Eva Beck og István Tóth er ofre for Ungarns fortielser af fortiden

Eva Beck på 88 år blev under Anden Verdenskrig tvunget i skjul af sin egen regering, mens den 97-årige István Tóth som ung blev sendt fra den ene sovjetiske arbejdslejr til den anden. Ungarns ofre for nazismen og kommunismen føler sig på hver deres måde overhørt

”Man skal aldrig gemme sandheden. Heller ikke selvom den er mørk”

Løgne har Eva Beck ikke meget tilovers for. Hverken dem, hun selv blev tvunget til at fortælle under krigen. Eller dem, hun mener, den ungarske regering i dag fortæller om hendes fortid.

Under Anden Verdenskrig forvandlede falske papirer hende fra en 14-årig jødisk pige opvokset i Budapest til en flygtning fra byen Szeged i det sydlige Ungarn. Hun flyttede fra ghettoen ind hos en ikke-jødisk familie, hvor hun måtte lyve om sin identitet, men slap for at blive deporteret.

I dag forsøger Orbán-regeringen at tegne et billede af Ungarn som skyldfri i det, der tvang hende til at gå under jorden, siger Eva Beck.

”De vil give et indtryk af, at landet aldrig har været skyldigt. Men man skal aldrig gemme sandheden, heller ikke selvom den er mørk,” siger hun.

I dag bor den 88-årige Eva Beck i en lejlighed i centrum af Budapest. Hun er enke og omgivet af fortiden i form af møblerne fra et af de såkaldte jødestjernehuse”, hvor hun og andre jøder under krigen blev tvunget til at opholde sig: Et tøjskab, et spisebord og en divan.

Gennem sin opvækst oplevede hun, hvordan Ungarn i stigende grad blev antisemitisk. Under Miklós Horthy, der kom til magten i 1920, blev hendes far sendt i fangelejr. Antisemitiske love blev indført, der pålagde jøder at iføre sig jødestjerner, forbød professorer at undervise på universitetet og børn at gå i ikke-jødiske skoler. I en overfyldt jødisk skole i hovedstadens femte distrikt blev Eva Beck undervist af de fyrede universitetsprofessorer.

”Jeg var underlagt de ændringer, det antisemitiske system førte med sig. Det ændrede mig, men jeg var 14 år. Jeg var allerede i gang med at ændre mig,” siger hun.

Eva Beck husker tydeligt nazisternes indmarch i marts 1944. Fra skolens vinduer så hun de tyske soldater marchere langs Donau uden begyndelse eller ende.

Hendes mor kom ind med skolens rektor og afbrød timen, hviskede noget til ham, og klassen fik fri. På vejen hjem var mor og datter omringet af tunge, sorte motorcykler, biler og uniformer.

Den tyske besættelse tvang Eva Becks familie til at flytte til jødestjernehuset. Fem etager højt og med en gård, der gav lidt luft fra den overfyldte lejlighed. Da hun flyttede ind med sine forældre og sin bror, boede de 11 mennesker i én lejlighed. Der var ingen plads til deres møbler, madrasserne lå spredt omkring på gulvet.

”Der var indført en lov, som gjorde, at vi kun måtte gå ud i tre timer om eftermiddagen. Alle de tre timer stod vi i kø til at købe mad. Ofte var der ikke meget tilbage, men madmanglen gik mig ikke så meget på. Det værste var, at vi så sjældent kunne gå ud,” fortæller hun.

Et spinkelt håb blussede op, da tyskerne i oktober 1944 tvang Horthy til at gå af, beretter Eva Beck. Men i stedet indsatte de det fascistiske ungarske Pilekorsparti, og bare fem dage senere blev hendes 17-årige bror János ført bort. Først senere fik familien nys om, at han formentlig var endt i koncentrationslejren Sachsenhausen. De så ham aldrig igen.

”Vi spillede altid musik sammen; jeg på klaveret, János på violin. Da krigen sluttede, og de forsvundne begyndte at vende hjem, lavede Røde Kors lister over de døde. Min mor og jeg tog hen for at se på dem hver dag, men vi så aldrig hans navn,” siger hun.

Pilekorspartiets leder, Ferenc Szálasi, fortsatte deportationerne og drabene på jøder. Kun op imod 260.000 af Ungarns cirka 825.000 jøder overlevede krigen.

