Prøv avisen

Uroligheder sætter missionsarbejde på lavt blus

Sognepræst Kristian Rendtorff Skovmose bliver fra den 1. januar 2008 ny generalsekretær i Sudanmissionen. – Foto: Sudanmissionen.

Den danske organisation Mission Afrikas arbejde i Nigeria er ramt af urolighederne i Jos. Missionærerne er tvunget til at holde sig indendørs og organisationens kirke har mistet studerende i kampene

Den ustabile situation i den nigerianske by Jos, hvor hundreder er blevet dræbt i kampe mellem muslimer og kristne, sætter sine tydelige spor på det danske missionsarbejde i området. Den danske organisation Mission Afrikas udsendte medarbejdere er skræmte, og dagligdagen er lige nu lagt om, da man ikke kan færdes frit.

Det fortæller Mission Afrikas generalsekretær, Kristian R. Skovmose, som netop har haft kontakt med de danske missionærer.

– Det hele er holdt i lidt af et jerngreb. Jos har desværre udviklet sig til et uroligt område, siger han.

Helt konkret har urolighederne betydet, at Mission Afrikas kirke i Jos har mistet to studerende, der er blevet skudt. Alle er tvunget til at holde sig indendørs, dels fordi der har været et udgangsforbud på 24 timer udstedt af regeringen og dels af frygt for at havne i voldelige sammenstød. Mission Afrikas undervisere på en teologisk uddannelsesinstitution har været vidner til, at en af skolens studerende blev skudt lige foran indgangen, og al undervisning er sat på standby, fortæller Kristian R. Skovmose. Samtidig har organisationen været nødt til at udsætte et nyt hold volontører ophold i byen, og en flok efterskoleelever, der skulle have rejst i nærheden, må transporteres i en stor bue uden om.

Det er langt fra første gang, at der opstår voldelige uenigheder mellem kristne og muslimer i Jos og området omkring byen. Generelt er der en vis tendens til, at byen er opdelt i kristne eller muslimske regioner, fortæller generalsekretæren, der selv har rejst i landet. Det har blandt andet betydet, at organisationens gæstehjem nu befinder sig i et muslimsk domineret område, så det må beskyttes af politi og militære vagter.

Alligevel er det under normale omstændigheder fredeligt at arbejde i området, hvis bare man udviser almindelig sund fornuft og tænker over, at man befinder sig i et afrikansk land.

– Generelt er der ikke problemer, men står man som hvid og synligt kristen foran en stor moské, kan der for eksempel være enkelte handelsfolk, der ikke vil handle med dig. Men man finder også familier, hvor kristne og muslimer mødes fredeligt omkring middagsbordet, siger Kristian R. Skovmose.

dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk

Sognepræst Kristian Rendtorff Skovmose bliver fra den 1. januar 2008 ny generalsekretær i Sudanmissionen. – Foto: Sudanmissionen.