Prøv avisen

Unge afrikanere bruger mobiltelefoner til seksual-oplysning

Fatoumata Koanda er 20 år og kommer hos en lokal ngo for at få prævention. Hun oplever, at der så småt er en mentalitetsændring på vej i Burkina Faso. – Foto: Marie Hald

En gruppe unge i Burkina Faso bryder tabuer om køn og seksualitet ved at bruge moderne teknologi til at oplyse deres landsmænd om, hvordan de kan beskytte sig mod graviditet, tidligt ægteskab og kønssygdomme

De unges hovedkvarter, QG Jeunes, har endnu ikke et år på bagen. Men flere end 1,7 millioner mennesker har allerede hentet informationer om seksualitet, prævention og køn på hjemmesiden, som er udtænkt og drevet af en gruppe unge i Burkina Faso.

I et land, hvor seksualitet er tabubelagt, og hvor 1 ud af 10 piger bliver gift, inden hun er 15 år, og det er tilfældet for hver anden, inden hun er fyldt 18 år, har QG Jeunes en ambition om at være frontløbere i en revolution.

”Vores slogan er ’No Limit’. Ingen grænser. Vi vil være det bedste netsted og en reference for seksualoplysning, ikke bare i Burkina Faso, men i hele Afrika,” siger Yoda Oumar, daglig leder og en af initiativtagerne til QG Jeunes.

”Få har deres egen computer, men rigtig mange har mobiltelefoner, og mobilnettet dækker det meste af landet. Vi har også rådgivningscentre, især i hovedstaden, Ouagadougou, og vi har oplysningsaktiviteter på skoler over hele landet,” fortæller Yoda Oumar.

Hjemmesiden tilbyder blandt andet undervisningsmoduler om de mandlige og kvindelige kønsorganer. En quiz giver de unge mulighed for at teste deres viden, og de kan diskutere og stille spørgsmål på et diskussionsforum og få svar om alt fra, hvordan man bruger p-piller eller kondomer, til, om man absolut skal gå i seng med sin kæreste på valentinsdag.

Hver fjerde burkinske pige mellem 15 og 18 år har allerede fået sit første barn, og 7,7 procent af pigerne har deres første samleje, inden de er fyldt 15 år.

”På hjemmesiden fortæller vi om piger, der får deres første barn, når de er 13 år. Uønsket graviditet og alt for tidlige ægteskaber er et stort problem i Burkina Faso, og seksualoplysning og viden om rettigheder er vigtigt. Loven siger for eksempel, at piger skal være fyldt 17 år, før de kan gifte sig,” siger Rachida Grachi Minourougou, der er såkaldt ambassadør for QG og opsøger de unge blandt andet på skolerne.

Via internettet er de initiativrige unge bag QG med til at få information om seksualitet og prævention ud over rampen til de unge burkinere over hele landet. Men vil man have egentlig rådgivning og praktisk hjælp, sker det for eksempel på et såkaldt ungecenter, der drives af Burkina Fasos forening for familieplanlægning, ABBF.

Ungecentret i Ouagadougou er også et af nervecentrene i den revolution, der langsomt breder sig blandt Burkina Fasos ungdom. Fatoumata Koanda er 20 år og har en tid hos centrets læge for at få fornyet sin recept på p-piller.

”Det var min mor, der sagde til mig, at jeg skulle beskytte mig, allerede da jeg var yngre. Det er sjældent, at forældre har den holdning. Men en mentalitetsændring er på vej, blandt andet fordi alt for mange helt unge piger dør af fødselskomplikationer. Og også mændene ændrer holdning, for eksempel til prævention. Min kæreste har accepteret, at jeg ikke er imod at få børn med ham, men bare vil have færre og på det rigtige tidspunkt,” siger Fatoumata Koanda.