Samme nat, som Donald Trump bekendtgjorde, at han agtede at lukke de amerikanske grænseovergange, var Carla Sands på vej fra USA til Danmark. Hun fulgte præsidentens tale på sin mobiltelefon, alt imens hendes fly blev aflyst, et nyt dukkede op, forvirringen tog til, og turen tværs over Atlanten løb op i næsten 48 timer.
”På det tidspunkt kunne jeg instinktivt mærke, at verden var under forandring. At det, vi troede, vi kendte, måske ikke ville vende tilbage i sin vante form. Men derfor vidste jeg også, at jeg var nødt til at komme til Danmark, hvor jeg har en vigtig opgave at løse,” fortæller den 59-årige ambassadør.
Carla Sands opgave består blandt andet i at varetage de dansk-amerikanske relationer og – i disse kriseprægede måneder – forklare og forsvare den amerikanske strategi i kampen mod covid-19. Sidstnævnte er også en af grundene til, at Kristeligt Dagblad denne skyfri forårsfredag har fået foretræde i den hvidkalkede ambassadør-residens nord for København. For hvordan tager diplomatiet sig egentlig ud i en verden på standby? Hvor finder man håb og vejledning i en si-tuation uden fortilfælde? Og, ikke mindst, hvordan påvirker pandemien i disse måneder den globale magtbalance, set med amerikanske briller?
Særligt sidstnævnte ender med at lægge beslag på en god del af interviewet. Men inden da vil Carla Sands, der i den forgangne uge gjorde sig bemærket med nyheden om en stor økonomisk håndsrækning til Grønland, gerne rose Mette Frederiksen (S).
”Jeres statsminister var blandt de første i Europa til at lukke grænsen. Hun blev kritiseret, ja, men hun gjorde det helt rigtige. At være leder i den nuværende situation er et utaknemmeligt job, du vil blive kritiseret uanset hvad: Enten tager du ikke sundheden alvorligt nok, eller også tager du ikke økonomien alvorligt nok. Men Mette Frederiksen har de bedste rådgivere i hele Danmark, og hun vil træffe kloge beslutninger for det danske folk. Jeg mener, hun er en meget dygtig leder,” lyder vurderingen fra Carla Sands, der også fortæller, at de amerikanske myndigheder følger tæt med i deres danske kollegers ageren:
”Her er I jo lidt længere fremme end i USA, og derfor følger vi også de danske erfaringer tæt, i takt med at USA også skal begynde åbne samfundet igen. Vi har mange ting til fælles – fremragende sundhedsvæsener og stærke ledere, der passer på os.”
Har du lagt mærke til noget typisk dansk i bekæmpelsen af covid-19 her?
”Ja, danskerne er enormt lydhøre over for myndighederne og regeringen. Når autoriteter i Danmark siger noget, så retter I ind. Folk går jo ikke engang over for rødt lys, og den mentalitet afspejles også i krisen. Men samtidig kan I jo heller ikke lade det gode vejr og naturen være i fred, selvom I gør det på en ansvarlig måde. Men det er vel også typisk dansk – hvis det er vejr til at være ude, så insisterer man på at være det. Også selvom det i den nuværende situation sker på en lidt anden måde.”
Selv søger Carla Sands også ud i det blå, ikke mindst mod det nærliggende Øresund, når hun skal have styr på tankerne – og en pause fra en digital verden, som er kommet til at spille en langt større rolle under coronakrisen. Både i ambassadørens professionelle og private liv:
”Da jeg ankom til Danmark, var diplomatiet allerede under massiv forandring – ikke mindst som følge af de sociale medier og nye digitale muligheder. Den udvikling er accelereret de seneste måneder, og både på ambassaden og i det danske samfund ser jeg, hvordan folk på rekordtid har fundet på nye og smarte måder at gøre tingene på. Det er jeg meget imponeret af. Jeg tror, den digitale mødeform bliver dominerende i lang tid fremover, indtil vi opnår flokimmunitet eller får en vaccine,” siger Carla Sands, som dog understreger, at udviklingen ikke nødvendigvis er entydigt positiv:
”Nej, for vi er sociale væsener. Vi har behov for at være blandt andre mennesker, jeg tror ikke på, vi er skabt til at være alene. Jeg har hørt medicinske eksperter fortælle, at når mennesker er isoleret fra hinanden, rammes de hyppigere af hjerteanfald, blodpropper eller sågar demens. Sindet kan simpelthen stoppe med at fungere ordentligt på grund af isolationen. Så jeg bliver også bekymret, især for vores ældre mennesker. Det er ikke nok at sikre, at de har mad og medicin; der er også behov for selskab. Også selvom det foregår over telefonen. Ring til jeres bedsteforældre, lyder min opfordring!”
Mens ambassadøren glæder sig over, hvor smertefrit kontakten med familien i USA glider, skal hun lige vænne sig til den digi-taliserede kirkegang.
