Transitlejren i byen Subotica nær grænsen til Ungarn rummer cirka 100 mennesker. Beboerne er familier med små børn, enlige mænd og uledsagede unge mellem hinanden. Mens familierne bor i hvide containere, deler mændene køjesenge på store sovesale med de uledsagede mindreårige. Containerne og barakkerne ligger i et åbent landskab. Uden for bygningerne hænger en lugt af gammelt brakvand over området, hvor er et par unge afghanske teenagedrenge på betonterrassen venter på, at det bliver deres tur til at slippe igennem hegnet til Ungarn.
De er rejst til Europa alene og vil til Tyskland. For flere måneder siden søgte de om at få lov til at søge asyl i Ungarn. Men vagterne i EU-landet lader kun 10 om dagen slippe igennem hegnet. Med 4300 strandede flygtninge i Serbien, hvoraf mellem 800 til 1000 er uledsagede mindreårige, er ventetiden lang.
I skyggen over for de to ventende teenagere sidder koordinatoren for lejren, Nikola Popov. Han er ansat ved det serbiske kommissariat for flygtninge og migranter og har også arbejdet i flere andre serbiske lejre. Af erfaring ved han, at stort set ingen flygtninge ønsker at blive i Serbien, da asylprocessen er lang og chancen for accept lille. Der er begrænsede uddannelses- og jobmuligheder i landet, så de unge flygtninge søger videre til Vest- og Nordeuropa. Tidligere var der store problemer med, at mindreårige forsvandt fra lejren – ofte i selskab med voksne mænd – men i dag kommer lejrens indbyggere først til Subotica, to til tre uger før de får lov at søge asyl i Ungarn, fortæller Nikola Popov.
”Førhen kunne vi se, at de unge rejste med voksne. Vi havde en mistanke om, at nogen blev udsat for seksuel udnyttelse – muligvis trafficking. Men de uledsagede forsvandt, inden der blev gjort noget ved det. Det er svært, når du har børn på 10 til 15 år. Børn rejsende med voksne, som de siger, de er i familie med,” siger han.
Selvom de unge ikke længere forsvinder fra Subotica, er problemet stadig stort i andre lejre i Serbien, ved Nikola Popov. For de unge er rastløse og utålmodige efter at komme videre.
Det er globalt et stigende problem, at børn og unge flygter og migrerer alene, og det udfordrer ngo’erne i kriseområder. De fokuserer nemlig oftest på kvinder og børn under 12 år, siger Michel Saint-Lot, der er Unicefs repræsentant i Serbien. Men myndighederne og de store ngo’er burde gøre langt mere for de unge, der er ekstremt udsatte, mener Zorana Parezanovic. Hun arbejder for ngo’en Atina i Beograd, der har støttet handlede og voldsramte kvinder og børn siden 2005.
”Atina har set uledsagede unge, der har solgt organer for at betale for turen til Europa. I andre tilfælde har vi hørt om mindreårige, der må prostituere sig selv for at betale for den videre rejse,” siger Zorana Parezanovic.
Også Stevan Tatalovic fra ngo’en InfoPark i Beograd, der siden 2015 har hjulpet flygtninge og senest har fokuseret på uledsagede mindreårige, er bekymret. For de unge er nemme ofre for kriminelle, siger han.
”De unge er desperate efter at komme videre, så de har brug for penge til at betale smuglerne. Har de ikke det, kan de ende som handlede og i prostitution. Ofte er det ikke svært at komme i kontakt med smuglerne, for de bor i samme lejre som de mindreårige. Staten ser igennem fingre med det,” siger han.
Nikola Popov ved godt, at smuglerne i nogle lejre bor sammen med flygtningene. Det er også sket i transitlejren i Subotica tidligere, siger han. Men ikke længere. Smuglerne kan ikke få nogen til at betale, hvis de alligevel snart får lov til at komme igennem hegnet. Dog er der mange asylansøgere, som Ungarn har afvist og sendt tilbage til Serbien. De er desperate og forsøger sig gerne med en smugler eller på egen hånd med at snige sig over grænsen til Ungarn, Kroatien eller Rumænien.
”For mange lykkes det ikke. De bliver fanget inde i landene og smidt tilbage til Serbien. Nogle er så gennembankede, når vi finder dem, at vi må tage dem direkte på hospitalet,” siger Nikola Popov.
Beograds Center for Menneskerettigheder, BCHR, har de senere år sammen med blandt andre Oxfam registreret nabolandenes såkaldte pushbacks, altså intimiderende måder, som de prøver at skubbe flygtningene videre på. Nogle flygtninge har været udsat for elektrochok. Andre er blevet afklædt i skovene om vinteren, oversprøjtet med koldt vand og efterladt i frysende temperaturer. Men det er ikke kun nabolandene, der vil af med flygtningene, lyder det fra researcher Bogdan Krasic fra BCHR.
”Serbien er også blevet anklaget for at sende flygtninge tilbage til Bulgarien, så det er hele regionen, der er involveret. Flygtningene kalder deres forsøg på at nå EU ”the game” (spillet), og mange mindreårige har prøvet mange, mange gange. De vil videre fra Serbien, for de ser ingen fremtid for dem selv her,” siger han.
Heller ikke de to unge afghanere, der sidder foran containeren i transitlejren, vil blive. De kan ikke søge familiesammenføring i Serbien og mener, at det er for svært at få en fremtid her. Nikola Popov giver dem til dels ret, for flygtninge er accepterede her, siger han, så længe de er på gennemrejse.