Prøv avisen

Uroligheder i Brasilien kan påvirke pavens besøg

Pave Frans besøger i juli Brasilien, men urolighederne i landet kan få konsekvenser for besøget

Brasilien må forberede sig på, at landet kan være skueplads for omfattende demonstrationer og uroligheder, når katolikkernes overhoved, pave Frans fra Vatikanet, i juli besøger landet.

- Vi må være forberedt på, at den katolske fest kan falde sammen med demonstrationer i landet, siger Gilberto Carvalho, stabschef for den brasilianske præsident.

- Situationen udvikler sig så hurtigt, at det er svært at forudse, hvad der vil ske. At sige, hvad der vil ske, vil være dumt, men vi må være forberedt, sagde han.

Torsdag var flere end en million mennesker på gaderne i omkring 100 brasilianske byer.

Det er demonstrationer, der begyndte som protester mod de store udgifter til afholdelse af VM i fodbold næste år, der har grebet om sig.

Demonstranterne mener, at der bruges for lidt på sociale udgifter.

Den katolske fest i Brasilien finder sted fra den 23. til den 28. juli i Rio de Janeiro, en af de byer, der har været hårdest ramt af den seneste tids demonstrationer.

Pave Frans deltager i den katolske fest som led i sin første udlandsrejse, efter at han blev pave i marts.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, sad fredag i krisemøde med sine ministre for at drøfte, hvordan situationen skal tackles.

- Vi må forstå, at disse demonstrationer opfordrer til forandringer. De signalerer folkelig utilfredshed, sagde stabschef Carvalho tidligere fredag.

- Den store gruppe af brasilianere, der før er blevet holdt uden for, men som nu er forbrugere, ønsker nye rettigheder, og det er godt, tilføjede han.

Det vurderes, at flere end 40 millioner brasilianere i det seneste årti er løftet ud af fattigdom og nu befinder sig i den nedre ende af middelklassen.

Men væksten i landet er mindre, end mange af dem ønsker sig, og det har skabt frustrationer over de mange penge, der bruges på at gøre landet klar til VM i fodbold og til OL i 2016.