”Det er i mit forhold til Gud, jeg finder den største styrke i krisen. Og selvom den digitale kirke fungerer udmærket, er det jo ikke helt det samme. Men jeg beder for visdom og vejledning hver eneste dag, ligesom jeg dagligt læser i min bibel. Der finder jeg de tidløse sandheder, der også fungerer i den helt unikke situation, vi befinder os i nu.”
En af de sværeste ting på nuværende tidspunkt er at betragte sit hjemland på afstand, fortæller Carla Sands. Men selvom sørgelige nyheder fra amerikanske storbyer som Chicago og New York har turneret i verdenspressen de seneste uger, synes USA’s ambassadør i Danmark, at Donald Trump foreløbig har håndteret krisen til UG. Mindst.
”Jeg er så inspireret og opløftet af, hvor dygtigt Trump og hans team har klaret krisen! De har fået penge ud i samfundet på rekordtid, og selvom nogle guvernører har håndteret det hele lidt... rodet, og selvom jeg da også bliver bekymret, når jeg ser på New York City, skal man huske på, at USA er et meget forskelligartet samfund. Men vores præsident har gjort et fremragende stykke arbejde.”
Alligevel hævder nogen, at covid-19 har ramt dele af USA hårdt, fordi præsident Trump reagerede på virustruslen forholdsvis sent. Kunne man have taget ved lære af erfaringerne fra eksempelvis lande i Asien og Europa tidligere?
”Donald Trump var den første leder, der lukkede grænsen til Kina. I slutningen af januar forstod han og hans rådgivere, at der var noget på færde, og selvom WHO sagde, at grænserne bare skulle stå åbne, insisterede han på at lukke grænsen, fordi han var bekymret. WHO sagde, at der ikke var noget at være bekymret for, men han holdt fast, thank God. Hver eneste gang, jeg er i lufthavnen i Los Angeles, ser jeg titusindvis af kinesere. Så jeg er overbevist om, at han har stoppet megen smitte med den grænselukning,” siger ambassadøren og øger trykket på stavelserne.
”Præsidenten ved, at hans førsteprioritet er det amerikanske folks sikkerhed. Så snart hans rådgivere fik færten af, at der var noget i gære, begyndte de at lægge planer. Desværre var Folkerepublikken Kina ikke åben omkring, hvad der skete. Så vi havde ikke gode informationer – heller ikke selvom alle lande, der er medlemmer af WHO, burde dele informationer åbent. Hvis ikke man gør det, kan andre lande ikke træffe gode beslutninger. Så fordi Kina gemte på sin viden om virussen, var det svært at vide, hvad der var den rigtige beslutning. Men USA gør det virkelig godt.”
Kina er ellers de seneste uger blevet rost for sin hjælp til kriseramte lande i en situation, der i manges øjne kalder på international solidaritet. Samtidig meddelte USA’s præsident i sidste uge, at han suspenderer støtten til Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Kan du forstå, at nogle opfatter det som et bemærkelsesværdigt signal fra den frie verdens leder?
”Kina spreder – sammen med Rusland og Iran – falsk information. Også i Europa. De hævder, at virussen ikke stammer fra Kina, og de forsøger at skabe disharmoni og problemer. Det er ikke godt. Og det faktum, at WHO ikke beskytter resten af verdens lande ved at tvinge Kina til åbenhed om virussen – hvilket er en af grundene til, at vi nu står midt i en pandemi – er et kæmpe problem. Vi befinder os i en chokerende situation, og mange lande siger, at Kina må holdes ansvarlig,” siger Carla Sands.
”Altså, jeg hører, hvad du siger, men USA er uden sammenligning den største bidragsyder til verdens sundhed. Jeg synes faktisk, at Kina skylder at dele nogle masker ud – det er jo dem, der har skabt krisen. USA udviser solidaritet med omverdenen hver eneste dag. I februar sendte vi for eksempel 17 tons værnemidler til Kina. Vores tilgang kommer ud af et generøst hjerte og menneskelig godhed, ikke for at ændre måden, omverdenen ser på os. Vi gør det, fordi vi er gode mennesker.”
I modsætning til kineserne?
”Jeg synes, de har været helt tydelige omkring, at lande, der ikke siger de rigtige ting, ikke får nogen hjælp. De har endda truet os med ikke at ville levere den livsnødvendige medicin, vi har brug for. Det er ikke en ordentlig måde at opføre sig på.”
Nogle vil måske mene, at ovenstående kritik, i hvert fald et stykke hen ad vejen, peger tilbage på USA og præsident Trumps ageren over for WHO. Men ifølge Carla Sands er der ingen tvivl om, at debatten om covid-19 først og fremmest bør være et spørgsmål om det kinesiske kommunistparti og dets håndtering af virussen.
