Tre fingre holdes op i luften. Tegnet ses overalt i menneskemængderne til protesterne i Myanmar. Det stammer fra ”The Hunger Games”: En amerikansk bog - og filmserie, hvor unge helte kæmper for frihed i en dystopisk virkelighed under et kynisk og totalitært styre.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor de unge myanmarere bruger netop denne gestus, når de demonstrerer. Fire måneder efter det pludselige militærkup i det sydøstasiatiske land har militæret dræbt over 800 civile, sendt 100.000 mennesker på flugt, og fra den ene dag til den anden fået samfundet til at ligne netop en dystopi.
”Jeg kan ikke blive ved med at bøje nakken. Jeg vil kæmpe imod dem,” skriver Soe Nay.
Han er én af de seks unge ”korrespondenter”, der medvirker i bogen ”Oprør i Myanmar – Generation Z og generalerne”, som er udkommet i denne uge. Forfatter og journalist Eva-Marie Møller har gennem mange år beskæftiget sig med Myanmar blandt andet for DR, og hun har nu udgivet en bog, som beskriver landets komplekse historie, militærkuppet i begyndelsen af året, og hvordan en ny generation af unge i landet stædigt kæmper imod militærjuntaens brutalitet.
Da kampvognene rullede ind i hovedstaden, Nay-pyidaw, den 1. februar i år, kom det som et chok for både landets indbyggere og omverdenen. Ni år forinden havde verden nemlig været vidne til, at det daværende militærdiktatur påbegyndte en demokratiseringsproces, som udløste vestlige investeringer og anerkendelse.
Tidligt denne februarmorgen blev landets de facto regeringsleder, Aung San Suu Kyi, sammen med præsident Win Myint og en række andre fremtrædende politikere arresteret af bevæbnede soldater. Generalerne erklærede undtagelsestilstand, internettet blev lukket ned, og telefonforbindelserne pludselig ustabile.
Kuppet skete som reaktion på, at Aung San Suu Kyi og hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), havde vundet en jordskredssejr ved valget i november 2020. De over 80 procent af stemmene til NLD var et slag i ansigtet på militærets top, der havde håbet på at vinde valget. Begrundelsen for kuppet var ifølge hæren, at der var foregået valgsvindel, og at generalerne blot ville beskytte demokratiet.
Men den forklaring købte befolkningen ikke.
Siden kuppet er myanmarerne strømmet ud på gaderne i protest mod militærregimet, der har svaret igen ved at skyde, banke og bortføre demonstranter. Men fire måneder efter fortsætter demonstrationerne – og det er de unge, der går forrest.
”For mange unge var valget i 2020 første gang, at de kunne stemme. De er vrede over, at militæret ikke alene har kuppet regeringen, valget og stemmesedlerne, men også demokratiet og deres ungdom,” forklarer Eva-Marie Møller.
I sin bog kortlægger hun den korrespondance, som hun har med seks unge myanmarere, der går med i demonstrationerne.
”Vores familie ude på landet er bekymret. De siger, at vi skal tage ud og bo hos dem i en periode. Der er også mange, der forlader byen. Men jeg og mine venner vil ikke opgive kampen. Der er allerede udgydt så meget blod, og de ofre må ikke være forgæves. Jeg kan ikke gå med til, at min generation skal leve under det her grusomme regime,” siger Rebecca, en af de unge myanmarere i bogen, som af sikkerhedshensyn ikke bruger sit asiatiske navn.
Hun er en del af den såkaldte Generation Z, der er født i slutningen af 1990’erne, som kæmper for social retfærdighed.
”Det er en generation, der gennem sociale medier har fået et redskab til at have kontakt til hele verden og følge med i, hvad der sker uden for Myanmar,” forklarer Eva-Marie Møller og henviser til, at landet før i tiden har været meget isoleret fra omverdenen grundet militærdiktaturerne og sanktioner mod landet.
”Mange unge er også rejst til Bangkok, Singapore eller Jakarta, hvor de har set andre unge mennesker, der får en god uddannelse, har det bedre end dem, og ikke er undertrykt,” fortæller hun.
De unge myanmarere er inspireret af de oprør, de ser blandt de unge Generation Z’ere i nabolandene som Thailand. Her samledes unge studerende gennem 2020 i massive protester imod landets regering.
Mens de unge går i gaderne i Myanmar, viser forældregenerationen sin modstand gennem den civile ulydighedsbevægelse. Ansatte på over 100 hospitaler og klinikker strejkede efter kuppet, og det bredte sig til andre offentligt ansatte, blandt andre universitetsprofessorer og fabriksarbejdere, der ligeledes ville vise deres modstand imod militærregimet. Siden er de strejkende hospitals-medarbejdere dog blevet tvunget tilbage i arbejde, da militæret nu kontrollerer de statslige hospitaler. Men utilfredsheden er der stadig.
”Der er ikke noget skisma mellem generationerne. De støtter og lytter til hinanden, men organiserer sig på forskellige måder. Den ældre generation laver for eksempel mange sit-ins, da de i høj grad er inspireret af Aung San Suu Kyis idé om fredelig protest,” siger Eva-Marie Møller.
