Prøv avisen

Uro over de voksende kløfter i befolkningen venter Sveriges næste regering

”Det er svært at måle eksakte afstande mellem befolkningsgrupper, men mange svenskeres fornemmelse er, at der er voksende afstande i samfundet," mener Anders Sundell, der er lektor i statskundskab ved Göteborgs universitet. På billedet ses moddemonstranter til et valgarrangement for det højreorienterede parti Alternativ for Sverige. Foto: Fredrik Persson/Ritzau Scanpix

Frygten for større afstande mellem befolkningsgrupperne vil præge den kommende valgperiode. Fra venstre til højre er svenskerne bekymrede over samfundets kløfter

Når svenskerne i morgen vågner efter gårsdagens valg, er det til en ny politisk virkelighed. Sverigedemokraterne (SD) ser ud til at lægge yderligere pres på de øvrige partier, og SD’s politiske yndlingssag, udlændingespørgsmålet, vil også i den kommende tid sætte sig på debatten. Det vil den blandt andet som en del af den store diskussion om uroen for voksende samfundskløfter, der på tværs af vælgergrupper vil præge de næste fire års samfundsdiskussion og sende Sveriges regering på arbejde.

Det vurderer Magnus Hagevi, der er professor i statskundskab ved Linnéuniversitetet i Växjö.

”Partierne italesætter fra hver deres position mange af de samme udfordringer. Venstrepartiet taler om social ulighed, mens Sverigedemokraterne kalder det etniske og kulturelle kløfter. Det er stort set det samme, de taler om, og for en kommende regering bliver det en stor opgave at forsøge at skabe mere sammenhængskraft,” siger han.

Magnus Hagevi mener, at nogle af partierne har forsøgt at blæse frygten for samfundskløfterne op, men peger også på, at der er en begrundet uro for, om landets mange indvandrere bliver ordentligt integreret og dermed også for, at afstandene vil blive større.

”Nogle forsøger at få det til at se ud, som om Sverige er ved at falde sammen, hvilket er en stærk overdrivelse. Sverige er stadig et af verdens mest lige lande, men uroen for de tendenser, vi ser, vokser. Blandt andet fordi nogle frygter, at mange indvandrere risikerer at falde uden for det almindelige samfund på grund af dårlig uddannelse og dermed arbejdsløshed. Og det er en reel bekymring,” siger han.

For nylig kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at politikeren Hanif Bali fra det borgerlige parti Moderaterne frygter, at dagens afstande mellem svensk-fødte og indvandrere vil udvikle sig negativt i fremtiden. Han henviser blandt andet til, at arbejdsløsheden blandt svenskfødte ligger på 3,6 procent, mens tallet for indvandrere er 19,9 procent trods et lille fald den seneste tid.

Anders Sundell, der er lektor i statskundskab ved Göteborgs universitet, vurderer, at netop arbejdsløsheden blandt de nytilkomne er en del af forklaringen på, at frygten for forstærkede samfundskløfter præger debatten.

”Det er først og fremmest spørgsmålet om integrationen og de sociale og økonomiske afstande mellem udsatte boligområder med mange indvandrere og det øvrige Sverige, som skaber bekymring. Og dér er arbejdsløsheden et stærkt parameter, som Sverigedemokraterne eksempelvis drager frem som udtryk for, at man vil se handling,” forklarer han.

Anders Sundell mener, at valgkampen har markeret sig ved, at partierne på tværs af den politiske midte har advaret om voksende kløfter og påpeget, at netop deres parti er det rette til at vende udviklingen.

Venstrepartiet vil bryde segregeringen (opdelingen af befolkningsgrupper og kulturer, red.), mens Sverigedemokraterne vil sætte hårdt ind for at stoppe bandekriminaliteten i indvandrertunge områder. Begge dele for at mindske afstandene og polariseringen af samfundet.

Og som Anders Sundell ser det, er der ikke noget, som tyder på, at partierne vil skrue ned for retorikken om kløfterne i fremtiden.

”Det er svært at måle eksakte afstande mellem befolkningsgrupper, men mange svenskeres fornemmelse er, at der er voksende afstande i samfundet. De har en følelse af, at der bliver længere mellem by og land, rig og fattig og svenskfødt og indvandrer, så det bliver en af regeringens største opgaver at lave tiltag, der kan skabe en større følelse af sammenhold,” siger han.

Følg med i den seneste udvikling i det svenske valg ved at trykke her.