Prøv avisen

USA's højrekristne opruster

USA's højrekristne har med betydelig succes har gjort modstand mod præsident Barack Obamas "socialistiske" sundhedsreform til den "sag", som skal puste nyt liv i bevægelsen. Her demonstreres foran Kongressen i Washington. -- Foto: Michael ReynoldsEPA.

Netværk af evangelikale og katolske amerikanere har fundet en ny kernesag: Kampen mod en sundhedsreform

Skuffelsen var enorm blandt USA's højrekristne, da Barack Obama for knap et år siden vandt præsidentvalget, og da den tidligere Alaska- guvernør Sarah Palin viste sig ude af stand til at leve op til forventningerne som det visionære politiske stjerneskud, som skulle bringe det socialt konservative Amerika tilbage til magten.

Samtidig overskyggede den økonomiske krise mærkesager såsom abort, og det kristne højre gled ud i periferien af den offentlige debat.

Bevægelsen, der er et uformelt netværk af evangelikale og katolske amerikanere, er imidlertid ved at komme på benene igen.

Det er sket i takt med, at den med betydelig succes har gjort modstand mod præsident Obamas "socialistiske" sundhedsreform til den "sag", som skal pumpe nyt liv i bevægelsen og genvinde dens tabte politiske og kulturelle indflydelse.

Konservative kristne ledere samler nu fodsoldaterne til kamp mod Obama ved at arrangere borgerhøringer, kirkemøder og indsamlings-initiativer.

En stor del af aktiviteterne sker igennem en nyformet koalition af flere af landets største konservative kristne grupper, The Freedom Federation (frihedsføderationen).

Og strategien fungerer, vurderer D. Michael Lindsay, der er professor i sociologi på Rice University og en af landets førende eksperter i det kristne højre.

– Bevægelser klarer sig bedre, når de har noget at være i opposition til. Det er nemmere at rejse penge i den slags situationer. Det er nemmere at mobilisere frivillige, fordi du har en "os mod dem"-mentalitet, og det spiller utrolig godt for det kristne højre lige nu, siger han til avisen Washington Post.

Den amerikanske debat om en sundhedsreform gør det også muligt for den kristne højrefløj at bringe abortspørgsmålet tilbage i rampelyset ved at hævde, at reformen vil åbne for "statsbetalte" aborter.

De fleste af demokraternes forslag vil give lavindkomstgrupper tilskud til at tegne en sygeforsikring, og argumentet lyder, at hvis den forsikring dækker provokerede aborter – hvilket Obama-regeringen blankt afviser vil være tilfældet – så vil skatteborgere tvinges til at støtte abort.

Meningsmålinger viser da også, at sundhedsreformforslagene er stærkt upopulære blandt USA's konservative kristne.

Ifølge en meningsmåling fra ABC News og Washington Post er flere end syv ud af ti hvide evangelikale amerikanere "utilfredse med" eller "vrede over" demokraternes reformforslag. Samtidig er den generelle opbakning i befolkningen til Barack Obama dalende, og det gør præsidenten pludseligt sårbar.

Konservative kristne ledere er opmuntrede over udviklingen.

– Den lidenskab, der var så tydelig i Obama-kampagnen, er, i hvert fald lige nu, skiftet til vores side, siger Gary Bauer, der står i spidsen for gruppen American Values.

Weekendens netop overståede Values Voters Summit (værdivælger-konference), der bragte cirka 2000 opstemte højrekristne vælgere og politikere sammen i Washington under overskriften "vi tilbageerobrer Amerika", viste da også, at den kristne højrefløj er færdig med at slikke sine sår og klar til at profitere af den angst, som mange amerikanere føler over Obamas "venstreorienterede" dagsorden.

Højrekristne grupper lægger nu planer for, hvordan de skal detronisere demokratiske kongresmedlemmer ved næste års midtvejsvalg.

Ikke desto mindre viser nye tal, at en kristen venstrefløj er ved at vinde ind på den kristne højrefløj, og det gavner Barack Obama, der har stærke bånd til progressive kristne aktivister, hvis fokus på social retfærdighed understøtter hans politiske projekt.

Ifølge en undersøgelse fra forskningsenhederne Public Religion Research og Bliss Institute of Applied Politics deler cirka 24 procent af den amerikanske befolkning det religiøse højres værdisæt, mens 18 procent af amerikanerne deler det "moderne" tankesæt, der karakteriserer progressive kristne aktivister.

Tallene får Michael Cromartie, der er seniorforsker ved den konservative tænketank Ethics and Public Policy Center, til at udstede en dødsdom over den såkaldte gudskløft mellem republikanske og demokratiske amerikanere. Det republikanske parti har ikke længere monopol på gudstro, konstaterer han.

– Disse data viser tydeligvis, at gudskløften ikke bare er ved at blive lukket. Den er allerede lukket, siger han.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk