Tredobbelt drab på abortklinik opblusser USA's abortkrig

Et tredobbelt drab i en abortklinik i Colorado kan være et forvarsel om en ny, voldelig fase i kampen mellem modstandere og tilhængere af abort i USA

Demonstranter i New York viser deres støtte til Planned Parenthood, hvis klinik i Silver Springs, Colorado, dagen inden var blevet angrebet.
Demonstranter i New York viser deres støtte til Planned Parenthood, hvis klinik i Silver Springs, Colorado, dagen inden var blevet angrebet. . Foto: Demotix.

Få organisationer er så kontroversielle i USA som familieplanlægningsgruppen Planned Parenthood (planlagt forældreskab), der er landets største abortudbyder. Siden 1980'erne har gruppens klinikker jævnligt været udsat for brandstiftelser, hærværk, vold og chikane, og i sensommeren kom den i voldsom modvind, da aktivistiske abortmodstandere offentliggjorde videoer optaget med skjult kamera, der angiveligt viste, at Planned Parenthood ulovligt ville tjene penge på at sælge væv fra aborterede fostre til medicinsk forskning.

Trods tvivlspørgsmål om deres sandhedsværdi udløste videoerne enorm harme blandt USA's mange abortmodstandere. De gjorde Planned Parenthood til genstand for en hed politisk kontrovers i Kongressen i Washington, hvor Republikanerne forsøgte at blokere for al offentlig støtte til gruppen, hvis klinikker også tilbyder almindelige gynækologiske ydelser især i mindrebemidlede nabolag.

Sent fredag dansk tid tog balladen om Planned Parenthood en ny og blodig drejning, da en bevæbnet gerningsmand dræbte tre mennesker og sårede ni andre i en klinik i Colorado Springs i delstaten Colorado. Politiet har ikke offentliggjort oplysninger om hans bevæggrunde, men amerikanske medier rapporterer, at attentatet var motiveret af en modstand mod abort. Den angrebne klinik hører under et regionalt Planned Parenthood-netværk, der optrådte i de kontroversielle videoer.

Det er første gang, siden det opsigtsvækkende drab på abortlægen George Tiller i Wichita i Kansas i 2009, at et angreb på en amerikansk abortklinik har kostet menneskeliv. Ifølge pro-abortgrupper sker det på et tidspunkt, hvor antallet af trusler mod abortklinikker er voksende, og forbundspolitiet FBI har da også advaret om en øget risiko for vold som følge af de såkaldte fostersalgsvideoer.

”Vi deler mange amerikaneres bekymring for, at ekstremister skaber et giftigt miljø, der nærer hjemlig terrorisme i dette land,” siger Vicki Cowart, der er formand for Planned Parenthood i Colorado Springs, i en udtalelse.

Drabene i Colorado Springs udstiller den amerikanske abortdebats stærkt aggressive og følelsesladede natur, der dels kan forklares med konservative religiøse gruppers store indflydelse og dels med den kendsgerning, at abortretten i USA er langt mere vidtrækkende end i de fleste øvrige vestlige lande, herunder Danmark. Mens abort i Europa generelt sammenknyttes med folkesundheden, så er det i USA genstand for en episk værdikamp om menneskets ret til frihed kontra retten til livet.

I 1973 satte landets højesteret den nedre grænse for, hvornår delstaterne må forbyde abort, til 24. svangerskabsuge, og USA er dermed et af blot syv lande i verden, hvor kvinder har ret til at vælge at afbryde en graviditet efter 20. uge. Selvom mange delstater forsøger at svække kvinders mulighed for at benytte sig af abortretten i det hele taget, så er de sene svangerskabsafbrydelser en væsentlig årsag til, at abort sætter sindene så voldsomt i kog i USA.

Fredagens blodbad i Colorado Springs er efter alt at dømme udtryk for den mest ekstreme fanatisme. Men selvom det er fristende at afskrive det som en gal mands værk, så er det også en klokkeklar påmindelse om, at abort stadig er dødsens alvor i USA.