Ung ukrainer fra belejrede Mariupol: Vi har været i helvede

Jeg tilbragte meget tid på at tænke på, at mit liv nu var slut, siger 21-årige Shavil Molchanov, som slap ud af den ødelagte ukrainske havneby Mariupol

Granathylstre ligger alle vegne i gadebilledet i den udbombede havneby Mariupol, hvor omkring 150.000 mennesker stadig skal være fanget i ruinerne.
Granathylstre ligger alle vegne i gadebilledet i den udbombede havneby Mariupol, hvor omkring 150.000 mennesker stadig skal være fanget i ruinerne. . Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Shavil Molchanov hørte soldaterne skyde omkring sig, mærkede varmen fra de brændende huse, mærkede trykket fra granaterne, som eksploderede mod ejendommene, mens han hastede mod bussen, der skulle føre ham ud af den ukrainske havneby Mariupol. Himlen over ham var rød, mennesker løb i alle retninger, i nogle el-ledninger hang halvdelen af en mand revet fra hinanden af en eksplosion. Havnebyen i det sydøstlige Ukraine har været udsat for en af de mest brutale belejringer i nyere historie, siden Rusland den 24. februar invaderede det østeuropæiske naboland. 

Næsten 5000 mennesker har mistet livet, og samme dag som Shavil Molchanovs flugt den 16. marts for godt 14 dage siden dræbte russiske bomber omkring 300 mennesker, som havde søgt tilflugt i et af byens teatre. Ruslands præsident, Vladimir Putin, krævede onsdag i denne uge, at Mariupol overgiver sig - ellers stopper bombardementerne ikke.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

“Der er ikke meget by tilbage længere,” fortæller Shavil Molchanov Kristeligt Dagblad over telefonen.

"Jeg aner ikke, hvordan denne krig ender, men jeg tror - jeg bliver nødt til at tro - at det bliver som før," siger Shavil Molchanov fra Mariupol, som nu opholder sig i en russisk by 60 kilometer fra sin udbombede hjemby.
"Jeg aner ikke, hvordan denne krig ender, men jeg tror - jeg bliver nødt til at tro - at det bliver som før," siger Shavil Molchanov fra Mariupol, som nu opholder sig i en russisk by 60 kilometer fra sin udbombede hjemby. Foto: Privatfoto

Russisk-støttede soldater fra den østukrainske Donetsk-region fortalte den 21-årige ukrainer, at han øjeblikkeligt skulle evakueres, og tre busser ventede på ham, hans mor, mormor og cirka 200 andre indbyggere fra kvarteret. Soldaterne - de selvsamme, som havde været med til at bombe byen - gav dem chokoladebarer at spise. De spiste. Tre dage inden havde byrådet meddelt, at de sidste forsyninger af mad og vand var ved at være opbrugt. I mange dage havde Shavil Molchanov og familien levet af tørt brød og kartofler kogt over et bål af trærester, de havde fundet i ruinerne.

“Soldaterne var venlige. De sagde, at alt bliver godt,” siger Shavil Molchanov, som er ansat som tolk ved Center for international uddannelse på Mariupol Statsuniversitet.

“Men jeg fik ikke sagt farvel til min kæreste. Og jeg har ingen kontakt til mine venner i byen. Jeg ved ikke, om de stadig lever,” siger han.

Blev i sengen under bombning

Shavil Molchanov og hans familie blev kørt over grænsen til Rusland, hvor de først opholdt sig i en sportshal. Ukraine har beskyldt Rusland for på denne måde ulovligt at have deporteret 20.000 indbyggere fra Mariupol til Rusland under dække af evakuering. Siden tog familien på eget initiativ til den russiske havneby Taganrog cirka 60 kilometer øst for Mariupol, hvor den unge ukrainer har en tante.

Hans beretning om ugerne i den belejrede by er ikke blot hans, men afspejler i høj grad oplevelserne for de cirka 150.000 ukrainere, som ifølge myndighederne stadig er fanget i byen: Allerede den 2. marts blev el-, gas- og vandforsyninger afbrudt. Intet lys, ingen varme, ingen kommunikation. Shavil Molchanovs lejlighed rystede under de russiske luftangreb på ejendommen, kampvogne beskød huset fra gaderne. 

“Under bombardementerne ville jeg først ikke forlade min seng, fordi det var så ekstremt koldt,” siger han og tilføjer, at alle vinduer var smadret, så lejligheden ikke skærmede mod de otte minusgrader udenfor.

“Mange mennesker begyndte at drikke meget alkohol, nogle begyndte at tage stoffer. Jeg kan ikke dømme dem,” siger han.

Han overlevede kulden ved at bære tre jakker og ved at sove under tre tykke tæpper.

I gården lå der lig opsprættet af granaterne og med indvoldene hængende ud.

“Til at begynde med var det rædselsfuldt at se disse kroppe, der lå og gik i forrådnelse, men efter noget tid vænnede jeg mig lidt til synet. Det blev normalt,” siger han.

“Man tænker kun på at overleve. Og at familien overlever.”

Mødte kærligheden i helvede

Mariupol bliver i dag sammenlignet med Leningrad, Grosnij og Aleppo og står som selve symbolet på Putins nådesløshed. Men selv efter den russiske invasion lå alt dette byens befolkning fjernt, siger han. 

“Folk troede, at Rusland med de hårde sanktioner og det elendige internationale ry ville trække sig tilbage. Derfor var vi chokerede, da de begyndte at bombe løs. Det er hinsides ord,” siger Shavil Molchanov, som “først blev religiøs med krigen”. 

“Jeg tilbragte meget tid på at tænke på, at mit liv nu var slut. Jeg spurgte Gud, ‘hvorfor mig?’ To gange overvejede jeg at tage mit liv. Fordi man tænker, at krigen aldrig vil ende. Men måske har Gud skånet mig, fordi han ved, at jeg er en dygtig tolk og kan fortælle folk om, hvad vi har oplevet,” siger han leende.

Shavil Molchanov vil tilbage til fødebyen Mariupol så snart som muligt. Han vil tage del i genopbygningen. Arbejde på universitet igen. Se, om der er noget tilbage af hans lejlighed.

“Jeg aner ikke, hvordan denne krig ender, men jeg tror - jeg bliver nødt til at tro - at det bliver som før.”

Russerne indledte denne krig, hvordan føles det at være i Rusland nu? 

“Jeg er egentlig et kultiveret og intellektuelt menneske, men jeg har en masse had i mit hjerte,” siger han.

“Det er meget svært at være her. Det er som at være på en anden planet. Folk forstår ikke, hvad vi kommer fra, at vi har været i helvede. Jeg har haft konflikter med russere her, som siger, at de ikke skylder os noget. Men mange har også hjulpet os med mad og tøj og hygiejne. Russere, der har pårørende i Ukraine, kan slet ikke lide denne krig.”

Under den pludselige evakuering fra Mariupol kunne han ikke få fat på sin kæreste og sige farvel. De to var naboer, havde blot hilst pænt på hinanden gennem fem år, men i krigens første dage opstod der romantik. Efter 10 dage uden et ord fra hinanden har de nu endelig fået kontakt. Hun er i sikkerhed i den russiske by Rostov øst for Taganrog. 

“Det sidste, vi sagde til hinanden, var, at dette ville blive den bedste tid i vores liv trods al ondskaben. For vi kyssede hinanden for første gang, da krigen begyndte, under de første angreb, og det er uforglemmeligt,” siger han.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.