Uroen i Jerusalem minder om tiden før sidste års krig

Hamas trækker i trådene i Jerusalem, men afholder sig indtil videre fra at optrappe konflikten yderligere fra Gaza

Unge palæstinensere kaster med sten mod israelsk politi under fredagens uroligheder foran Al-Aqsa Moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem.
Unge palæstinensere kaster med sten mod israelsk politi under fredagens uroligheder foran Al-Aqsa Moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem. . Foto: Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix.

“Tror du der bliver krig?"

Spørgsmålet stilles af Fares, en 22-årig palæstinenser fra Østjerusalem, der arbejder på en tankstation i den vestlige og jødiske del af byen. En israelsk politihelikopter flyver i cirkler over den gamle bydel, og en søjle af røg fra et brændende træ på Tempelpladsen kan ses fra tankstationen, hvor Fares arbejder.  

“Jeg mener rigtig krig. Lige som sidste år, mellem Gaza og Israel," tilføjer han.

Når Fares ikke betjener kunder på tanken, er hans øjne klistret til en medbragt Ipad, hvor opdateringer fra Tempelpladsen vælter frem på skærmen på arabisk og hebraisk i en fart, der får ham til at føle, at han hele tiden går glip af noget.

Lige som de fleste israelere fornemmer også Fares som palæstinenser, at de stridende parter befinder sig i en kritisk fase, hvor endnu en optrapning lurer lige om hjørnet. Og han nikker anerkendende med en nedslået grimasse, da en af de israelske kunder svarer på spørgsmålet og siger, at "det tyder på, at vi bevæger os i den retning”.

Denne fredag - den tredje i muslimernes fastemåned, ramadan - er startet i højeste gear. Ved morgenbønnen i al-Aqsa Moskéen råbte en samling på omkring 200 palæstinensere i kor “Ild for ild, en kugle for en kugle, vi jeres krigere, Muhammed Deif og Yahiya Sinwar” med henvisning til lederen af Hamas' væbnede styrker og den islamistiske bevægelses overordnede leder.

Efter fredagsbønnens afslutning begyndte hætteklædte palæstinensere at kaste med sten og fyrværkeri mod de israelske politistyrker, som skød med gummikugler og tåregas. I løbet af to timer blev 31 palæstinensere ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne såret af de israelske politistyrker på Tempelpladsen. Allerede inden den offentlige ugentlige fredagsbøn koger Jerusalem, og det minder både palæstinensere og israelere om den måde, som krigen mellem Israel og Hamas startede for næsten et år siden.

Også dengang var det uroligheder i Jerusalem, der i sidste ende fik Hamas til at give Israel et ultimatum. Da det ikke blev imødekommet, affyrede Hamas i Gaza raketter mod Jerusalem, og fra det øjeblik var krigen en kendsgerning. 

Ifølge den israelske analytiker Tal Lev Ram er alle øjne derfor rettet mod Gaza lige nu. Det israelske sikkerhedsapparat, de unge palæstinensere på Tempelpladsen, og alle andre, der følger konfliktens bølgegang, ved, at Hamas' rolle er altafgørende for de kommende dages udvikling. 

“Hamas styrer sammenstødene på Tempelpladsen og løber dermed en kalkuleret risiko,” skriver Tal Lev Ram på Twitter. 

Hans pointe er, at Hamas indtil videre har taget en beslutning om at støtte og styre urolighederne i Jerusalem for at vise, at man som den førende palæstinensiske bevægelse ikke negligerer Jerusalem. Det er dermed Hamas, og ikke den palæstinensiske regering i Ramallah, der forsvarer byens muslimske helligdomme mod Israel.    

“Hamas' rationelle valg om ikke at eskalere situationen i Gaza og det irrationelle valg, det vil være at lade alle organisationer affyre raketter mod Israel, er en integreret del af konflikten,” skriver Tal Lev Ram. 

Ifølge den israelske analytiker er landets sikkerhedsorganisationer, hæren og efterretningstjenesterne enige om, at Hamas ikke har nogen interesse i at optrappe konflikten, så den også omfatter Gaza.

Årsagen er, at Hamas stadig slikker sårene fra sidste års krig, og at store dele af bevægelsens militære infrastruktur stadig er under genopbygning. To gange i løbet af denne uge er der blevet affyret raketter mod Israel fra Gaza. Begge gange var det ifølge den israelske hærs talsmand den mindre gruppe Islamisk Jihad og ikke Hamas, der stod bag. I Israel opfattes disse angreb derfor som “smuttere”, der blev gengældt herefter med bløde” israelske angreb på tomme bygninger.  

Sagen er, at når en optrapning afhænger af Hamas-bevægelsens balancegang mellem rationalitet og det modsatte, så ved både israelere og palæstinensere, at det let kan gå galt. For en enkelt uforudset hændelse i Jerusalem kan tvinge Hamas til at reagere fra Gaza.