Donald Trumps regering har foretaget endnu en politisk kovending i Mellemøsten. Natten til i går erklærede den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, at USA ikke længere betragter israelske bosættelser på den besatte Vestbred som værende i strid med international lov. Det går imod den holdning, som Trumps forgængere har haft. Senest undlod præsident Barack Obama i december 2016 at nedlægge veto, da FN’s Sikkerhedsråd vedtog, at israelske bosættelser er en ”åbenlys overtrædelse af international lov” og ikke har ”juridisk gyldighed”.
Det har ikke været gavnligt for freden at kalde bosættelserne ulovlige, forklarede Pompeo kursskiftet og henviste til den nu afdøde, tidligere præsident Ronald Reagan:
”Efter at have studeret alle juridiske argumenter er regeringen enig med præsident Reagan i, at oprettelsen af israelske civile bosættelser på Vestbredden ikke som sådan er i strid med interna-tional lov.”
”Det har ikke fremmet freden at fastholde, at de civile bosættelser er i strid med international lov,” fastslog den amerikanske udenrigsminister.
Pompeo talte om Ronald Reagan for at understrege, at der i Washington også tidligere har været uenighed om de israelske bosættelser. I 1978 kaldte den demokratiske præsident, Jimmy Carter, bosættelserne ulovlige, men i 1981 omstødte hans efterfølger Ronald Reagan, den holdning.
I Jerusalem modtog den fungerende premierminister, Benjamin Netanyahu, Pompeos meddelelse med jubel. Jøderne er ikke fremmede kolonialister i det bibelske land, sagde han og den amerikanske beslutning ”rettede den historisk falske påstand, at bosættelserne i Judæa og Samaria er ulovlige.”
Israel befinder sig i en anspændt regeringsdannelsesproces og mange kommentatorer vurderer, at Pompeo offentliggjorde den nye holdning netop i går for at støtte Netanyahu. Ved midnat i dag udløber rivalen Benny Gantz mulighed for at danne regering.
Den nye amerikanske holdning affødte en fordømmelse fra EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, som understregede, at EU uændret betragter ”al bosættelsesaktivitet som illegal ifølge den internationale lov” og at ”bosættelserne er med til at underminere uligheden for en tostatsløsning og varig fred”.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kaldte i en skriftlig kommentar den amerikanske melding for ”dårligt nyt for fredsprocessen”, som ”svækker udsigterne til en snarlig genoptagelse af meningsfulde fredsforhandlinger.”
Også palæstinensiske talsmænd og en lang række menneskerettighedsorganisationer protesterede i går imod den amerikanske omskrivning af det, der i årtier har været det internationale samfunds rettesnor: Den fjerde Genève-konvention, der forbyder en besættelsesmagt at flytte sin civilbefolkning til besat område.
De første bosættelser på Vestbredden blev grundlagt som halvmilitære landbrugsbosættelser og strategiske poster langs Jordanfloden, kort efter at området var blevet besat under Seksdages-krigen i 1967. De blev grundlagt af en Arbejderparti-regering, hvis holdning var, at de besatte områder Gaza, Vestbredden, Sinai og Golan-højderne var en fredspant, der skulle kunne indløses til gengæld for en fredsaftale med de respektive naboer. Bosættelserne var derfor midlertidige, og indbyggerne kom hovedsageligt fra kibbutz-bevægelsen.
I 1977 kom Menachem Begins nationalistiske Likudparti til magten med politiske, nationale og ofte religiøse bosættelser på det politiske program. Likud ville forhindre, at områderne blev givet tilbage.
Efterhånden blev den grønne linje, den usynlige grænse mellem Israel og den besatte Vestbred, udvisket. Dusinvis af bosættelser blev oprettet lige øst for linjen. Det var reelt subsidierede boliger, mere livskvalitet for færre penge end andre steder i landet, og det appellerede til unge, uden tilknytning til Likuds bosættelsesideologi. Andre bosættelser blev lagt dybt inde på Vestbredden med nationalreligiøs ideologi på steder nævnt i Det Gamle Testamente.
Bosættelserne inkluderer i dag blandt andet fire større byer på Vestbredden: Ariel midt på Vestbredden, 20.00 indbyggere, Maaleh Adumim, øst for Jerusalem, 40.000 indbyggere og to jødiske ultra-ortodokse byer Beitar Illit og Modiin Illit henholdsvis nord og syd for Jerusalem, tæt ved den grønne linje, med tilsammen over 125.000 indbyggere. I de annekterede dele af Jerusalem, som det internationale samfund betragter som bosættelser, bor cirka 300.000 israelere.
I forbindelse med fredsaftalen med Egypten fra 1979 nedlagde og fjernede Israel alle bosættelser fra Sinaiørkenen. I 2005 besluttede daværende Likud-premierminister Ariel Sharon at trække Israel ensidigt ud af Gaza, fjernede 21 Gaza-bosættelser og nedlagde to bosættelser på den nordlige Vestbred. Det er uklart, om Sharon siden agtede at fjerne flere bosættelser fra Vestbredden eller betragtede Gaza som pant for, at Israel ville beholde Vestbred-bosættelserne. Han blev ramt af en massiv hjerneblødning i januar 2006.
Den tidligere amerikanske ambassadør i Israel Dan Shapiro, der nu er tilknyttet den israelske strategiske tænketank, INSS, tweeter i en kommentar til Trump-regeringens beslutning, at den er mere symbolsk end juridisk, men at den ikke desto mindre kan få vidtrækkende konsekvenser:
”For så vidt denne beslutning bliver opfattet som et grøn lys for bosættelsesudvidelser eller annektering, så er det fortsættelsen af Trumps forsøg på at begrave tostatsløsningen.”