For Eva Beck markerede denne periode ”den virkelige gru”. Den begyndte, da hun og hendes mor blev sendt fra jødestjernehuset til ghettoen.

”Pilekorspartiet behandlede os værre end dyr. Vi blev samlet på en plads og skubbet hen til nogle store kasser, hvor folk skulle aflevere deres værdigenstande,” siger hun og fingererer ved den guldkæde, hun har om halsen.

”En kvinde nægtede at aflevere sin vielsesring og blev skudt med det samme.”

Tiden i ghettoen endte, da en af hendes mors venner formåede at skaffe dem falske papirer og nogle bekendte, der ville give dem husly, hvorefter Eva Beck kunne rejse til Szeged, hvor hun boede hos en familie, hun ikke kendte, fra december 1944 til befrielsen i februar 1945.

”Men min mor blev i ghettoen, til krigen var ovre. Hun var en ærlig person og opfostrede os til altid at sige sandheden. Indtil da havde hun løjet for sine børns skyld, men nu, da ingen af hendes børn længere var der, ville hun ikke lyve mere,” siger hun.

Da Budapest blev befriet, vendte Eva Beck hjem og blev genforenet med sin mor. Først dage senere tog moren sig mod til at fortælle, at faren var død. I dag er deres historie ikke repræsenteret på byens store pladser eller i regeringens historieskrivning, siger hun. Men historien er gemt overalt i hendes lejlighed, i møblerne fra jødestjernehuset, i et par sokker, hun har gemt fra sin far, og et spejderbind fra sin bror.

”Forleden ringede de fra et analyseinstitut og spurgte mig, om jeg følte mig ungarsk eller jødisk. Når jeg tager til Jerusalem, græder jeg, men jeg kunne aldrig finde på at bo der. Jeg er født her i landet, og det er mit hjem. Jeg er begge dele. Ungarn må huske, at det, der skete, ikke kun var en jødisk tragedie.”

”Nu kan og vil jeg fortælle min historie. Så kan de skyde mig”

Ned langs væggene hænger jernkæder og efterårsvissen efeu. Foran bygningen, hvilende på et plateau, står en godsvogn, hvis indre er fyldt med dystre skikkelser, hvis lemmer stikker ud som grene på et træ.

Bygningen bag godsvognen er en tidligere bunker og en af de stationer, hvor tusinder af ungarere under det kommunistiske styre blev sat på tog. Mange vendte ikke hjem, nogle først efter adskillige år.

I dag er betonklodsen omdannet til et museum og monument for de omkring 700.000 ungarske fanger, der især i begyndelsen af det 40 år lange kommunistiske regime blev sendt i sovjetiske arbejdslejre, i gulag-lejre. Navnet på monumentet, Málenkij Robot, betyder på ungarsk ”småt arbejde”. Det var den besked, fangerne fik, når de blev sat på toget.

Omkring 50 mennesker er mødt op foran monumentet til den årlige mindedag for gulag-ofrene, en broget forsamling af slipsemænd, historikere og enkelte, der selv var ofre for kommunismen. Iblandt dem den 97-årige István Tóth, som står lidt afsides i sin lange grå frakke.

Mindesmærket er opsat til ære for ham og de andre fanger. Men stedet symboliserer for ham en smerte, som endnu ikke er forsvundet efter knap 70 år, og som gør, at han sommetider vågner om natten af mareridt, rystende og råbende.

”Én gang er jeg gået ind i bunkeren for at se udstillingen, men jeg gør det aldrig igen,” siger han.

István Tóth ser det som sin pligt at mindes de mennesker, som mistede livet under tiden i sovjetisk fangenskab. Han føler et ansvar for dem nu, og han følte et ansvar for dem dengang som leder af en ungarsk brigade under værnemagten. En brigade, han vægrer sig ved at tale om.

I dag bor han i en lejlighed i det centrale Budapest med sin hustru gennem 63 år og en lille, enøjet hund. István Tóth har en spinkel krop og venlige øjne bag de stålindfattede briller. Han sidder i sin lænestol omgivet af puder, der varmer hans hofter. For frosten sidder stadig i kroppen og gør leddene stive. Da han begynder at fortælle, er kulden det første, han nævner.

”Den første sne faldt i september, og den sidste tøede i maj. Det er det, jeg husker allerbedst. Sne, der nåede hertil og gjorde det svært overhovedet at gå,” siger han og peger på sine knæ.

