USA tynget af problemer med fedme

To ud af tre amerikanere er i dag overvægtige eller fede. De ekstra kilo påvirker deres liv og helbred, og fedmen koster samfundet dyrt

Amerikansk kvinde, der ifølge hende selv vejer 228 kilo.
Amerikansk kvinde, der ifølge hende selv vejer 228 kilo. Foto: RICK WILKING.

Amerika stønner og puster under sine overflødige kilo. Antallet af klinisk fede amerikanere steg i over halvdelen af de 50 amerikanske delstater sidste år, og flere end to tredjedele af amerikanske voksne er i dag enten overvægtige eller fede. Det samme gælder for næsten en tredjedel af børnene. Det viser en opgørelse fra to fremtrædende sundhedsorganisationer.

Fedmeepidemien koster samfundet dyrt i form af behandling, sygefravær, tabt arbejdsevne, dårlig livskvalitet og for tidlige dødsfald. Ifølge en fremskrivning fra Johns Hopkins universitetet i Baltimore, Maryland, vil fedmerelaterede sundhedsudgifter om 20 år koste USA knap 6000 milliarder kroner årligt. Enorme udgifter i et land, der i forvejen plages af en økonomisk krise, to uafsluttede krige, miljøproblemer og en rekordstor gæld.

Den politiske indsats for at bekæmpe den voksende krise er da også vokset markant inden for de seneste to år, konstaterer den nye opgørelse fra Trust for America?s Health, TFAH, og The Robert Wood Johnson Foundation, RWJF.

"Fedme er en af de største offentlige folkesundhedskriser, som dette land nogen sinde har stået over for, og der er bekymrende uligheder baseret på race, etnicitet, geografi og indkomst. Landet har inden for de seneste år taget resolutte skridt for at bekæmpe fedmeepidemien, men reaktionen mangler stadig at stå mål med problemets omfang," siger Jeffrey Levi, der er formand for TFAH.

Blandt de politiske tiltag, der skal bekæmpe fedmen, er en kontroversiel lov i Los Angeles, der i en periode på et år forbød opførslen af nye fastfoodrestauranter i fattige nabolag. Et andet eksempel er New York, der forpligter restaurantkæder til at oplyse om retternes kalorieindhold på deres menuer, og San Francisco, der nu forbyder salg af sodavand i automater placeret på byens ejendom. Samtidig har flere delstater opstillet strengere sundhedsmæssige standarder for den mad, som serveres for børnene i de offentlige skoler.

Også den amerikanske regering sætter fokus på det stigende antal fede amerikanere. Det Hvide Hus har eksempelvis nedsat en aktionsgruppe, der med førstedame Michelle Obama i spidsen skal rådgive regeringen om metoder til at mindske overvægten blandt børn. En rapport fra gruppen fokuserer blandt andet på behovet for flere fortove og cykelstier og muligheden for at beskatte usunde fødevarer.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk

Baggrund side 7