Det er blevet så risikabelt at arbejde lovligt eller ulovligt som indvandrer i Sydafrika, at det kan koste livet. Gennem de seneste uger er tusindvis af hovedsageligt afrikanske indvandrere flygtet tilbage til deres hjemlande. Samtidig har det sydafrikanske militær indledt en intensiv jagt på illegale indvandrere, som vrede sydafrikanere beskylder for at stjæle deres jobs.
I april satte 1600 malawiere sig i 24 busser og blev kørt den lange vej hjem til Malawi efter at have taget imod hjemlandets tilbud om gratis repatriering. Tilbuddet kom oven på det seneste udbrud af voldelige uroligheder i Sydafrika, hvor 300 personer blev arresteret, over 8000 drevet på flugt, og mindst syv dræbt.
Mozambiques regering har etableret flygtningelejre ved grænsen til Sydafrika, hvor landsmænd i nabolandet, der føler sig truet, kan søge tilflugt. Også Zambia og Zimbabwe har taget særlige forholdsregler for at beskytte deres landsmænd i Sydafrika.
Men de er ikke alene om at tage nye midler i brug. Siden volden brød ud i sidste måned, har Sydafrikas regering sat militæret til systematisk at opdrive og udvise illegale indvandrere med den officielle begrundelse, at militæret hjælper med at opretholde lov og orden.
”Hvis udsendelsen af soldater virkelig handlede om at opretholde lov og orden og ikke om at gå efter indvandrerne, hvorfor så få soldater til at gennemsøge CBD Johannesburg (et af byens centrale handelskvarterer, red.), hvor der ikke var nogen vold, når vrede folkemængder 30 kilometer derfra i Soweto var midt i voldelige protester,” spørger Pikkie Greeff, formand for de sydafrikanske soldaters fagforening, Sandu, i den sydafrikanske avis The Daily Maverick.
Når situationen i Sydafrika endnu en gang er tilspidset, skyldes det blandt andet, at landet har en af de højeste arbejdsløshedsprocenter i verden. I gennemsnit er hver fjerde sydafrikaner arbejdsløs, og tallet er langt højere for ungdommen. Således stod svimlende 63 procent af de unge sydafrikanere ifølge den amerikanske tænketank The Brookings Institution uden for arbejdsmarkedet i 2013.
Hermed deler Sydafrika skæbne med et overvældende flertal af Afrikas lande.
”Der er ganske enkelt ikke nogen jobs,” lyder det fra professor i økonomi ved Nigerias institut for samfunds- og økonomisk forskning, Niser, Tunji Akande, der forsker i landets ungdomsarbejdsløshed. I 2012 gik over halvdelen af de nigerianske unge ledige.
”Servicesektoren er mættet, og industrien kan ikke skabe jobs, fordi den klarer sig dårligt og ikke lever op til sit potentiale,” siger han.
Arbejdsløsheden hænger i høj grad sammen med industriens manglende produktivitet, understreger Tunji Akande.
”Nigerias industri arbejder på under halv kraft på grund af dårlig infrastruktur, ustabil elektricitetsforsyning, massiv beskatning, lav efterspørgsel grundet lav købekraft hos de nigerianske forbrugere samt en skæv konkurrence med importerede varer,” siger han.
Samtidig eksisterer der et misforhold mellem de kompetencer, arbejdsgiverne i Afrika efterspørger - og dem, den afrikanske arbejdsstyrke har.
”Kandidater uddannet fra serviceinstitutioner er ofte umulige at ansætte, fordi de mangler de nødvendige kvalifikationer og er ude af stand til at arbejde uden supervision. Uddannelserne er ikke skræddersyet til de behov, som eksempelvis industrien har,” siger han.
Men - påpeger lederen af Den Internationale Arbejderorganisation (ILO) i Afrika, Aeneas Chuma, i et interview med FN-magasinet Africa Renewal - problemet er også, at arbejdsstyrken har akut vokseværk.
”Antallet af unge mennesker, der kommer ind på arbejdsmarkedet hvert år, er større, end den formelle sektor kan absorbere,” siger han og opfordrer til at gentænke arbejdsmarkedspolitikken på kontinentet.