I foråret 1945 kort før afslutningen af Anden Verdenskrig blev István Toth og hans ungarske deling taget til fange af Den Røde Hær omkring Danzig, det nuværende Gdansk i Polen. De russiske soldater lovede dem, at de snart ville vende hjem, men da vognene begyndte at køre, havde de ikke retning stik syd mod Budapest.

”Soldaterne undskyldte sig med, at togskinnerne var bombede, og vejen til Budapest ufremkommelig. Nogle gange fik vi mad, andre gange ikke. Dem, der døde på turen, skubbede vi ud af togvognene, når vi ankom til næste station,” fortæller han.

Han husker øjeblikket, hvor han som 25-årig soldat forstod, at han og de andre ungarere måske aldrig igen ville vende hjem. De var standset ved en skov. Der var stadig forår i luften. Mellem træerne mødte han og de ungarske soldater en mand, som afkrævede dem den lille soldaternål, der var fastspændt deres revers.

”Jeg sagde, at jeg ville have en humpel brød til gengæld. ’Hvorfor vil du have brød?’ spurgte manden. ’I bliver alligevel skudt’,” siger István Tóth.

Men sådan gik det ikke. De næste fire år knoklede han som tvangsarbejder og politisk fange og blev ført fra den ene lejr til den anden. I dag ved han stadig ikke, hvor de lå, eller hvad de hed. Da han og de andre soldater blev kørt til den lejr, hvor han tilbragte størstedelen af sin tid i fangenskab, troede de, at de blev kørt til deres død.

”Jeg kan stadig huske synet af lejrens flakkende lys ved ankomsten og de meget tykke støvler, lejrens leder havde. Han var tysk og udpeget af det tyske flertal af fanger i lejren. Når han talte fangerne, sparkede han til dem. ’Fünfzehn’. ’Fünfundzwanzig’,” imiterer István Tóth med rå stemme.

Længe kan han tale om ondskab: Om at arbejde med glohed asfalt og at knokle i 25 minusgrader, om fuldvoksne mænd, der vejede det samme som børn, og om hvordan en sygeplejerske til et månedligt sundhedstjek nev dem i huden og inddelte dem i kategorier efter, hvor fleksibel huden var. Tilhørte man den sidste kategori, var man døden nær.

”Det ville have kostet dem kuglerne at skyde os. Men at lade os knokle og dø kostede ingenting,” siger han.

Men István Tóth vil langt hellere fortælle om dengang, de andre fanger reddede hans liv. Om at bytte et stykke tobakserstatning for et russisk ord, og fortrydelsen, da han lærte ordet ”farvestrålende” og aldrig kom til at bruge det. Om glæden ved at finde tre blåbær i skovbunden. En glæde, han stadig føler, når hans kone i dag køber dem til ham.

Det sværeste for István Tóth er at tale om hjemkomsten i 1949. At vende tilbage til et Ungarn, hvor ingen vidste, hvad der var hændt ham, og ingen ønskede at vide det.

”Mine forældre var flyttet. Da jeg endelig fandt dem, var de ikke interesserede i at høre min historie,” siger han.

På spørgsmålet om hvorfor, gentager han med tålmodighed i stemmen:

”Ingen var interesserede. De vidste, hvad der skete med de deporterede og de kvinder, der blev voldtaget. Men ikke, hvad der var sket med os, de politiske fanger,” siger han og fortsætter:

”Mennesker turde ikke fortælle om de grusomme ting, der var hændt dem. Kommunisterne ledede stadig landet, og vi var bange for, at noget frygteligt ville ske, hvis vi begyndte at tale.”

Han har svært ved at svare på, hvordan det lykkedes ham at komme gennem tiden i lejrene. Hvad årelang fangenskab i en verden af afstumpethed og forråelse gør ved et menneske.

”Vi vidste ikke, hvor lang tid vi havde igen. Fem minutter, 10 minutter. Vi vidste, at vi burde være blevet sendt hjem for længe siden. Nogle mistede forstanden. Én i barakken blev vanvittig og blev fjernet,” siger han.

Det er bevægende for István Tóth at fortælle sin historie og ikke noget, han gør ofte. Men det er nødvendigt, siger han. Der findes erindring om ofrene for holocaust, de deporterede og kvinderne, men intet minde om de politiske fanger.

”Om et par måneder fylder jeg 98 år. Nu kan og vil jeg fortælle min historie. Så kan de skyde mig, hvis de vil.”