USA står overfor en umulig mission: at forlade Kabul med ære

Desillusionen i Nato er stor. Men selvom USA har fået et hak i tuden, vil supermagten igen tage ansvar, næste gang verdensordenen truer med at bryde sammen

Amerikanerne er på vej ud af Afghanistan, hvor der i disse dage hersker kaos. Men kan man forlade en krig på en ærefuld måde?
Amerikanerne er på vej ud af Afghanistan, hvor der i disse dage hersker kaos. Men kan man forlade en krig på en ærefuld måde?. Foto: Isaiah Campbell/AFP/Ritzau Scanpix.

USA har ikke været en normal nation i over et århundrede, og USA har ikke nationale interesser, som vi kender det fra andre lande. Det var budskabet fra den politiske kommentator Robert Kagan i det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs i foråret – altså lang tid før de seneste ugers totale sammenbrud i Afghanistan. Men er forklaringen på den katastrofale Afghanistan-exit, at USA – i den globale verdensorden – ikke er en normal nation? Eller er det slet og ret et vilkår for alle, at man ikke kommer ærefuldt ud af en langvarig krig?

USA har med de seneste ugers tilbagetrækning fra Afghanistan smagt det samme nederlag, som Moskva led i 1980’erne – at vende tilbage fra afghanske Kabul med uforrettet sag. Og det med sin internationale anseelse sat over styr samt ydmyget af en teknologisk og ressourcemæssigt langt svagere modstander i Taleban-bevægelsen.

Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, og dengang var målet at bygge en stat i eget billede – en succesrig planøkonomi ledet af et stærkt kommunistparti. 10 års opslidende kamp mod amerikansk-støttede mujahediner (hellige krigere) fik dog i 1989 Sovjetunionens daværende leder, Mikhail Gorbatjov, til at trække stikket. Til forskel fra i dag foregik det daværende styres fald dog i slowmotion. Afghanistans kommunistiske regime holdt stand mod mujahedinerne indtil 1992, men kort herefter blev de udfordret af Taleban, der fra slutningen af 1990’erne kontrollerede størstedelen af det centralasiatiske land.

Også USA ønskede at skabe et Afghanistan i eget billede – som et demokrati med en retsstat, der sikrede alle borgeres basale rettigheder, særligt kvinders frihedsrettigheder og pigers ret til skolegang og uddannelse.

Ingen af de to supermagter lykkedes med missionen. Men USA kom ikke primært til Afghanistan for at fremme demokrati og menneskerettigheder, det var og er sekundært – USA var helt enkelt vidende om, at Taleban gav al-Qaeda, der stod bag terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, fysisk rum og beskyttelse til træningslejre og baser. Derfor var USA’s primære mål kampen mod terror – ikke for demokrati og menneskerettigheder. På den præmis, har den 20-årige aktion været en succes – al-Qaeda og dermed terroren har i den periode været holdt i skak, uden dog at være udryddet.

Lige nu husker de færreste, at da USA med allierede gik ind i Afghanistan i oktober 2001, gik der blot to måneder, førend Taleban var sat fra magten – og derefter kunne man koncentrere sig om al-Qaeda. At Taleban lige nu fejrer rollen som Afghanistans nye herskere handler alene om, at USA’s præsident, Joe Biden, med et fingerknips efterlod et magtvakuum – ikke om Talebans egen styrke.

Vestens sidste tid i Afghanistan udtrykker et monumentalt og tragisk drama – men hvorfor og hvordan kunne det gå så galt? Kan man afslutte en krig på en både værdig og fredelig måde? Det korte svar er nej – når den ene part erkender sit nederlag eller offentliggør sin hensigt om retræte, så er modpartens svar historisk at indtage statens institutioner og magtens symboler så hurtigt som muligt. Det strategiske moment må ikke fortabes, og konsekvenserne er stort set altid tragiske. Det næste spørgsmål er da, hvorfor det skete nu?

USA har en historisk tradition for en politisk debat om nationens rolle i verden – skal man tage et globalt ansvar på sig, eller skal man lade verden klare sig selv. Uden naturlige fjender i geografisk nærhed, hvilket er USA’s realitet placeret mellem to oceaner og med fysiske grænser til kun Canada og Mexico, kan man i og for sig regne med nogenlunde stabilitet. Kina og Rusland har derimod samlet set de længste fysiske grænser til et utal af nabolande – der også alle er historiske konkurrenter.

Joe Biden har lovet amerikanerne en udenrigspolitik for middelklassen, og derfor skal hverken deres skattekroner eller deres sønner og døtre til Afghanistan som kanonføde. Ressourcerne skal bruges på den nye stormagtskonkurrence med Kina og Rusland og på nye konflikt-hotspots og teknologi-kapløbet. Terroristerne i bjergene mellem Pakistan og Afghanistan kan i dag holdes i skak med moderne droneteknologi, det kunne de ikke for 20 år siden – og droner skaber ikke avisoverskrifter og skal ikke evakueres eller have asyl.

Amerikanske Robert Kagans konklusion i magasinet Foreign Affairs er, at en supermagt, der har været hovedarkitekt for den globale orden siden Anden Verdenskrig, ikke kan definere sine interesser i snæver national forstand, men i stedet er bundet til sin skæbne som supermagt til trods for de – på mange parametre – lidet succesfulde operationer i Afghanistan, Irak og Libyen.

Kagan skrev sin artikel et halvt år før tilbagetrækningen fra Afghanistan, og han opfordrede dengang Joe Biden til at fortælle amerikanerne, at USA ikke kan undvige sin supermagtsforpligtelse og globale ansvar. For god ordens skyld bør det nævnes, at Robert Kagan er gift med Victoria Nuland, den diplomat, der var USA’s hovedstrateg, da Rusland annekterede Krim. Og som i dag er Joe Bidens vice-udenrigsminister. Men trods de indlysende interessesammenfald kan vi godt regne med Kagans konklusion. USA er den store globale garant – ikke i Afghanistan og helst ikke for meget i Europa, men når verdensordenen næste gang truer med at bryde sammen, så kan både Danmark og Nato regne med at blive ringet op og bedt om at bidrage som en god allieret. Også selvom bearbejdningen fra Afghanistan kommer til at tage noget tid.

Kagan skrev sin artikel for et halvt år siden & før tilbagetrækningen fra Afghanistan med opfordring til Joe Biden om at fortælle USA’s befolkning, at USA netop ikke kan undvige sin supermagtsforpligtelse til globalt ansvar – hertil kan tilføjes, at Kagan privat er gift med Victoria Nuland, den diplomat, der var USA’s hovedstrateg, da Rusland annekterede Krim. Og i dag er selvsamme Bidens vice-udenrigsminister.

Trods de indlysende interessesammenfald kan vi godt regne med Kagans konklusion. USA er tilbage, ikke i Afghanistan og helst ikke for meget i Europa, men når verdensordenen truer med at bryde sammen det næste sted & næste gang - så kan vi & Nato regne med at blive ringet op igen og blive bedt om at yde vores bidrag, som allieret. Den fordøjelsesproces kan nok tage lidt tid.