angår omtale af Israel og jøder, er en stor forhindring for opnåelsen af en fredskultur. Børn, der lærer den slags, lever ofte liv fyldt med had, siger David Harris, direktør for Den Amerikanske Jødiske Komite.

Hilel Neuer, der er direktør for organisationen UN Watch, mener, at FNs forskellige organer skader sig selv ved at omfavne projekter, der ofte bliver misbrugt, eller som til tider har en tone, der bryder de principper, FN står for. Neuers pointe er, at jøder dæmoniseres i en række af Unescos medlemslandes statsstyrede medier, uden at det får følger.

FN kan ikke kræve andre til ansvar, når organisationen nægter at undersøge sine egne medlemmers handlinger især i de tilfælde, hvor det handler om opfordring til vold, racehad og folkemord, siger Hilel Neuer til den israelske avis Jerusalem Post.

Unesco optog for nylig, som den første FN-organisation, Palæstina som fuldgyldigt medlem. Siden har USA og Israel i protest indstillet støtten til Unesco.