Unge klimaforkæmpere råber op: ”Det er på tide, at verdens ledere giver os en fremtid”

Det har alvorlige konsekvenser for børn og unge, når klimaet ændrer sig, lyder det i ny rapport. Derfor håber unge klimaforkæmpere, at verden vil stå sammen om en løsning

En ung skoleelev holder en tegning med budskab til verdens politikere om at redde træerne, havene og bierne forud for COP26 klimatopmødet i Glasgow. Over hele kloden kæmper unge klimaaktivister for at få verdens ledere til at stå sammen mod klimaforandringerne.
En ung skoleelev holder en tegning med budskab til verdens politikere om at redde træerne, havene og bierne forud for COP26 klimatopmødet i Glasgow. Over hele kloden kæmper unge klimaaktivister for at få verdens ledere til at stå sammen mod klimaforandringerne. Foto: Reuters/Russell Cheyne/Scanpix.

Gør det for børnenes skyld.

Den sætning kan verdens politiske ledere med fordel have i baghovedet, når de om få dage mødes ved COP26 klimatopmødet i Glasgow.

I årevis har man talt om, at kampen mod klimaforandringer i høj grad handler om at sikre planeten for kommende generationer, men de nye generationer er her nu, og de vokser op i en verden, hvor ændringer i klimaet truer deres helt basale rettigheder.

Det er budskabet fra Red Barnet, som i går afholdt et digitalt pressemøde med unge klimaforkæmpere fra Norge, Sri Lanka og Zambia for at sætte fokus på, hvordan børn bliver påvirket af klimaforandringerne, og hvorfor deres stemmer er afgørende i klimadebatten.

”I regnsæsonen er der oversvømmelser hele tiden, og det er farligt at gå i skole, fordi man skal gå igennem forurenet vand. Lige nu er det sommer, og så er der tørke. Alle er dehydrerede, og det er svært at koncentrere sig,” fortalte den 15-årige Justina fra Zambia over en videoforbindelse på pressemødet, hvor alle børn optrådte uden efternavn.

Sæsonerne har ikke altid været så ekstreme i Zambia, men klimaet har ligesom mange andre steder i verden ændret sig.

I en ny klimarapport anslår Red Barnet, at børn, der bliver født nu, har risiko for at blive ramt af flere og voldsommere naturkatastrofer i deres levetid end deres bedsteforældres generation.

For eksempel vil børn født i 2020 opleve omkring syv gange så mange hedebølger som personer født i 1960. De vil med al sandsynlighed også opleve dobbelt så mange skovbrande og næsten tre gange så mange tilfælde af tørke, fejlslagen høst og oversvømmelser, og det vil for mange gå hårdt udover deres levevilkår.

Red Barnet har talt med børn fra 11 lande, der fortæller, hvordan klimaforandringerne påvirker deres liv og truer deres ret til sundhed og beskyttelse.

”Fortællingerne understreger, at klimakrisen er en børnekrise, og at vi er nødt til at give børnene en større stemme og tage dem med på råd i de internationale forhandlinger om, hvordan vi skal reagere på klimatruslen,” lyder det fra stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet Janne Tynell, i en pressemeddelelse.

Det er børn i lav- og middelindkomstlande, som ifølge rapporten bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, fordi de er langt mere udsatte, når ekstremt vejr og naturkatastrofer indtræffer. Samtidigt står den rigeste halvdel af verdens lande for hele 86 procent af den samlede globale CO2-udledning, mens den fattigste halvdel kun er ansvarlig for 14 procent.

”Vi mærker ikke forandringerne på samme måde i hverdagen. Men vi er en af de største producenter af olie og gas, og det her er et opråb om solidaritet. Det er på tide, at verdens ledere giver os en fremtid,” lød det fra den 14-årige Emanuel fra Norge på pressemødet.

Og Red Barnet er ikke alene med budskabet om klima og børns rettigheder. I august udgav FN’s børneagentur, Unicef, en rapport, der anslog, at én milliard børn har en ”ekstrem stor risiko” for at blive påvirket af klimaforandringer på parametre som sundhed, uddannelse, sikkerhed og har risiko for at blive eksponeret for dødelige sygdomme.

”Selvom intet barn er ansvarligt for stigende globale temperaturer, vil de betale de højeste omkostninger. Børnene fra de mindst ansvarlige lande vil lide mest af alt,” lød det dengang i en udtalelse fra Unicefs internationale direktør, Henrietta Fore.

Derfor har den unge Justina fra Zambia også et særligt budskab til COP26-lederne:

”Sig nej. Sig nej til alt, der påvirker klimaforandringer negativt. Der er ikke nogen vej uden om, og alle er nødt til at erkende, hvor alvorlige forandringer er.”