Prøv avisen
Nyhedsanalyse

USA undrer sig over Europas satire

I USA er der ikke mange medier, der har gengivet Charlie Hebdo-illustrationer efter terrorangrebet. Foto: Petr Studiny

Både Europa og USA forsvarer ytringsfriheden, men Charlie Hebdo-sagen viser et skel i forståelsen af religiøs satire

Efter onsdagens angreb på satirebladet Charlie Hebdo i Paris var det i USA vanskeligt at finde medier, der vovede at gengive de tegninger, som angiveligt ansporede attentatet.

Avisen New York Daily News viste et fotografi fra 2011 af Charlie Hebdos nu afdøde redaktør, Stéphane Charbonnier, med en udgave af satirebladet i hånden - men med forsidetegningen af den muslimske profet Muhammed digitalt sløret.

Den store tv-station CNN sendte en besked ud til medarbejderne om at undgå nærbilleder af demonstranter, der viser tegningerne.

Og også førende medier som New York Times, AP, NBC og MSNBC afviser at gengive Charlie Hebdos satire.

I Europa var det anderledes nemt at finde medier, der i solidaritet med det franske satireblad og med ytringsfriheden gengav nogle af de kontroversielle tegninger. I Danmark var Berlingske, Politiken og Ekstra Bladet iblandt dem.

Tendensen afspejler situationen i 2006, da voldelige protester brød ud i dele af Mellemøsten og Nordafrika over Jyllands-Postens 12 satiretegninger af profeten Muhammed. Så godt som ingen amerikanske medier gengav tegningerne, og da den dansk-fødte amerikanske professor Jytte Klausen i 2009 udgav bogen ”The Cartoons that Shook the World” (Tegningerne, der rystede verden) om Muhammed-krisen, fjernede forlaget, Yale University Press, de 12 tegninger fra bogens sider.

Den amerikanske tilbageholdenhed afspejler en kulturkløft mellem USA og Europa, hvor den profane og antiautoritære satire, som Charlie Hebdo er formidler af, er en dybt rodfæstet historisk tradition, der kan dateres tilbage til den franske revolution, hvor den blev brugt til at latterliggøre den forhadte dronning Marie Antoinette og senere til at angribe politikere, eliten og kirken.

Denne type satire undrer mange amerikanere, der opfatter den som en ofte unødvendig krænkelse under misforstået dække af ytringsfriheden.

I et interview med Kristeligt Dagblad i 2006 forklarer den fremtrædende amerikanske islamforsker og juraprofessor Noah Feldman dette trans-atlantiske skel med de to kontinenters forskellige erfaringer med multikulturalisme.

Mens det amerikanske samfund altid har været et kludetæppe af nationaliteter og trosretninger, der lever nogenlunde harmonisk side om side, har de fleste europæere indtil for nylig ikke været vant til at skulle sameksistere tæt med andre kulturer.

Europa mangler ifølge Feldman stadig at tilpasse sig denne nye virkelighed: ”Den helt oplagte diskussion handler om god takt og tone. Hvad anser vi for at være passende adfærd? Hvilke hensyn bør vi tage til hinanden?”

De to kontinenters forskellige forhold til organiseret religion spiller også ind.

I mange europæiske lande bevirker de tætte bånd mellem kirke og stat, at europæerne har udviklet en lede ved kirkelige autoriteter, mens dette aldrig har været tilfældet i USA, der altid har haft en skarp adskillelse mellem kirke og stat.

Det betyder, at amerikanerne generelt har bevaret en større respekt for det religiøse.

Både USA og Europa forsvarer ytringsfriheden som en af demokratiets grundsten. Men når det gælder retten til at bespotte religion, står de to kontinenter stadig i hver deres hjørne.