Få timer inden USA, Frankrig og Storbritannien natten til lørdag dansk tid affyrede godt 100 krydsermissiler mod tre militære mål, der sættes i forbindelse med det syriske regimes brug af kemiske våben, advarede FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, om, at Syrien og det øvrige Mellemøsten er nedsunket i et kaos så grelt, at det truer den internationale fred og sikkerhed.
Den syv år lange borgerkrig i Syrien har udviklet sig til en bred konflikt, der involverer ikke alene syriske aktører, men også USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Israel samt flere europæiske og arabiske lande. Og lørdagens amerikanskledede luftangreb, hvis formål var at straffe den syriske leder Bashar al-Assad for et formodet giftgasangreb på civile i byen Douma øst for Damaskus for godt en uge siden, belyser, hvor vanskeligt det er og bliver for de vestlige magter at navigere i det syriske morads.
Brugen af kemiske våben betragtes som en international kardinalsynd, og straffeaktionen mod det syriske regime var ventet og bakkes op af flere internationale stormagter og institutioner, heriblandt forsvarsalliancen Nato. Ved at begrænse angrebet til en enkelt nat og til tre afgrænsede mål håber den amerikanske regering og dens partnere på at sende en klokkeklar advarsel til Bashar al-Assad og samtidig undgå at provokere Rusland og Iran, der militært, politisk og økonomisk støtter det syriske regime, til et gengældelsesangreb. Amerikanerne orienterede Moskva inden affyringen af missilerne for at sikre sig imod et sammenstød med russiske styrker i Syrien. Angrebet fandt da også sted langt fra de store russiske militærbaser i landet.
Moskva reagerede udadtil vredt på luftangrebet og har advaret om uspecificerede ”konsekvenser”, men synes indadtil at være villig til at lade det fare. De fleste russiske og amerikanske analytikere vurderer, at der ikke er nogen umiddelbar fare for en militær konfrontation mellem de to lande.
Men dette betyder ikke, at verden kan ånde lettet op. Kendsgerningen er, at amerikanerne nemt kan komme til at bevæge sig ind i russernes eller iranernes omløbsbane i Syrien. Den syriske slagmark vrimler med et mylder af lande og interesser, og i takt med, at den trængte terrorgruppe Islamisk Stat, IS, opgiver sine drømme om et storkalifat og overlader kampen om territorium og oliefelter til andre aktører, bliver det endnu vanskeligere at undgå utilsigtede konfrontationer.
Det vestlige og sydlige Syrien domineres af regimet, dets russiske og iranske støtter samt allierede militser, mens få oprørsenklaver holder stand. I det nordlige Syrien kontrollerer tyrkerne nu den vigtige kurdiske by Afrin, og Ankara truer med at erobre den kurdiske højborg Manbij, hvor amerikanske specialtropper befinder sig for at hjælpe de kurdiske styrker i den fælles kamp mod IS, der kontrollerer lommer i det østlige Syrien.
Præsident Trump har advaret om, at luftangrebet i weekenden ikke nødvendigvis bliver en enlig svale, og ingen ved, hvad den uforudsigelige amerikanske præsidents næste træk bliver. Han synes opsat på at ville bevise sin styrke over for verden. Dertil kommer, at Trumps nye sikkerhedsrådgiver, John Bolton, er en notorisk høg, hvad angår Iran og Rusland, og han kan komme til at hælde benzin på bålet i Syrien. Den nye kolde krig kan blive varmere endnu.