Prøv avisen

Uroen vokser i kløfternes svenske hovedstad

Sidste år blev der anmeldt 11 drab i Malmø, hvor kriminaliteten er rykket ind til centrum fra forstæderne. Så sent som forrige søndag blev en 23-årig mand skudt og dræbt foran en restaurant på Möllevångstorget. På billedet sikrer politiet spor efter drabet. – Foto: Krister Hansson/Aftonbladet/IBL Bildbyrå/Polfoto

En bølge af vold har fået frygten til at rykke tættere på for Malmøs indbyggere, der er vrede over, at politikerne ikke har taget integrationsproblemerne i Skånes største by alvorligt. Det føles, som om Malmø er fortabt, lyder det

Det er en råkold forårsdag i februar, og solen bryder gennem skyerne på Möllevångs-torget et stenkast fra Malmøs historiske centrum. På pladsen vrimler det med folk, der går rundt mellem de forskellige boder, som sælger grøntsager, frugt og blomster. Langs det brostensbelagte torv sidder folk og nyder en kop kaffe i forårssolen.

Idyllen står i skærende kontrast til den virkelighed, der indimellem udspiller sig efter mørkets frembrud. Forrige søndag klokken 18.40 blev en 23-årig mand dræbt af en serie af skud for øjnene af chokerede Malmø-borgere. Folk løb panikslagne væk fra pladsen, hvor patronhylstre lå spredt ud over cykelstien.

I dag er 32-årige Karin Samuelsson på tur med barnevognen, som hendes fire måneder gamle datter ligger og sover i. Den nybagte mor har boet i byen i over 15 år og har mærket, hvordan volden er rykket tættere på bykernen. Alene sidste år blev 11 mennesker dræbt i Malmø, langt de fleste som følge af opgør mellem rivaliserende bander. Indtil videre er tre mennesker blevet dræbt i år.

”Det skræmmende er, at det ikke længere kun er i forstæderne, som man kan holde sig fra, at folk bliver slået ihjel. Det sker her, midt i det smarte Möllevången, hvor helt almindelige svenskere går på kaffebar eller i byen i weekenden,” siger hun.

Karin Samuelsson fortæller, at hun er blevet mere bevidst om, hvornår hun går ud, men at hun ikke er bange for at færdes på gaden. En beskrivelse, som er dækkende for flere fortællinger, Kristeligt Dagblad hører denne dag.

”Malmø er som Göteborg og Stockholm vant til, at der i årevis har været bandekriminalitet, men det er blevet værre. Politikerne gør ikke noget ved det, men taler om, at Malmø skal være en mangfoldig og multikulturel by. Holdningspolitiet er straks efter en, hvis man taler om, at det handler om indvandrere,” siger hun.

Midt på pladsen står en gruppe fra en kristen migrantmenighed iført orange veste og uddeler gratis kaffe og tager de forbipasserende i hånden for at bede en bøn for dem. En af dem er den 37-årige nigerianer Michael, som siger, at hans efternavn er Peace (Fred).

”Vi er her for at sprede kærlighed, det er det, Malmø mangler,” siger han.

Michael mener, at de mange indvandrere, der er kommet til byen de seneste mange år, har været for dårlige til at blive en del af det svenske samfund:

”Folk er nødt til at tilpasse sig, når de er så heldige at blive hjulpet af Sverige, men det er der alt for mange, som ikke har villet.”

I nærheden står 60-årige Hussein i sin kiosk, som han har haft i over 10 år. Han flygtede fra Iran i 1989 og er enig i, at de mange nytilkomne ikke har været gode nok til at skaffe sig arbejde og slå rødder i det svenske samfund. Mange har i stedet taget del i et parallelt samfund, mener kioskejeren, som ikke vil have sit efternavn i avisen.

”Staten gør meget for at aktivere folk, men der er desværre en del – særligt de unge – som ser en større fremtid i at sælge stoffer end at få sig et ordentligt arbejde. Derfor mener jeg, at den eneste løsning er at få mere politi på gaden, hårdere straffe og overvågningskameraer,” siger han.

I området vrimler det ellers med politibiler, og der går ikke mange minutter mellem lyden af sirener.

”Men vi kan jo se, at det ikke er nok. Folk er bange, og jeg vil ikke stå frem med mit efternavn eller billede af frygt. Hele den spiral skal vendes, og det kræver hårdhed fra myndighederne,” siger han.

En af de svenskere, der har beskæftiget sig indgående med Malmøs udvikling, er journalist og forfatter Lars Åberg. Han er aktuel med bogen ”Fremtidsstaden – hvis Sverige i morgen bliver som Malmø er i dag, hvordan bliver Sverige så?”. Her beskriver han historien om en by, der gennem årtier er blevet mere og mere opdelt mellem de oprindelige svenskere og indvandrerne.

”Der er to fortællinger. Den ene er positiv og handler om byen som centrum i Skåne, multikulturen og kontakten til København. Bagsiden er kriminaliteten, segregeringen og de store kulturelle konflikter,” siger han.

Lars Åberg er en markant skikkelse i den svenske debat og har fået opmærksomhed ved at tale om, at kriminaliteten er forankret i de indvandrertunge områder. Selvom det er der, drabene bliver begået, og stofferne handles, er mange ikke meget for at udnævne indvandrere som direkte årsag til problemerne. Siden 2005 har Sverige ikke ført statistik over kriminalitet og etnicitet, hvilket på det seneste har udløst en omfattende debat, fordi det ifølge særligt det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne virker, som om myndighederne skjuler sandheden.

”Forklaringen på problemerne er den omfattende migration, og at man igennem årtier har taget imod flere mennesker, end man har kunnet integrere. Selvom der er jobs i byen, er det den højtuddannede arbejdskraft, der efterspørges. Og mange i forstæderne har en dårlig eller ingen uddannelse. Derfor er der arbejdsløshed, mange er på sociale ydelser, og folk lever ved siden af det almindelige samfund,” siger Lars Åberg.

Flere reportager i svenske aviser har de seneste år skildret problemer med islamisk radikalisering, religiøs æreskultur og undertrykkelse af kvinder i forstæder til Malmø, Göteborg og Stockholm. For Københavns naboby ligger en stor del af forklaringen i, at Socialdemokraterne med korte afbrydelser har siddet på magten i Malmø siden 1919, vurderer den svenske forfatter og journalist.

”Der har været en form for politisk hegemoni, og i nyere tid har den været præget af en relativistisk linje om, at man for enhver pris skal udvise tolerance over for andre kulturer. Det har bidraget til, at der er skabt enklaver, hvor andre værdisæt end det almindelige svenske samfunds lever i bedste velgående,” siger han.

Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra byens socialdemokratiske borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh, til Åbergs kritik. I stedet henviser borgmesterkontoret til Andreas Schönström (S), der er trygheds- og sikkerhedsborgmester.

”Grunden til, at der er vold i Malmø, er ikke folks etnicitet eller manglende vilje til at blive integreret. Det skyldes deres socialklasse, og det er der, vi skal gøre en indsats,” siger han.

”Før vi begynder at tale om, at indvandrere skal acceptere svenske værdier, er det vigtigt, at de får sig et arbejde og kommer væk fra de sociale ydelser. Det handler om at få folk til at arbejde og betale skat. Dernæst kan man tale om at acceptere svenske værdier og den kulturelle integration,” siger han.

Lars Åberg mener, at det er et demokratisk problem, at Katrin Stjernfeldt Jammeh ved flere lejligheder har afvist at tale med medierne om problemerne.

”Vi kommer ingen vegne, og i befolkningen vokser frustrationen over, at man lægger låg på,” siger han.

Skånes største by er igen og igen blevet draget frem i den ophedede debat om integration og indvandring, som er taget til i styrke siden flygtningekrisen i efteråret 2015, hvor Sverige blev en magnet for mange asylansøgere.

Tal fra den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, viser, at ud af de 162.877 mennesker, der søgte om asyl i Sverige i 2015, endte 8286 med at blive i Malmø. Ved udløbet af 2015 var 6667 personer indskrevet som asylansøgere i Malmø, og yderligere 1619 asylansøgere var placeret i Malmø af kommunernes placeringsordning. Politisk er partier på tværs af midten ifølge flere iagttagere begyndt at tale mere åbent om integrationsproblematikken, og den omfattende tavshedskultur, som den politiske elite er blevet beskyldt for, er så småt ved at gå i opløsning, mener mange.

Et eksempel på udviklingen er, at det største borgerlige parti, Moderaterne, i januar åbnede for at samarbejde med Sverigedemokraterne (SD). I Aftonbladets seneste rundspørge står SD til at blive det største parti til højre for midten. Her får partiet 21,5 procents tilslutning mod Moderaternes 19,8 procent. Socialdemokraterne får 25 procent. SD’s fremgang udstiller ifølge Lars Åberg, at de øvrige partier stadig er for vage, når det handler om integration.

”I Malmø taler man ikke om problemer, men om udfordringer eller muligheder. Man har omdøbt det til at handle om noget andet, og det er en måde at lyve for sig selv på. Hvis ikke man radikalt ændrer indstilling, vil de dystre udsigter fortsætte. Og parallelsamfundene vil blive større og rykke længere ind i det Malmø, man kender i Danmark,” siger han.

Ved siden af Möllevångs-torget ligger togstationen Triangeln, der er sidste stop inden Malmøs centralstation. Her står 23-årige Julia Jacobsson og pumper sin cykel. Hun har boet i byen i to år og arbejder på en kaffebar. Hun støtter ikke Sverigedemokraternes politik, men fortæller som flere andre på gaden, at partiets fremgang skyldes, at det er det eneste parti, der tager den voksende uro op.

”Jeg støtter ikke SD’s politiske program, men det, de gør godt, er, at de tvinger offentligheden til at tale. Mange steder virker det, som om vi som samfund har tabt kampen til kriminelle bander. Og det er altså et indvandrerproblem, selvom de fleste partier ikke vil sige det højt. Det er meget deprimerende,” siger hun.

Julia Jacobsson tror ikke, at det bliver bedre de kommende år. Tværtimod er det sorte skyer, der trækker ind over Triangeln.

”Der ligger 30 års forfejlet politik bag. Og hvis man skal løse problemerne, kræver det en enorm indsats. Nu siger politiet, at der kommer flere ressourcer, men det er mange år for sent. Man har ladet problemerne vokse sig så store, at det er svært at ændre. Når det er sagt, er Sverige stadig et skønt land, og Malmø er en dejlig by. Men der skal en alvorlig ændring til, for at den fortælling igen skal blive retvisende, og ikke historien om det, der føles som en fortabt by,” siger hun.

Malmø har brug for, er kærlighed, mener nigerianske Michael, som halvanden uge efter drabet på Möllevångstorget sammen med andre kristne migranter er på torvet for at bede en bøn med folk og sprede en bedre stemning i byen. Foto: Ulrik Strøjer Kappel
Karin Samuelsson overvejer at flytte væk fra Malmø, nu hvor hun er blevet mor. ”Det skræmmende er, at det ikke længere kun er i forstæderne, som man kan holde sig fra, at folk bliver slået ihjel,” siger hun. – Foto: Ulrik Strøjer Kappel
Julia Jacobsson fortæller, at hun har oplevet at blive kaldt racist, fordi hun mener, Malmø har massive problemer med kriminelle indvandrere. – Foto: Ulrik Strøjer Kappel