Unesco giver palæstinenserne en hånd med på vejen

Et flertal i Unescos styrelsesråd anbefaler at optage Palæstina som selvstændigt medlem. USA truer med at inddrage pengene til Unesco

Hilary Clinton har bedt Unesco genoverveje støtten til en palæstinensisk stat
Hilary Clinton har bedt Unesco genoverveje støtten til en palæstinensisk stat. Foto: TYRONE SIU Denmark.

Mens det palæstinensiske selvstyres ansøgning om optagelse i FN som en selvstændig nation går sine egne snirklede og langsommelige veje i FNs Sikkerhedsråd, vandt palæstinenserne i onsdags en vigtig symbolsk sejr i Unesco, FNs særorganisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.

LÆS OGSÅ: Unesco trodser Clintons Palæstina-trussel

Et stort flertal i Unescos styrelsesråd 40 ud af 58 medlemmer stemte for at anbefale organisationens medlemslande at optage Palæstina som selvstændigt medlem.

Fire lande USA, Tyskland, Letland og Rumænien stemte imod, mens 14 lande, herunder Danmark (der sidder i rådet frem til 2013), undlod at stemme.

Hvis mindst to tredjedele af Unescos 193 medlemslande følger indstillingen på organisationens generalkonference fra den 25. oktober til den 10. november, kan Unesco komme til at overhale FNs Sikkerhedsråd indenom i spørgsmålet om palæstinensisk selvstændighed.

For palæstinenserne vil det være et meget stort skridt at blive anerkendt som fuldt medlem af en FN-organisation. Også selvom det i praksis ikke gør den store forskel fra den observatørstatus, man har haft siden 1974, siger en europæisk Unesco-diplomat.

I EU tøver man med at støtte et fuldt palæstinensisk medlemskab af Unesco, så længe FNs Sikkerhedsråd stadig drøfter en generel anerkendelse af en palæstinensisk stat.

Det store flertal af EU-lande afstod fra at stemme ud fra en overbevisning om, at den primære afgørelse af det spørgsmål skal ske i FNs hovedkvarter i New York. Vurderingen var, at tiden ikke er inde til en behandling i Unesco endnu, siger Poul Erik Dam Kristensen, Danmarks ambassadør i Unesco.

USA og Israel ser forsøget på at opnå medlemskab af Unesco som en taktisk manøvre, der skal sikre palæstinenserne en de facto-anerkendelse i FN-systemet samtidig med, at ansøgningen om medlemskab i den overordnede organisation bliver drøftet. USA har truet med at standse bevillingerne til Unesco.

Den palæstinensiske ledelse fornemmer, at deres anstrengelser i FNs Sikkerhedsråd vil slå fejl, og derfor forsøger de nu at shoppe rundt i FN-systemet for at opnå anerkendelse. Men det her forsøg på at fuske med processen skal standses på stedet, siger Ileana Ros-Lethinen, formand for Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus i USA.

Unesco er den første FN-underorganisation, som palæstinenserne søger om medlemsskab i siden ansøgningen til sikkerhedsrådet. Ifølge de diplomater, der har fulgt sagen, skyldes det, at Unesco afholder sin generalkonference nu og dermed har et forum, hvor sagen kan behandles.

Det forventes, at det palæstinensiske selvstyre vil gøre noget tilsvarende i de andre FN-organisationer, efterhånden som deres generalforamlinger skaber mulighed for det.

Laila Stockmarr, forskningsassistent ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun blandt andet følger den palæstinensiske kamp for anerkendelse i FN, peger på, at debatten i Unesco er et forsøg på at fastholde verdens opmærksomhed.

Selve medlemskabet af Unesco har kun symbolsk betydning. Det er et led i strategien for at opnå anerkendelse i FN.

Palæstinenserne har fået skabt fokus på deres sag gennem ansøgningen til FN, og nu gælder det om at holde gryden i kog. Unesco er helt sikkert kun det første sted, hvor vi vil se palæstinenserne søge om medlemsskab, siger hun.

Fordelen ved at bringe spørgsmålet om anerkendelse op i underorganisationer som Unesco er også, at USA ingen vetoret har der.

Det er med til at gøre USA nervøs, fordi det skaber opmærksom hed omkring USAs modvilje mod at støtte anerkendelsen af en palæstinensisk stat før en fredsaftale med Israel er på plads.