Også den civile skyggeregering gør fælles sag med oprørerne. Skyggeregeringen er dannet af blandt andre politikere fra det afsatte regeringsparti og systemkritikere i eksil.
Det afsatte regeringsparti, NLD, har vundet begge af de to demokratiske valg, der er blevet holdt i landet i 2015 og 2020. Før det var Myanmar gennem seks årtier styret af militærdiktaturer, og landet var præget af borgerkrig og andre interne konflikter. Den tidligere britiske koloni, førhen kaldet Burma, fik formel selvstændighed i 1948, hvilket anses som værende især general Aung Sans fortjeneste. Han blev dræbt, før landet fik selvstændighed, men regnes i dag i Myanmar som landsfader.
Men det er hans datter, der har opnået verdensberømmelse som fredsikon og landsmoder. Aung San Suu Kyi, der fylder 76 år i dag, blev løsladt af militærregimet i 2010 efter at have siddet sammenlagt 15 år i husarrest. I 1991 modtog hun Nobels Fredspris in absentia og blev et internationalt symbol for demokrati og ikkevoldelig kamp – et omdømme, der krakelerede i august 2017. Da blev 740.000 af landets rohingya-muslimer drevet på flugt, og Myanmar blev siden ved Den Internationale Domstol i Haag anklaget for at have begået folkedrab.
Det tidligere fredsikon er nu blevet tiltalt af kupgeneralerne for blandt andet ulovlig import af seks walkie-talkies, overtrædelse af coronaregler, men også en mere alvorlig anklage om bestikkelse er rejst. Retssagen imod hende fortsatte i denne uge i Nay-pyidaw, hvor den tiltalte ifølge internationale nyhedsbureauer virkede træt, da offentligheden for første gang fik et glimt af hende i flere måneder. Kendes hun skyldig, kan hun få flere år i fængsel og blive udelukket fra politik.
”Vi står sammen med vores leder”, ”Befri vores leder nu” står der på skilte, som demonstranterne holder til protesterne. Flere har The Ladys ansigt tatoveret på deres arme eller ryg. Selvom billedet af den uselviske frihedsforkæmper krakelerede i Vesten i 2017, viser de igangværende demonstrationer, at Myanmars befolkning støtter hende, siger EvaMarie Møller.
”Det er tydeligt, at hun stadig er deres store idol. Men de opfatter hende mere som et symbol på demokrati end løsningen på landets problemer fremover,” siger forfatteren og forklarer, at der i mange år har været en bevidsthed blandt unge myanmarere om, at der var brug for andre stemmer i landets politik.
”Allerede i 2014 talte jeg med unge, der så hende som en overgangsfigur, der kæmper for demokrati, men ikke for økonomiske reformer. De så hende som værende en konservativ politiker, der ikke forstår, at der skal mere til for at få landet ud af fattigdom.”
De seneste måneders demonstrationer viser også, at synet på landets etniske minoriteter har ændret sig, forklarer Eva-Marie Møller. Myanmar er med mindst 135 forskellige etniske grupper Sydøstasiens mest etnisk og racemæssigt diverse stat, og det har ofte givet anledning til konflikter.
Men nu ser protesterne ud til at forene de unge, uanset etnisk eller religiøst tilhørsforhold.
”Der er sket en tilnærmelse. De etniske minoriteter bor i bjergområderne, men flere af de unge er kommet til Yangon for at studere, og nu kommer mange også til de større byer for at demonstrere,” fortæller Eva-Marie Møller.
”Nu mener de unge, at der skal være en større enhed mellem de etniske minoriteter – og det er nyt.”
Hun forklarer, at de unge derfor også støtter skyggeregeringen, der har lovet at forbedre forholdene for etniske minoriteter, anerkende rohingya-muslimerne og sørge for, at de får statsborgerskab.
”Vi vil gøre alt, hvad CRPH (skyggeregeringen, red.) beder os om, også selvom det betyder, at vi skal dø. Terroristerne har våben, men vi har folket og dermed hele nationen,” skriver korrespondenten Rebecca i bogen.
”Det er meget karakteristisk for denne generation af unge, at de ikke flygter,” siger Eva-Marie Møller.
Hun ved, at hendes korrespondenter er blevet skræmt af hærens mange drab på civile, og at demonstranterne nu ofte løber gennem gaderne i stedet for at gå eller sidde ned, som de gjorde i starten.
”De vil ikke bare stikke af. De er ikke nationalistiske, men de elsker deres land og tror på revolution. Så kan det godt være, at nogle af dem bliver nødt til at flygte på et tidspunkt, men de vil kæmpe til det sidste,” siger hun.
En af de mange, der har mistet livet siden militærkuppet, er digteren Khet Thi. Han blev taget til forhør, og da hans kone så ham igen, var hans indre organer fjernet, og manden død, skriver Eva-Marie Møller i sin bog. Blandt Generation Z er han kendt for særligt ét citat:
”De skyder efter hovedet, for de forstår ikke, at kampen bor i hjertet.”
Eva-Marie Møller: ”Oprør i Myanmar – Generation Z og generalerne”. 160 sider. 199 kroner. Mondogrande.