Prøv avisen

USA ønsker samarbejde med Snowdens modtagerlande

Amerikanske myndigheder opfordrer lande, hvor den sigtede Edward Snowden måske lander, til at samarbejde

Det amerikanske justitsministerium meddeler søndag, at det vil søge samarbejdsaftaler med myndighederne i de lande, hvor den sigtede it-tekniker Edward Snowden kan være på vej til.

Den 30-årige amerikaner, som er sigtet i forbindelse med sin afsløring af et omfattende overvågningsprogram, er søndag landet i Moskva, efter han tidligere på dagen forlod Hongkong, hvor han har holdt sig skjult den seneste måned.

Justitsministeriets talskvinde Nanda Chitre fortæller, at Snowden har forladt Hongkong og er rejst til "et tredje land" på trods af et udleveringskrav fra Washington.

- Vi vil fortsat diskutere denne sag med Hongkong, og vi vil søge at samarbejde med myndigheder i lande, hvor Hr. Snowden vil forsøge at rejse til, siger Chitre.

Ifølge Wikileaks bliver den tidligere efterretningsmand ledsaget af diplomater, der skal føre ham til "asyl i et demokratisk land".

Russiske medier, som citerer flyselskabet Aeroflot, skriver, at Edward Snowden er på vej til Venezuela via Cuba.

Edward Snowden har tidligere udført tjenester for efterretningstjenesten National Security Agency (NSA) og senere blandt andet afsløret dets hemmelige overvågningsprogram Prism.