USA kritiserer israelsk ministerbesøg på Tempelbjerget

Vi er bekymrede for dagens provokerende besøg på Tempelbjerget, skriver USA's udenrigsministerium.

Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir (til venstre i billedet), ses her på Tempelbjerget med al-Aqsa-moskéen i baggrunden.
Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir (til venstre i billedet), ses her på Tempelbjerget med al-Aqsa-moskéen i baggrunden. Foto: -/Ritzau Scanpix.

USA kritiserer natten til mandag Israels minister for national sikkerhed, den højrenationalistiske Itamar Ben-Gvir, for at besøge Tempelbjerget i Jerusalem og ministerens "inflammatoriske retorik".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Alle truslerne fra Hamas kommer ikke til at hjælpe dem. Vi bestemmer i Jerusalem og over alt Israels land, sagde ministeren på det hellige sted ifølge den israelske avis Haaretz.

Jøder har typisk begrænset adgang til plateauet på toppen af Tempelbjerget, hvor al-Aqsa-moskéen ligger. Moskéen er det tredjehelligste sted inden for islam efter Mekka og Medina i Saudi-Arabien.

Samtidig betragtes Tempelbjerget som det helligste sted i jødedommen.

Det amerikanske udenrigsministerium kritiserer desuden Israels regering beslutning om at give israelske bosættere mulighed for at slå sig permanent ned i bosættelsen Homesh på Vestbredden.

- Fremmelsen af israelske bosættelser på Vestbredden er en hindring for opnåelsen af en tostatsløsning, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet noterer sig, at bosættelserne i Homesh "efter israelsk lov er ulovligt bygget på privatejet palæstinensisk land".

- Denne ordre er i uoverensstemmelse med både tidligere premierminister Sharons (Ariel Sharon, premierminister for Israel i 2001-2006, red.) skriftlige løfte til George Bush-regeringen i 2004 og den nuværende israelske regerings løfte til Joe Biden-regeringen, skriver ministeriet.

Israel blev oprettet den 14. maj 1948, da David Ben Gurion udråbte den jødiske stat. Det skete i forlængelse af FN's delingsplan for det gamle britiske mandatområde.

Planen opdelte området mellem Middelhavet og Jordanfloden, altså i grove træk det nuværende Israel og Vestbredden, i en jødisk del og en arabisk del.

/ritzau/