USA’s republikanske parti, som vi kendte det, bliver begravet sammen med McCain

Afdøde John McCain bliver hyldet, men over hele landet efterligner republikanske kandidater til midtvejsvalget den stil, præsident Donald Trump har lagt

John McCain var en af de skarpeste konservative Trump-kritikere, og hans bortgang er et symbol på det gamle republikanske partis død. Selvom senatoren lige nu hyldes i den politiske verden for sin redelighed, sit moralkodeks og sin livslange kamp for demokratiske idealer, er det tydeligt, at den pragmatisme og gammeldags konservatisme, som han stod for, er veget til fordel for Trumps nationalistiske populisme, skriver USA-korrespondent Sidsel Nyholm.
John McCain var en af de skarpeste konservative Trump-kritikere, og hans bortgang er et symbol på det gamle republikanske partis død. Selvom senatoren lige nu hyldes i den politiske verden for sin redelighed, sit moralkodeks og sin livslange kamp for demokratiske idealer, er det tydeligt, at den pragmatisme og gammeldags konservatisme, som han stod for, er veget til fordel for Trumps nationalistiske populisme, skriver USA-korrespondent Sidsel Nyholm. Foto: Robyn Beck.

John McCain var en af Washingtons store statsmænd, og det ville være nærliggende at tro, at republikanske kandidater over hele USA nu står i kø for at forbinde sig med den netop afdøde senator.

Det er imidlertid ikke tilfældet. I de primærvalg, der lige nu afgør, hvem der bliver partiernes kandidater til Kongressen ved midtvejsvalget i november, efterligner republikanske kandidater over hele landet i stedet præsident Donald Trump. De går ufortrødent til angreb på de politiske institutioner og traditioner, som John McCain hyldede gennem hele sin karriere.

Det gælder også i John McCains hjemstat, Arizona, hvor de tre personer, der i denne uges primærvalg forsøger at blive Republikanernes senatorkandidat i stedet for den afgående Jeff Flake, tog stærk afstand fra McCain. Vinderen, Martha McSally, var den mest moderate af de tre, men præsenterede sig ikke desto mindre som en ægte Trump-tilhænger.

John McCain var en af de skarpeste konservative Trump-kritikere, og hans bortgang er et symbol på det gamle republikanske partis død. Selvom senatoren lige nu hyldes i den politiske verden for sin redelighed, sit moralkodeks og sin livslange kamp for demokratiske idealer, er det tydeligt, at den pragmatisme og gammeldags konservatisme, som han stod for, er veget til fordel for Trumps nationalistiske populisme. De to mænd, der åbenlyst nærede dyb modvilje mod hinanden, repræsenterer to helt forskellige former for konservatisme, og der er ingen tvivl om, hvem der lige nu har vundet kampen om Det Republikanske Partis sjæl.

John McCain vidste tydeligvis, hvor det bar hen. I sit sidste leveår lagde han mindre og mindre låg på sin kritik af Trump, og i et afskedsbrev til nationen, som blev offentliggjort i mandags, advarer han sine landsmænd mod at lade sig rive med af præsidentens ”USA først”-ideologi.

”Vi svækker vores storhed, når vi forveksler vores patriotisme med stammeopgør, der har sået had og bitterhed i alle klodens hjørner. Vi svækker den, når vi gemmer os bag mure i stedet for at rive dem ned, når vi betvivler vores idealers magt i stedet for at stole på, at de kan være den stærke drivkraft for forandring, som de altid har været,” skriver han i brevet, der ikke nævner Trump ved navn.

Uden John McCain i Washington vil Donald Trump møde mindre modstand i Senatet, hvor den afdøde senator var blandt de få republikanere, som var villig til at samarbejde med demokrater om emner som en indvandringsreform og til at stemme imod præsidentens initiativer. Det mest opsigtsvækkende eksempel på det sidste var, da McCain i fjor – kort efter, at han var blevet dia-gnosticeret med en uhelbredelig hjernetumor – afgav den afgørende stemme imod Trumps forsøg på at udvande den tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform, Obamacare.

Det Senat, som John McCain blev medlem af for 31 år siden, er ganske anderledes, end det han med sin død i lørdags forlod. I løbet af særligt det seneste årti er republikanerne i Kongressen ifølge en opgørelse fra avisen The Washington Post både blevet mere ideologisk ubøjelige og mere højreorienterede. Med den højrepopulistiske Tea Party-protestbevægelses fremkomst i 2009 begyndte kompromis at blive et skældsord.

En ny generation af konservative meningsdannere mente, at republikanske politikere såsom John McCain, der som præsidentkandidat i 2008 tabte valget til Barack Obama, havde været for eftergivende i forhold til Demokraterne, og det dominerende synspunkt blev, at konservative skulle stå klippefast på deres principper. Det betød, at den republikanske midte skrumpede ind. Ironisk nok var McCain med sit valg af den uerfarne værdikriger Sarah Palin til vicepræsidentkandidat i 2008 selv med til at åbne dørene for oprørene og i sidste ende bane vejen for Donald Trump.

Når John McCain mindes ved en stor mindehøjtidelighed i Washingtons nationalkatedral på lørdag, bliver det efter den afdøde senators eget ønske uden præsidentens deltagelse. Dagen vil helt og holdent stå i John McCains navn. Men tidsånden tilhører Donald Trump.