Prøv avisen

USA går våbenamok efter Newtown-massakre

Antallet af de baggrundstjek, som amerikanske FBI foretager, før folk kan få lov til at købe våben, er steget betragteligt efter Newtown-massakren 14. december (Arkivfoto) Foto: CARLO ALLEGRI Denmark

Der lå flere våben under de amerikanske juletræer i 2012. En frygt for strammere våbenlove, lyder forklaringen

En stor gruppe amerikanere synes at være enige i påstanden om, at det eneste, der kan stoppe en skidt fyr med et våben, er en god fyr med et våben.

I hvert fald er antallet af de baggrundstjek, som forbundspolitiet FBI foretager, før amerikanere kan få lov til at købe skydevåben hos en autoriseret sælger, steget betragteligt efter Newtown-massakren 14. december.

I alt undersøgte FBI 2,78 millioner våbenkøb i december. Det er 39 procent flere end i november, hvor forbundspolitiet foretog 2,01 millioner tjek.

LÆS OGSÅ: USA gransker sin sjæl efter skolemassakre

December er som regel en travl måned for FBI, fordi mange køber geværer eller pistoler som julegave. Men i december 2011 tjekkede FBI kun 1,86 millioner købere - et antal, der på det tidspunkt var rekord. Siden er våbensalget bare steget.

Tallet siger dog ikke med sikkerhed noget om, hvor mange våben, der bliver handlet i USA. For amerikanerne behøver nemlig ikke dukke op hos en autoriseret sælger for at få fat på et skydevåben.

Man kan sagtens købe en pistol eller et maskingevær over nettet eller fra en nabo eller et familiemedlem. Samtidig kan en person, der via FBI bliver godkendt til at købe våben, sagtens købe flere end et våben.

I 2012 foretog FBI i alt 19,6 millioner baggrundstjek. Det er en stigning på 19 procent i forhold til 2011.

Siden 20-årige Adam Lanza skød og dræbte 20 børn og seks ansatte på Sandy Hook-skolen i Newtown, Connecticut, har våbendebatten raset i USA.

LÆS OGSÅ:Børn får skudsikre skoletasker efter Newtown-massakre

Lanza, der endte sit togt med at begå selvmord, dræbte også sin mor, der var ejer af de lovlige våben, som gerningsmanden rettede mod sine ofre - blandt andet en halvautomatisk riffel.

Interessen for våben har generelt en tendens til at stige efter masseskyderier i USA, fordi folk frygter for deres sikkerhed, eller fordi de er bange for, at lovgivningen er på vej til at blive strammet.

Præsident Barack Obama er da også klar til at støtte forslag om en ny våbenlovgivning, der kan indeholde et forbud mod halvautomatiske angrebsvåben.

Tendensen får direktøren for interessegruppen Violence Policy Center, der kæmper for strammere våbenlove, Josh Sugarmann, til at råbe vagt i gevær.

- Mens størstedelen af amerikanere leder efter løsninger, der kan forhindre det næste angreb, hamstrer et mindretal af våbenejere præcis de samme våben, der blev benyttet i den seneste hændelse, siger han.

Selvom våbensalget stiger, har antallet af amerikanske hjem med våben været faldende over de seneste årtier - fra 54 procent i 1977 til 32 procent i 2010, viser en undersøgelse fra University of Chicago.