Prøv avisen

USA drøfter manerer

Høflighed er kommet på dagsordenen i USA efter en uge, hvor blandt andet den kendte tennisspiller Serena Williams truede en linjevogter verbalt og fysisk under en kamp i den prestigefyldte US Open-turnering i New York. - Foto: ANDREW SCHWARTZ Denmark

Kendte amerikaneres overskridelse af normer for god opførsel skaber debat om høflighedens forfald

Høflighed er kommet på dagsordenen i USA efter en uge, hvor kendte ansigter inden for politik, sport og musik én efter én stillede deres dårlige opførsel til offentlig skue.

Det begyndte i sidste uge, da det republikanske kongresmedlem Joe Wilson hidsigt – og til mange af sine politikerkollegers tydelige forfærdelse – råbte "du lyver!" til præsident Barack Obama under dennes højt profilerede tv-transmitterede tale i Kongressen. Og det fortsatte i weekenden, da den kendte tennisspiller Serena Williams truede en linjevogter verbalt og fysisk under en kamp i den prestigefyldte US Open-turnering i New York, og da musikstjernen Kanye West afbrød den 19-årige sangerinde Taylor Swifts takketale ved prisfesten MTV Awards ved at rive mikrofonen ud af hånden på hende og erklære, at prisen for bedste kvindelige musikvideo efter hans mening burde være blevet tildelt en anden.

Ifølge flere eksperter afspejler de tre opsigtsvækkende og særdeles offentlige brud på normerne for almindelig anstændig opførsel nogle dybereliggende forandringer i det amerikanske samfund. Christine Porath, der er medforfatter til bogen "The Cost of Bad Behaviour" (Prisen for dårlig opførsel), mener eksempelvis, at normerne for sømmelighed "har ændret sig dramatisk" over de seneste år.

– Vi ser folk slippe afsted med ubehøvlede og uhyrlige krav i det offentlige rum så ofte, at det bliver den nye norm, siger hun til avisen Chicago Tribune.

En del af forklaringen på normskredet kan findes i de ændringer i almene omgangsformer, som internettet har bragt med sig, siger P.M. Forni, der er leder af et forskningsprojekt om høflighed i det moderne USA, The Civility Initiative, ved Johns Hopkins University.

– Det amerikanske samfund er et af de mest uformelle i verden, og nogle gange krydser den uformelle karakter grænsen til uanstændighed. Når vi nu kan vi tilføje internettets formløshed til denne kultur, så er alle kanaler åbne. Vi lever i en tid med total blotlæggelse og total meningstilkendegivelse med meget lidt bekymring for andres følelser, siger P.M. Forni til avisen USA Today.

Den vurdering bakkes op af radioværten Dick Kay, der fremhæver den effekt, som de "nye medier" har på nationens samtalekultur. Han peger særligt på internettets blogs og på radios og tv's populære og grovkornede politiske talkshow som værende ansvarlige for høflighedens forfald.

– Når du kan gå i luften og sige, at du håber på, at præsidenten bliver en fiasko, eller at præsidenten er racist, som Rush Limbaugh (radiovært, red.) sagde, og Glenn Beck (tv-vært, red.) sagde, når du kan pumpe den slags gift ud til millioner af mennesker, så må det nødvendigvis have en effekt, siger han til Chicago Tribune.

Joe Wilson, Serena Williams og Kanye West har alle måttet gå forskellige former for bodsgang for deres opførsel. Tirsdag aften tog et flertal i Kongressen det særdeles usædvanlige skridt at udstede en resolution, der fordømmer Joe Wilsons "etikettebrud".

Serena Williams' udfald mod linjedommeren kostede hende et afgørende strafpoint i tenniskampen mod belgieren Kim Clijsters samt en bøde på 10.500 dollar (cirka 53.000 kroner), og Kanye West har efter episoden ved MTV Awards undskyldt over for Taylor Swift og meddelt, at han har brug for "en tænkepause" til at analyse, hvordan han kan blive et bedre menneske.

Både Joe Wilson og Serena Williams afviste til at begynde med at sige undskyld til de personer, som deres vredesudbrud gik ud over, men er siden begge krøbet til korset med undskyldninger.

Og netop det er måden at reparere den skade, som sker, når grænserne for anstændig opførsel overskrides, konstaterer P.M. Forni.

– Det begynder med en undskyldning. Det er det, som gendanner det civile samfunds skelet, siger han til USA Today.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk