Prøv avisen
Globalt interview

USA’s demokrati er ikke immunt over for ekstremisme

Donald Trump (her i midten med ryggen til ved et vælgermøde i San Jose i Californien) har især formået at tale til den vælgerskare, som gik fra hus og hjem og mistede deres job som følge af den økonomiske krise. ”Og nu kan de se, at deres forrang i det amerikanske samfund også forsvinder. Det er opskriften på en populisme, som Donald Trump var eminent til at opsnappe,” siger Norman Ornstein fra den konservative tænketank The American Enterprise Insitute, en af USA’s mest respekterede politologer. – Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Scanpix

Den amerikanske politolog Norman Ornstein har i flere år advaret om en amerikansk kongres i forfald og et svækket politisk system. Sidste sommer forudså han Donald Trumps tiltrækningskraft hos vælgerne. Nu advarer han om, at USA’s demokrati kan køre af sporet

USA’s politiske system lider af ekstrem polarisering, en dysfunktionel kongres og vælgere, som er dybt fremmedgjorte over en proces, der ikke leverer mærkbare resultater. Beskrivelsen af symptomerne er ikke ny.

Slå op i amerikanske aviser, tænketank-analyser og universiteters forskningsrapporter; og beskrivelsen af de mange plager, som svækker det amerikanske system, er gennem det seneste årti væltet frem på siderne.

Men det er de færreste, der som politologen Norman Ornstein har peget på en entydig årsag til dysfunktionen. Hans diagnose lyder, at det politiske system ikke længere kan håndtere USA’s udfordringer konstruktivt, fordi Det Republikanske Parti er radikaliseret.

I hans nye bog, ”It Is Even Worse Than It Was” (Det er endnu værre, end det var), lyder konklusionen, at partiet ”(...) er blevet en oprørsk afviger i amerikansk politik. Det er ideologisk ekstremt, håner kompromis, er upåvirket af konventionel forståelse af fakta, beviser og videnskab og afvisende over for legitimiteten af dets politiske opposition.”

Bogen er en opdateret version af bestselleren ”It’s Even Worse Than It Looks: How the American Constitutional System Collided With the New Politics of Extremism” (Det er endnu værre, end det ser ud: Hvordan det amerikanske forfatningssystem kolliderede med den nye politiske ekstremisme), som Norman Ornstein skrev i 2012, ligeledes i samarbejde med kollegaen Thomas Mann.

Det er ikke en konklusion, der bliver hilst velkommen blandt republikanske politikere i den kongres, Norman Ornstein har brugt hele sin karriere på at studere.

”Diagnosen skabte stor opmærksomhed og furore, da jeg og min kollega Thomas Mann først stillede den i 2012. Så direkte er det ikke meningen, man udtrykker sig i det amerikanske politiske liv. Men vi fik ros fra tidligere republikanske politikere, der var forfærdede over udviklingen i partiet,” fortæller Norman Ornstein, som tager imod i Washington D.C.-kontoret fyldt med indrammede billeder af håndtryk med prominente politikere og valgkamp-memorabilia.

Kontoret et par gader fra Det Hvide Hus og den amerikanske kongres hører hjemme hos den konservative amerikanske tænketank The American Enterprise Institute, hvor diagnosen også skabte panderynken hos mange af Norman Ornsteins kolleger.

Ifølge Norman Ornstein fordi alle er hunderædde for at blive undergravet fagligt med beskyldningen om at være partipolitiske. Et symptom, han også genkender i den amerikanske presse, som han mener tilstræber en falsk objektivitet, selv når den ene side af det politiske spektrum træder over grænsen.

Men mærkater som højre- eller venstreorienteret er svære at hæfte på Norman Ornstein, der betegner sig selv som pro-institutionalist, og som ikke alene har studeret USA’s politiske institutioner, men aktivt arbejdet for at styrke dem gennem lovgivnings- og udvalgsarbejde. Han har heller ikke lagt fingrene imellem, når det gælder kritik af Det Demokratiske Parti og dets ryk mod et populistisk venstre. Men han påpeger, at Demokraterne i store træk accepterer de politiske institutioner og spiller spillet inden for de lovgivningsmæssige rammer i modsætning til Det Republikanske Parti:

”Vi har observeret Det Republikanske Parti udvikle sig fra at være en konservativ problemknuser til at blive et radikaliseret parti. Det er der flere grunde til. Det finansielle kollaps i 2008 og fremkomsten af Tea Party-bevægelsen er en. Sociale medier og en hyperpolitiseret presse, hvor ekstreme holdninger bliver belønnet, er en anden.”

Det begyndte tilbage i 1990’erne, da republikaneren Newt Gingrich som formand for Repræsentanternes Hus mobiliserede republikanske græsrødder ved at delegitimisere Kongressen og fremstille politikere som uetiske og korrupte. Norman Ornstein er ikke overrasket over, at Newt Gingrich nu er på tale som Donald Trumps mulige vicepræsidentkandidat. Det var folk som Newt Gingrich og partiets nuværende parlamentsformand, Paul Ryan, der lukkede de radikale kræfter ind i partiet som led i en strategi for at jagte stemmer for siden at miste kontrollen over partiet. Og som nu har deres hyr med Trump.

Men er det radikaliseringen af Det Republikanske Parti, der har banet vejen for Donald Trump som partiets præsidentkandidat?

”Med Tea Party-bevægelsen fik vi flere radikale kræfter i Kongressen, hvoraf mange ønsker at sprænge staten i stykker på det føderale plan. Donald Trump er ikke fuldstændig i overensstemmelse med de kræfter, som for eksempel en Ted Cruz (tidligere præsidentkandidat, red.) er. Men Donald Trumps populisme har vist sig endnu mere fængende. Alle de meningsmålinger, vi har lavet over det seneste år, viser, at 60 til 70 procent af de republikanske vælgere ønskede en outsider; en, der gav fingeren til partiets egne ledere. Her var Trumps finger størst.”

Oven i vreden mod eliten og frustrationen over økonomisk usikkerhed peger Norman Ornstein på en demografisk udvikling, der har konsekvenser for det amerikanske samfunds sociale struktur.

”USA bevæger sig hen imod en virkelighed, hvor hvide amerikanere udgør et mindretal i befolkningen. Det skaber en enorm ængstelse specielt blandt den hvide arbejderklasse. Folk, som mistede fodfæstet under den økonomiske krise, mistede deres hus, deres pensionsopsparing, deres job. Og nu kan de se, at deres forrang i det amerikanske samfund også forsvinder. Det er opskriften på en nationalisme og populisme, som Donald Trump var eminent til at opsnappe. Og han var dygtig nok til at se, at hvis han lagde sig langt til højre på spørgsmålet om immigration, kunne han udnytte vælgernes bekymringer inklusive dem, der bunder i racisme.”

Hvordan ser du kampen i Det Republikanske Parti mellem dem, der accepterer Donald Trump som en bizar, populistisk kandidat, og så dem, som mener, han er en fare for partiet og landet?

”Vi er i ukendt farvand her. Nogle af de republikanere, som frygter Donald Trump som præsident, trøster sig med, at han ikke ved noget som helst om at føre politik. Han har nogle få mærkesager, for eksempel det her krampagtige opråb om at bygge en mur, som Mexico skal betale for, men han har ingen stærke ideologiske synspunkter. De fortæller sig selv, at ultimativt er Donald Trump en type, der laver aftaler. At han er en pragmatisk forretningsmand, som ikke vil gå ud ad en ekstrem tangent.”

”Men jeg mener, der er et par alarmknapper, der blinker. Donald Trumps opførsel viser, at vi har at gøre med en ekstraordinært usikker person, som samtidig har et monumentalt ego. Hvis vi giver brændstof til det ego ved at lade ham blive præsident, står landet over for flere skrækscenarier.”

Hvilke scenarier frygter du?

”For det første en præsident med en overvældende tro på sin egen magt og styrke. Hvem ved, hvad Donald Trump kan finde på de første seks måneder i Det Hvide Hus? Måske vil han udløse en handelskrig. Måske en konfrontation med Kina eller Nordkorea eller et andet land, der kan blive så katastrofal, at USA ikke kommer sig i meget lang tid.”

”For det andet har vi her en mand med stærkt autoritære tendenser. Vi har set Donald Trumps impuls med at gå til modangreb, når pressen angriber. Hvis han er præsident, kan den slags angreb betyde enden på den frie amerikanske presse. Når Donald Trump opfordrer sine tilhængere til at ruske op i demonstranter, hvad bliver konsekvensen så for de mennesker, som er uenige med ham, om det så er politisk eller juridisk eller på andre fronter, hvis han bliver præsident?”

”Det er bekymringer, som vi er mange, der deler i og uden for USA, og måske er de overdrevne og afsporede. Men hvis vi kaster et historisk blik tilbage på, hvordan Mussolini og Hitler blev opfattet, så blev de også slået hen som nogle, der førte sig frem, og deres trusler blev ikke taget seriøst. Intet samfund, uanset hvor stabilt det har været, er immunt over for at køre af sporet,” advarer Norman Ornstein.

Du beskriver det amerikanske demokrati som dysfunktionelt. Kan det stå distancen med Donald Trump som leder af et oprørsk republikansk parti?

”De fleste analyser burde slå fast, at en klovn, der bralrer op som Donald Trump, ikke kan vinde præsidentvalget. Men hver gang en amerikansk præsident har siddet to fulde perioder, som Barack Obama, er vælgerkorpset tændt på forandring. Og uanset hvor meget Hillary Clinton forsøger, vil hun aldrig blive en kandidat, der repræsenterer forandring. Det gør Donald Trump derimod. Spørgsmålet er, hvor stor en risiko de amerikanske vælgere er klar til at løbe for at opnå forandring. Og spørgsmålet er, hvad der sker mellem nu og valget i november.”

”Donald Trump mener for eksempel, at briterne bør træde ud af EU. Og han lander i Skotland for at åbne et luksuriøst golfhotel dagen efter folkeafstemningen om Brexit. Hvad hvis et nej fører til økonomisk tumult, der påvirker USA? Hvad hvis der kommer flere terrorangreb på amerikansk jord? Vil vælgerne føle, at der er brug for en stærk mand? Eller beslutte, at de ikke tør give ansvaret for USA’s regering og landets politik til en person, som ikke har den mindste forstand på den slags?”, spørger Norman Ornstein retorisk og fortsætter:

”Og det er ikke alene USA, der står med en seriøs udfordring. Europas flygtningekrise er reel, frygten for terrorisme i Europa er reel, og de økonomiske bekymringer er reelle. Som vi kan se, giver den kombination grobund for populisme og nationalisme. Så vi har brug for en blanding af held, lederskab og beslutsom handling fra dem, der ikke ønsker, at ekstremismen tager over.”

Norman Ornstein håber, at USA vil vise vejen ved at sætte en grænse til november og afvise at gå ekstremismens vej.