Prøv avisen

Unge tyskere skammer sig stadig over nazitid

Omtrent halvdelen af tyskere mellem 14 og 44 år svarer ja til, at de skammer sig over deres lands nazistiske fortid. I Berlin har man opført mindesmærket Holocaust-Mahnmal for alle de jøder som omkom under anden verdenskrig. Foto: Nanna Bisp Büchert Denmark

Omtrent halvdelen af tyskere mellem 14 og 44 år svarer ja til, at de skammer sig over deres lands nazistiske fortid

De tyskere, som tydeligt husker krigen, er snart gået bort. Tilbage står generationerne efter med en fødsels-attest, der er plettet af fortidens forbrydelser.

Tre-fem generationer er gået, siden Tyskland tabte Anden Verdenskrig, kz-lejrene blev stormet og nazismen besejret. Alligevel oplever yngre tyskere til stadighed, at de skal stå på mål for deres lands ugerninger, også på trods af at de selv er født længe efter Anden Verdenskrigs afslutning.

LÆS OGSÅ: "Det var ikke dig, der byggede Auschwitz"

I en rundspørge for den tyske avis Die Zeit fortalte 49 procent af de adspurgte 14-19-årige i 2010, at de sta-dig skammer sig over tyskernes gerninger under Anden Verdenskrig i nogen eller høj grad. Det samme svarede 59 procent af de 20-44-årige.

Men hvordan kan man skamme sig over noget, der skete, længe før man selv blev født? Og hvorfor er denne skamfølelse så udbredt i Tyskland?

Professor i europæisk historie ved Copenhagen Business School, Uffe Østergård, kan nikke genkendende til tyskernes evige dårlige samvittighed.

Det er sat i system i Tyskland. De hører om det hele tiden, de lærer om det i skolen. Det er virkelig indarbejdet i tysk kultur og opdragelse, siger han.

Ifølge Uffe Østergård bliver tyskerne opdraget til at undskylde og til at være skamfulde over en fortid, der aldrig vil kunne vaskes væk fra historiebøgerne. Men heller ikke fra samvittigheden.

Seniorforsker i Holocaust og folkedrab ved Dansk Institut for Internationale Studier Cecilie Stokholm Banke forklarer, at ansvaret og skyldsspørgsmålet blev gjort personligt i generationerne efter krigen. Skylden og skammen blev noget kollektivt. Ikke noget, der blot kunne skubbes over på forbryderne fra toppen af SS.

Hvordan skal man som tysker forklare det over for sig selv? Det var jo tyske politimænd og tyske fædre. Hele krigen har været en enorm deroute for så etableret et samfund og har efterladt et spørgsmål: Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kunne den form for vold artikulere sig?, siger hun.

Unge tyskere bliver grundigt undervist i jødeforfølgelserne og diktaturet, og der holdes hvert år i januar en international Auschwitz-dag, hvor ofrene for holocaust bliver mindet. Men også Tysklands grundlov af 1949 bærer præg af, at fortiden altid skal huskes, og aldrig gentages.

Cecilie Stokholm Banke forklarer, at netop Tysklands ihærdige bestræbelser på at gøre op med fortiden både fungerer som en form for bodsbetaling og som et skridt fremad for landet.

Det er for, at omverdenen skal se anderledes på Tyskland, og således også for at få en anden rolle internationalt end det land, der tabte Anden Verdenskrig. Tyskland er på den måde kommet til at blive et moralsk foregangsland for, hvordan fortidige forbrydelser kan håndteres, siger hun.

Alligevel bliver Tyskland konfronteret med fortiden.

Når der kommer en krise som den, vi er midt i nu, er det stadig fristende for mange at trække nazi-kortet. Det kommer man meget hurtigt til både i Grækenland og Italien. I hvert fald i populærpressen, mener Uffe Østergård.

Senest blev det såkaldte nazikort trukket under Angela Merkels officielle besøg i Grækenland, hvor hun blev mødt af demonstranter i SS-uniformer. Men trods påmindelserne om landets fortid forsøger tyskerne at finde en naturlig måde at få lov til at være nationale på.

Ved verdensmesterskaberne i fodbold i 2008 begyndte tyskerne at sige, at nu måtte de også have lov at vifte med deres flag og være stolte af deres nation. Men hver gang tyskerne gør det, så vælter det op med amerikanske og britiske og franske og italienske og russiske artikler, der minder tyskerne om, at de altså ikke skal glemme fortiden, siger Uffe Østergård.

Han mener aldrig, at tyskerne vil have sonet nok i internationale øjne. De unge tyskere skal leve med samme domsafsigelse som deres forfædre omverdenen har givet Tyskland en livstidsdom.

Det er for livstid. Og der ved vi jo alle sammen godt, at en livstidsdom ikke nødvendigvis er livstid, men længe.