USA vil sælge Qatar system til at bekæmpe droner

Biden har udpeger Qatar som en af USA's top-allierede. Vil sælge landet dronebekæmpelse for syv milliarder.

USA er klar til at sælge system til Qatar, der kan bekæmpe angribende droner. Her iransk-fremstillede droner, som Rusland har brugt dette efterår til at smadre store dele af Ukraines el- og vandforsyning.



(FILES) This file handout picture provided
USA er klar til at sælge system til Qatar, der kan bekæmpe angribende droner. Her iransk-fremstillede droner, som Rusland har brugt dette efterår til at smadre store dele af Ukraines el- og vandforsyning. (FILES) This file handout picture provided . Foto: -/Ritzau Scanpix.

USA's udenrigsministerium godkender, at der kan sælges et system til Qatar til bekæmpelse af fjendtlige droner. Prisen er en milliard dollar (7,2 milliarder kroner).

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Præsident Joe Biden har tidligere i år kategoriseret VM-landet Qatar som en af USA's vigtigste allierede uden for Nato.

De potentielle leverandører af det nye system er de amerikanske virksomheder Raytheon Technologies Corp, SRC og Northrop Grumman. Alle kendte våbenproducenter.

Pentagon har tirsdag fortalt Kongressen om det mulige salg.

Det er blevet muligt, efter at præsident Biden tilbage i januar gav det lille arabiske land en særlig status i forhold til USA.

- Qatar er en god ven og en troværdig og dygtig partner, sagde han ved den lejlighed og lod forstå, at han med Kongressens støtte ville give Qatar en særlig status som allieret.

Op til VM i fodbold har USA været forsigtig med at ytre den samme kritik, som en række andre lande har rettet mod Qatar for landets mangel på menneskerettigheder og vilkår for migrantarbejdere. Nogle kritikere mener, at tusindvis af migrantarbejdere har mistet livet i forbindelse med opførelsen af de mange stadionbyggerier, mens andre hævder, at tallet er betydeligt lavere.

Qatar spiller militært en vigtig rolle for USA, der råder over en flybase med 10.000 soldater i den lille golfstat.

Der er endnu ikke underskrevet en kontrakt med Qatar om bekæmpelse af droner.

Qatar har også spillet en rolle i forbindelse med atomforhandlinger med Iran. De to lande er på god fod.

Det var også i Qatar, at amerikanske embedsfolk mødtes med medlemmer af Taliban, inden USA og Nato sidste år trak deres styrker ud af Afghanistan efter mere end 20 år i landet.

USA's regering uddyber ikke, hvad det er for en trussel, som Qatar kan stå over for, siden det ønsker et værn mod droner.

I 2017 iværksatte Saudi-Arabien, Egypten og andre arabiske lande en boykot af Qatar og lukkede landets grænse. Emiren i Qatar blev anklaget for at støtte militante islamister i blandt andet Egypten og Syrien. Det er en blokade, som siden blev opgivet.

/ritzau/Reuters