Prøv avisen

Unge søger andre moskéer end deres forældre

Flere islamforskere fortæller, at den nye generation af muslimer søger mod nye moskéer, der præsenterer en mere tidsløs udgave af islam, som går på tværs af lande og traditioner. På billedet ses moskéen ved Rovsingsgade i København. Foto: Joachim Adrian/ritzau

Europas yngre muslimer søger mod moskéer, der tilbyder en mere tidløs udgave af islam. Bagsiden er en voksende fundamentalisme, siger forskere

Et stadig voksende generationsopgør finder sted blandt muslimer i Europa.

Mens forældre og bedsteforældre primært frekventerer moskéer, der prædiker deres hjemlands vemodige takter, søger den nye generation af muslimer mod nye moskéer, som i globaliseringens ånd præsenterer en mere tidløs udgave af islam, der går på tværs af lande og traditioner. Det fortæller islamforskere fra europæiske lande, som også advarer om, at mange nye moskéer er præget af en fundamentalistisk islam-tolkning, den såkaldte salafisme.

I Frankrig er moskéerne stort set blevet overtaget af en ung generation af troende og unge imamer, der står for en ny og mere synlig islam, siger Raphaël Liogier, sociolog og specialist i fransk islam ved Institut for Statskundskab ved universitetet i Avignon.

”Overholdelse af ritualerne såsom ramadanen spiller en vigtig rolle, og muslimerne søger tilbage til en oprindelig islam, der er frigjort fra etniske og nationale påvirkninger,” siger han og tilføjer, at der tidligere var tunesiske og marokkanske moskéer, som var et bånd til de indvandrede muslimers hjemland.

”I dag søger muslimerne en universel, global islam og foretrækker imamer, der er uddannet ved internationale islamiske institutioner i Egypten eller Saudi-Arabien. Frankrig tæller kun omkring 120 egentligt salafistiske moskéer, men salafismen er en bølge, som præger islam og de unge muslimer i Frankrig generelt,” siger han.

Ifølge en undersøgelse fra 2016 udført af den liberale tænketank Institut Montaigne er 28 procent af Frankrigs muslimer strengt fundamentalistiske, mens 46 procent er sekulariserede, og 25 procent ønsker at vise deres tro i det offentlige rum, men forkaster niqab og polygami.

Heller ikke unge britiske muslimer interesserer sig for de moskéer, som de ældre generationer kommer i. Det vurderer Daniel DeHanas, lektor ved Kings College London og forfatter til bogen ”London, Youth, Religion and Politics”.

”Mange unge er tiltrukket af en udgave af islam, som har skåret den kulturelle praksis fra, og som repræsenterer, hvad de ser som en mere ren og tidløs kerne af islamisk ideologi. De søger også autoritet fra mere globale kilder, som kan omfatte prædikanter fra den arabiske verden og USA,” siger Daniel DeHanas og tilføjer, at det ikke betyder, at de unge søger en mere radikal udgave af islam.

”Unge kvinder har fortalt mig, at de og deres venner har fundet den logik i islam, som gør, at de kan sige fra over for forældrenes planer om arrangerede ægteskaber,” siger han.

Fundamentalistisk islam er dog tilsyneladende også på fremmarch i Storbritannien. Ifølge Anabel Inge, forfatter til bogen ”The Making of a Salafi Muslim Woman”, var halvdelen alle nye moskéer i 2014 og 2015 salafistiske.

I Tyskland udgør nye salafistiske moskéer en af hovedårsagerne til radikalisering af unge, mener Karsten Jung, professor i religionspædagogik og redaktør på bogen ”Islamisme i skolerne”.

”’Normale’ moskéer har det samme problem som de fleste kirker: Deltagerne er gamle, og moskéerne er ikke attraktive for de unge. Men især de såkaldte salafistiske grupper kommer med attraktive tilbud,” sagde han i Kristeligt Dagblad i går.

Alene i delstaten Nord-rhein-Westfalen findes der 55 salafistiske moskéer, og næsten halvdelen af de salafister, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, var aktive i moskéer, viser en rapport fra 2016.

Thomas Hoffmann, professor og islamforsker ved Københavns Universitet, vurderer, at salafismen er kommet mere frem blandt unge. Han peger også på et opgør med forældrenes lokalt prægede islam og tilvalget af en mere universalistisk islam.

”Det kan både være en progressiv udgave, men dem er der ikke så mange af, og en fundamentalistisk udgave, som samler mange på tværs af nationaliteter. Det er den universelle ånd i islam, man mener at tilbyde, og det er især et ungdomsfænomen, så på det punkt kan man tale om et generationsopgør,” siger han.