Da komikeren Laurie Kilmartins mor lå døende af covid-19 på en hospitalsstue i Los Angeles i Californien, brugte hun Twitter til at dokumentere moderens sidste timer og deres farvel over iPad.
”Så jeg ser bare min mor sove og hoste i sin hospitalsseng over Facetime og forsøger at opsluge disse sidste øjeblikke, hvor jeg har en mor. Det sker så hurtigt,” skrev hun i et tweet til sine 107.000 følgere, der kvitterede med tusinder af hjerter og sympatitilkendegivelser.
Laurie Kilmartins hjerteskærende og til tider galgenhumoristiske tweets illustrerer de mange nye metoder, som pårørende som følge af smittefare og besøgsforbud på hospitaler i dag må gribe til for at tage afsked med deres coronasyge allernærmeste.
”Sygeplejersken stryger mor over håret, hvilket jeg ville gøre, hvis jeg var der,” skrev hun i et andet tweet.
I takt med, at coronavirussen er skyllet henover USA, har den ikke bare ændret, hvordan amerikanerne lever. Den har også ændret, hvordan de håndterer døden.
Coronapatienter udånder i hospitalsenge omgivet af ansigtsløse fremmede iklædt værnemidler fra top til tå og uden en nær og kær at holde i hånden i livets sidste øjeblikke. Nogle steder i landet er lighusene fyldt op, døde opbevares i kølevogne, og krematorier kan ikke følge med efterspørgslen. Traditionelle tætpakkede indendørs bisættelser og mindehøjtideligheder er på grund af smittefare erstattet af digitale ceremonier.
Når Joe Biden i morgen tiltræder som USA’s præsident, overtager han en nation præget ikke alene af pandemiens menneskelige pris, men også af dens åndelige omkostninger. I aften amerikansk tid markerer den kommende regering de mange tabte liv med en lysceremoni ved Lincoln-mindesmærket i Washington og en opfordring til lokalsamfund og kirker over hele USA til at oplyse bygninger og ringe med kirkeklokker for at mindes de døde.
Tabet af traditionelle døds- og sørgeritualer er en national tragedie med enorme konsekvenser for den nationale psyke, siger den amerikanske historieprofessor Drew Gilpin Faust, der er tidligere rektor for Harvard University og forfatter til den kritikerroste bog ”This Republic of Suffering” (Denne lidelsens republik) om, hvordan USA’s forståelse af døden blev formet af de enorme tab under den amerikanske borgerkrig.
”Dette er ikke den måde, som amerikanere i det 21. århundrede forventer at dø på, og det er ikke den måde, som vi forventer at håndtere tabet af vores familiemedlemmer og naboer på. Pandemien har vendt op og ned på de afskedsritualer, som giver os et rum at udtrykke vores følelser i, og som hjælper sorgprocessen på vej ved at give de efterladte en fornemmelse af kontinuitet og fællesskab. Den har berøvet os vores illusion om tryghed i en verden, hvor videnskab og teknologi syntes at have minimeret vores sårbarhed, og hvor døden var et emne, mange af os ikke behøvede at dvæle ved før til allersidst. Vi er et folk og en nation med en uforløst sorg, som vil forme os i mange år fremover. Det, vi har oplevet det seneste år, forekommer at være et mareridt fra en anden tid og et andet sted,” siger Drew Gilpin Faust.
Tidligere generationer af amerikanere kæmpede med deres egen version af dette mareridt, siger historikeren. Hun peger på den amerikanske borgerkrig, der fra 1861-1865 tog livet af 750.000 amerikanere – et tal, der ville svare til flere end syv millioner i dag, og som fik mange 1800-tals amerikanere til at beskrive de fire mørke år som en ”dødens høst”. Det svimlende antal omkomne på slagmarkerne udgjorde en næsten umulig opgave for de udmattede overlevende soldater, der ofte hverken havde mulighed for at identificere de dræbte eller at markere deres improviserede gravsteder.
