Om godt og vel tre uger vil vi vide, om de seneste fire års modgang i det europæisk-amerikanske forhold fortsætter med Donald Trump som præsident, eller om vi vender tilbage til mere medgang med Joe Biden som ny præsident. Sådan opfatter de fleste af os europæere det amerikanske præsidentvalgs betydning for det transatlantiske forhold. Det vil også på mange områder være rigtigt, men er desværre ikke hele historien.
En Biden som præsident vil søge at genskabe USA’s internationale omdømme efter fire svære år med Trump. Ganske som Barack Obama måtte gøre det efter otte år med præsident George W. Bush. De seneste årtier er der nærmest etableret en ny slags udenrigspolitisk naturlov i USA:
Republikanske præsidenter som Bush og Trump fører en udenrigspolitik, der koster dyrt for USA’s internationale omdømme, demokratiske præsidenter som Obama og i givet fald Biden ser det som deres opgave at forbedre USA’s omdømme. Også selvom amerikanerne i stigende grad synes mindre optagede af, hvordan vi i den øvrige del af verden opfatter USA. Fortsætter Trump fire år mere, vil den næste demokratiske præsident komme på en endnu større genopretningsopgave.
Europa har siden afslutningen af Anden Verdenskrig haft et særlig tæt og positivt forhold til USA i de vigtigste internationale organisationer: Nato, FN og Verdenshandelsorganisationen, WTO. I FN har Europa og USA set hinanden som de vigtigste partnere med vores fælles demokratiske og økonomiske værdier. Med klimaaftalen fra 2015 er dette samarbejde udvidet til at omfatte bæredygtighed. Dog kun indtil Trump kom til magten i 2017 og markant ændrede kursen i alle disse organisationer.
Trump har gjort, hvad han lovede sine vælgere: sat USA’s egne nationale interesser over alt andet, og ikke mindst over internationalt amerikansk lederskab. Samtidig har Trump skabt større afstand til Europa i Nato og til EU på handelspolitikken.
Samlet set har det været en stor skuffelse for os europæere, der tror fast på, at freden, sikkerheden og stabiliteten i verden nås bedst gennem stærkere internationalt samarbejde. Vi har drømt om, at det transatlantiske samarbejde selv 70 år efter Anden Verdenskrigs afslutning skulle være det vigtigste og standardsættende for hele verden. På forsvar, menneskerettigheder, handel og klima.
Denne amerikanske udvikling ændres ikke over natten den 3. november i tilfælde af en Biden-sejr. I de seneste 100 års amerikanske udenrigspolitik har det været et konstant træk, at USA ikke opgiver national suverænitet for at skabe stærke internationale organisationer eller samarbejde. Det er rigtigt, at USA mere end noget andet vestligt land har bidraget til den nuværende internationale orden, men altid på en måde, der underbyggede USA’s egen rolle som det afgørende og mest magtfulde land inde i systemet.
Det kunne Biden ikke drømme om at ændre. Heller ikke i det Senat, der vælges den 3. november, vil der være et flertal, der kunne drømme om at vedtage nogen lovgivning, som opgiver amerikansk suverænitet for at bygge stærkere internationale organisationer. Det er simpelthen en afgørende forskel i tænkningen og politikken mellem os europæere og amerikanere.
Dette er og bliver et af de stadigt voksende dramaer i forholdet mellem os europæere og amerikanerne i en verden, der uundgåeligt bevæger sig mod mere globalisering og større gensidig økonomisk afhængighed. Vi europæere ser behovet for et stærkere internationalt samarbejde, og vi vil lægge vores kræfter bag opbygningen af en mere regelbaseret orden på forsvar, handel og på klima, fordi vi kan se, at det gavner vores interesser på lang sigt.
En Biden som ny præsident vil, ligesom Obama gjorde det, arbejde for et langt bedre politisk forhold til os europæere, end Trump og Bush gjorde. Biden vil tale med os og behandle os med respekt, og det betyder faktisk stadig meget i internationale forhold. Men i kernen – og på lang sigt – bevæger vi os mod forskellige mål.
Det var præsident Obama, der startede med at undlade at udnævne amerikanske dommere til WTO, og ja, Trump videreførte denne politik, der i dag alvorligt svækker det WTO, vi europæere ønsker styrket.
Trumps barske kritik af alle de europæiske allierede, der ikke anvender to procent af deres BNP på forsvar, blev ikke opfundet af Trump, men startede også under Obama. Trump trak USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd, men allerede i 2006, da FN kunne etablere et menneskerettighedsråd i stedet for en kommission, var Bush meget kritisk.
Donald Trump har således været en hudløs ærlig amerikansk repræsentant for de stærke tendenser, der i lang tid har nydt fremme i den amerikanske befolkning og ikke ændres af et præsidentvalg. Desværre.
Friis Arne Petersen har været Danmarks ambassadør i USA, Kina og Tyskland og analyserer fremover internationale forhold i Kristeligt Dagblad.