Med en insisterende stemmeføring, der ekkoer let i residensens cremefarvede udestue, langer Sands ud efter behandlingen af læger i Wuhan-provinsen, efter forholdene for journalister samme sted og ikke mindst efter det kommunistparti, der i det officielle USA’s øjne opfører sig ”meget, meget dårligt” på snart sagt samtlige parametre:
”Grundlæggende er det her et spørgsmål om, at hvis man vil være en troværdig global magtfaktor, er man nødt til at forstå, at der er visse normer, man er nødt til at følge. For eksempel gennemsigtighed. Og at være en ordentlig handelspartner og respektere menneskerettighederne. Man skal ikke sætte en million uighurer i noget, der mest af alt minder om koncentrationslejre, man skal ikke tvangshøste organer fra minoriteter, og man skal slet ikke arrestere og forfølge Falun Gong eller kristne, der bare ønsker at praktisere deres religion. Det kinesiske kommunistparti er dybest set en forsamling af bøller, så hvordan skulle vi kunne behandle dem som enhver anden stat? Vi er nødt til at tage Kina for, hvad Kina i virkeligheden er. Vi lader som om, de er normale, men det er de ikke. Og det er vi nødt til at ændre på,” siger Carla Sands, nu godt fremadlænet i det beige sofaarrangement.
”Trump har talt om de her ting i 40 år. Han blev valgt på at tale om det. Og jeg er nødt til at sige, at da jeg var yngre, da læste jeg også handelsaftalerne mellem USA og Kina og tænkte, hvem er det dog, der forhandler disse aftaler. De hjælper Kina og skader amerikanske arbejdere. Helt ærligt! Det er fint, at Kina får mere at skulle have sagt, men det er simpelthen nødt til at opføre sig som et normalt land. Magt forpligter.”
Både du og præsident Trump synes meget optagede af Kina i øjeblikket – kritikere har indvendt, at det virker som et forsøg på at fjerne opmærksomheden fra USA’s egen håndtering af coronakrisen?
”Da vi blev ramt af krisen i februar, havde vi den stærkeste økonomi, det stærkeste lederskab og det stærkeste forsvar. Og vores samarbejde med vores venner var bedre, end jeg kan huske, det tidligere har været. Vi var glade, verden var glad. Alt det er fortid nu, og derfor er der behov for at placere et ansvar og ikke mindst kritisere Kina og dets manglende åbenhed og transparens.”
Apropos vigtigheden af fri information nævnte du tidligere pressens problemer i Kina, ligesom præsident Trump har kritiseret landets udvisning af amerikanske journalister. Men i USA hævder selvsamme medier, at de også der har svært ved at dække krisen – blandt andet med henvisning til netop Trump. Kan du forstå dem, der finder jeres kritik hyklerisk?
”Det er kompliceret. I USA er stort set hele dækningen af Trump negativ. Du kan faktisk godt betragte pressen som en slags oppositionsparti. Det er dejligt, at vi har en fri presse i USA, men demokrati er ofte en rodet affære. Faktisk er mange mennesker på højrefløjen, inklusive mig selv, glade for at se en præsident, der står på mål for sine idéer. Tidligere har mange republikanske præsidenter ikke turdet det – de har bare ladet pressen tromle hen over dem. Vi er glade for, at der nu er en, der står på mål for det, som betyder noget: Sandheden. Og demokratiet. Det er det, jeg ser præsidenten sætte en tydelig streg under,” siger Carla Sands.
Men selvom man i sagens natur ikke kan sætte lighedstegn mellem pressens udfoldelsesmuligheder i Kina og USA, mener du så, at præsident Trump giver amerikanske medier de bedst mulige rammer for at dække håndteringen af covid-19 og skabe åbenhed om krisens udvikling?
”USA har en fri presse. Og det accepterer USA’s præsident. Men det ville da være rart at se noget balance i dækningen. Trump gør meget godt for det amerikanske folk, han er optaget af at samle nationen, støtte folket og sørge for deres velstand. Det ville ikke gøre noget, hvis pressen anerkendte det,” siger ambassadøren, der faktisk selv neddrosler sit nyhedsforbrug i denne krisetid.
”Ja, beklager, men sådan er det blevet. I starten så og læste jeg alt, hvad der blev skrevet og sagt om corona, men det havde en meget negativ indvirkning på mig. Jeg tror, det er enormt vigtigt at lægge skærmene fra sig og få både nyheder og sociale medier lidt på afstand i denne tid. De opsluger al den positive energi. I stedet finder jeg fred i samtalerne med min datter. Og i den klassiske musik og Danmarks skønne natur. Jeg insisterer på at fokusere på det positive frem for det negative. Sådan gør jeg det, og sådan gør vi på ambassaden. Så længe vi ikke mister håbet, skal det hele nok gå. Det er jeg overbevist om.”