”Det grundlæggende element i 1800-tals forestillingen om ’den gode død’, hvor slægtninge samles om sygesengen i hjemmet for at bevidne og forløse den døende, var umulig for soldater langt væk hjemmefra. Og familier til de afdøde havde oftest ikke et lig og dermed heller ikke den trøst, som en begravelse kan give. Parallellerne til i dag er åbenlyse,” siger Drew Gilpin Faust.
Ikke desto mindre forsøgte borgerkrigsæraens amerikanere at bevare deres medmenneskelighed, betoner hun. Soldater forsøgte at identificere de dræbte og give dem et hæderligt sidste hvilested, og de skrev kondolencebreve til familierne med beskrivelser af de afdødes sidste øjeblikke og sidste ord.
”De forstod, at vores behandling af de døende og døde spiller en afgørende rolle i, hvem vi er som folk. Det er noget, som jeg har tænkt over, mens vi i løbet af den seneste tid har været tvunget til at behandle de syge og døde på en måde, som vi for bare et år siden ville have fundet utænkeligt eller endda barbarisk. I nogle delstater er det nået dertil, hvor ilt rationeres, og hvor det snart bliver nødvendigt for læger at afgøre, hvem som kan få behandling, og hvem der må dø. Det er brutalt for både de levende og de døende,” siger Drew Gilpin Faust.
Omkring 400.000 amerikanere er nu døde med covid-19, og pandemien koster dagligt flere end 2000 menneskeliv. Nationen får brug for at finde et dybere mening med de enorme tab, siger hun.
”I sin berømte Gettysburg-tale i 1863 var præsident Abraham Lincoln i stand til at definere en mening med borgerkrigen. Han sagde i al væsentlighed, at de omkomne soldater ikke var døde forgæves, idet krigen ville bane vejen for en ’frihedens genfødsel’. Han betonede, at de døde ville spille en rolle i at forme den nationale identitet i det land, som de havde givet deres liv for. Ligesom dengang er vi i dag nødt til at sikre, at disse liv ikke går tabt forgæves,” siger Drew Gilpin Faust:
”Pandemien handler om den menneskelige tilstands grundlæggende natur: vores sårbarhed, vores dødelighed og den kendsgerning, at vi er i vores skæbners vold. Vi har fået ny indsigt i vores afhængighed af hinanden, og vi har lært om uligheder i sundhedssystemet. Vi kan håbe, at vi vil bevæge os fremad med en ny forståelse for, hvad der virkelig betyder noget for os som mennesker, og hvad vores forpligtelser er over for hinanden.”
Det moderne USA egner sig imidlertid dårligt til den slags nationale selvransagelse, påpeger Drew Gilpin Faust.
”Den massive fornægtelse af det tab, vi som nation lider, er ubegribelig. Covid 19-tragedien er næsten blevet en slags baggrundsstøj for alle undtagen dem, der befinder sig i stormens midte. Som samfund gemmer vi os fra døden, og jeg er bange for, at vi berøver os selv og fremtidige generationer evnen til at lære af pandemien,” siger hun.
Den aktuelle uro i USA i slipstrømmen på den voldelige opstand i Washington den 6. januar og udsigten til en rigsretssag mod præsident Donald Trump har skubbet coronakrisen endnu mere i baggrunden. Men når Joe Biden i morgen overtager præsidentembedet, så får USA en leder, der er usædvanligt godt rustet til at føre nationen over en afgrund af uforløst sorg, mener Drew Gilpin Faust. Hun peger på, at den nye præsident har stor personlig erfaring med tab og sorg, og at han mere end nogen anden amerikansk politiker er kendetegnet af sin empati og sin evne til at tale åbent om døden og det, som den gør ved mennesket.
”Joe Biden er en sjælesørger. Jeg har selv oplevet ham holde en begravelsestale, og han taler om død og sorg med utrolig stor autenticitet, visdom og ærlighed. Jeg tror, at han er ualmindeligt godt klædt på til at lede nationen i denne tragiske tid,” siger hun.