Sent tirsdag aften blev USA det 32. land i verden, som nu officielt anerkender det armenske folkedrab. Det skete, da et overvældende flertal af medlemmerne i Repræsentanternes Hus stemte for en resolution, der fastslår, at 1,5 millioner hovedsageligt kristne armeniere mellem 1915 og 1923 blev slået ihjel af osmannerne.
”Vi vil ikke være en del af benægtelsen af et folkedrab. Vi vil ikke tie. Og vi vil aldrig glemme,” lød det efterfølgende fra den demokratiske formand for efterretningsudvalget, Adam Schiff, på det sociale medie Twitter.
Armeniens premierminister, Nikol Pashinian, taler ifølge mediet RadioFreeEurope om ”et modigt skridt i jagten på sandhed og historisk retfærdighed”. I Tyrkiet, som opstod i kølvandet på Det Osmanniske Riges opløsning, blev den amerikanske beslutning ikke overraskende mødt med øjeblikkelig kritik. Det armenske folkedrab har gennem 100 år været en øm tå for styret i Ankara, og på Twitter kaldte den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, da også vedtagelsen for ”en skamfuld beslutning” udelukkende møntet på amerikansk indenrigspolitik, mens præsident Recep Tayyip Erdogan betegnede resolutionen som ”fornærmende” og ”værdiløs”.
Fra tyrkisk side benægter man fortsat, at der var tale om folkedrab – ligesom man historisk har sået tvivl om antallet af personer, der mistede livet i forbindelser med de omfattende tvangsdeportationer, som primært foregik under Første Verdenskrig. Derfor var den tyrkiske fordømmelse forventelig, mener historiker Matthias Bjørnlund, der har skrevet bogen ”Det armenske folkedrab – fra begyndelsen til enden”.
”Grundlæggende handler striden om land, penge og ære. Den moderne tyrkiske republik er jo bygget på ruinerne af Det Osmanniske Rige, og det inkluderer blandt andet gammel armensk jord. Det armenske folkedrab var – udover et folkedrab – et gigantisk plyndringstogt, så helt lavpraktisk er der en – om end ikke særlig velbegrundet – tyrkisk frygt for at få en masse erstatningssager på halsen, hvis for mange lande anerkender folkedrabet,” siger han.
Matthias Bjørnlund understreger dog, at det i hans optik er både umuligt og paranoidt at forestille sig, at gamle armenske områder skulle blive indlemmet i den nuværende armenske republik.
”Og derfor er det også først og fremmest et spørgsmål om ære og historieopfattelse. Er Tyrkiet bygget på glorværdig frihedskamp eller faktisk også på folkedrab? Når man gennem 100 år har opbygget en fortælling om det første, er det svært pludselig at skulle bytte om på skurke og helte og forholde sig til sandheden – også selvom fagkundskaben er enig om, at folkedrabet er en realitet. Men i store dele af det tyrkiske samfund er fortællingen om armenierne stadigvæk, at det var dem, der var problemet,” siger historikeren.
Ifølge Matthias Bjørnlund er netop de stærke tyrkiske følelser omkring folkedrabet hovedårsagen til, at anerkendelse gennem årene er blevet en varm kartoffel på den internationale politiske scene. Og faktisk er det også det, som gør sig gældende i forhold til tirsdagens amerikanske stillingtagen, vurderer professor i international politik ved Syddansk Universitet Sten Rynning.
”Det, vi ser i Kongressen, er, at indenrigspolitik blandes sammen med udenrigspolitik. Præsident Trump har lavet en for ham belejlig aftale med Tyrkiets Erdogan, der med amerikanernes tilbagetrækning får større spillerum i det nordlige Syrien. Men det sker på bekostning af kurderne, der indtil for nylig var amerikanernes allierede i kampen mod Islamisk Stat. Den form for udenrigspolitik, hvor man lader sine allierede i stikken, har oprørt et stort flertal i Kongressen. Derfor sender Repræsentanternes Hus nu et klart signal om, at der findes et andet politisk USA end det, som Donald Trump repræsenterer – et, hvor man betragter det som uhørt ikke at kunne stole på USA,” siger han og tilføjer:
”Samtidig er det en markering af, at hvis Tyrkiet foretager sig noget, der bare tilnærmelsesvis giver mindelser om det armenske folkedrab i deres behandling af kurderne, så er USA klar til at reagere hårdt. På den måde kæder Kongressen kurderne og det armenske folkedrab sammen for at sige: Med USA’s værdibaserede udenrigspolitik er det forkasteligt at træde på små grupper. Også selvom præsidenten nu er vendt på en tallerken i forholdet til Tyrkiet.”
Med tirsdagens vedtagelse kommer USA i selskab med lande som Frankrig, Tyskland, Sverige, Italien, Schweiz og Polen, som alle har anerkendt det armenske folkedrab. Men selvom udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tidligere i Kristeligt Dagblad har udtalt, at ”det er sindssygt vigtigt at have fokus på forfølgelse af religiøse mindretal og kristne i særdeleshed”, er der ifølge ministeren ikke udsigt til, at man fra dansk side følger i amerikanernes fodspor:
”Det ændrer ikke ved den danske stillingtagen. Jeg kan i øvrigt henvise til, at Folketinget under sin drøftelse af emnet i 2017 med bredt flertal vedtog at fastholde sin parlamentariske tradition for ikke at udstede domme over historiske begivenheder,” lyder det i et skriftligt svar fra den danske udenrigsminister.
Ifølge Matthias Bjørnlund kan det blandt andet være frygten for et forværret forhold til Tyrkiet, der holder lande fra at anerkende det armenske folkedrab. Alligevel vurderer Bjørnlund, at frygten for tyrkiske repressalier ofte er overdreven.
”Som regel trækker de et par folk hjem fra ambassaden og truer med nogle handelssanktioner, men efter et halvt til et helt år er det meste tilbage ved det gamle. Så hvis man fra dansk side frygter handelssanktioner, er det i hvert fald ikke velbegrundet. Tyrkerne vil gå langt på symbolpolitikken, men som regel fortsætter samarbejdet som før, når de lige har raset af,” siger han.