Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

USA's middelklasse falder igennem sprækkerne

For 31-årige Lauren Kahl, der lige nu er i jobaktivering, er mad ofte en luksus, og indkøbsture til supermarkedet er en øvelse i at få hver dollarseddel til at strække længst muligt. -- Foto: Sidsel Nyholm.

"Spisekamre", der uddeler gratis mad, bestormes af mennesker fra middelklassen, der pludselig har brug for hjælp til at sætte mad på bordet

Når Lauren Kahl sætter aftensmad på bordet hjemme i sit lille hus på pittoreske og velstående Long Island uden for New York, så ser hun ofte blot på, mens hendes syvårige datter og fireårige søn spiser sig mætte. Når de er færdige, spiser hun selv det, som er til overs. Hvis børnene har tømt tallerkenerne, vasker hun op og går i seng uden aftensmad.

For 31-årige Lauren Kahl, der lige nu er i jobaktivering, er mad ofte en luksus, og indkøbsture til supermarkedet er en øvelse i at få hver dollarseddel til at strække længst muligt. Og hun er ikke alene. USA er ramt af en smertefuld økonomisk krise, og ifølge en ny Gallup-måling manglede næsten én ud af fem amerikanere på et eller andet tidspunkt i løbet af sidste år penge til at at købe den mad, som de havde brug for.

– Det er hårdt at skulle kæmpe for en helt basal nødvendighed såsom mad. Vi sulter ikke, men vi må ofte undvære, og vi spiser som regel billig mad fra dåser og papæsker og sådan noget, fortæller Lauren Kahl, der som arbejdsløs enlig mor får beskeden økonomisk støtte fra det offentlige system.

Lauren Kahl behøver al den hjælp, som hun kan få, til at fylde køkkenskabet op, og derfor er hun blandt det stigende antal amerikanere, der jævnligt besøger et af de talrige "food pantries" (spisekamre) drevet af kirker og velgørende grupper over hele landet. Spisekamrene, der uddeler gratis basismadvarer, var tidligere en krykke for de allermest trængende. Men nu meddeler de enstemmigt, at de bestormes af helt almindelige amerikanere, der som følge af den økonomiske krise for første gang i deres liv oplever nød.

Fordi USA ikke har samme tætmaskede sociale sikkerhedsnet som eksempelvis Danmark, befinder de velgørende organisationer sig på forarmelsens frontlinjer, og ifølge netværket Feeding America voksede efterspørgslen i landets spisekamre med 30 procent i 2008 sammenlignet med året forinden. Og hos den velgørende gruppe Pronto i Brentwood på Long Island, hvor Lauren Kahl jævnligt henter poser fyldt med madvarer såsom tørret pasta og langtidsholdbar mælk, melder direktør Vivian Hart da også om mere travlhed og flere nye ansigter i køen end nogensinde før.

– Behovet er vokset enormt i løbet af de seneste to år. Vi ser flere og flere nyfattige, som har levet en komfortabel middelklassetilværelse med store huse og biler, og som nu er faldet gennem sprækkerne og ned til gruppen af fattige. Det er folk, der tidligere har været givere, og som nu selv er nødt til at bede om hjælp. Amerikas fattigdomsproblem spænder i dag meget vidt, siger Vivian Hart, der med trætte øjne og hæs stemme jonglerer en konstant ringende telefon og utallige bank på kontordøren.

Lauren Kahl er netop blandt det stigende antal middelklasseamerikanere, som pludselig er faldet igennem sprækkerne. Det skete for halvandet år siden, da faderen til hendes to børn en dag pakkede sine ting og forlod familien.

– Jeg var hjemmegående på fuld tid for at tage mig af børnene, mens han forsørgede os, og vi klarede os fint. Da han mistede sit arbejde, begyndte tingene at falde fra hinanden. En dag forsvandt han bare ud i den blå luft, og så stod jeg alene med alle udgifter og uden en indkomst, fortæller den udadvendte og snakkesalige Lauren Kahl, der i jeans og praktisk hættetrøje ligner indbegrebet af en aktiv, jævn amerikansk middelklassemor.

Hun kunne ikke betale huslejen og flyttede sammen med sine to børn ind hos en veninde. Men ligesom så mange andre amerikanere havde veninden købt et hus ved hjælp af et stærkt risikabelt boliglån, og da hun ikke længere kunne betale de månedlige udgifter, satte banken boligen på tvangsauktion. Lauren Kahl og børnene havde ingen andre muligheder end at tage til et herberg for hjemløse.

– Det var ydmygende at være nødt til at tage sådan et sted hen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle overgå mig. Jeg troede, at herberget ville være sådan en lurvet gymnastiksal med feltsenge, men det var det heldigvis ikke, og vi fik vores eget lille værelse, fortæller hun.

Efter fire måneder på herberget fik Lauren Kahl, der er født og opvokset i Long Island, anvist en lille bolig og blev sendt i jobtræning hos Pronto, hvor hun også er klient. Én gang om måneden kan hun her få et par poser med madvarer, der dækker den lille families behov i tre dage. Poserne supplerer de 221 dollar (cirka 1200 kroner), som hun hver måned modtager på et betalingskort via det offentlige "food stamp"-fødevareprogram.

– Jeg kan ikke få pengene til at strække i supermarkedet. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden spisekammeret. Det er en fantastisk hjælp, siger Lauren Kahl.

Prontos spisekammer er et vinduesløst, tætpakket rum med neonbelysning og cementgulv. Et par frivillige arbejdere står ved et langt metalbord og fylder plasticindkøbsposer med bønner, ris og småkager samt dåser med blandt andet kyllingekød, suppe og ærter, der derpå udleveres til de ventende klienter. Midt i rummet står kasser med "tilfældige" supplerende varer såsom chips, sportsdrik og skumfiduser, der blev doneret af et lokalt supermarked samme morgen. I en anden kasse ligger poser med daggammelt hvidt brød.

– Vi prøver at skaffe ernæringsrigtig mad, men næsten alt er doneret udefra, så vi kan ikke tillade os at være kræsne. Vi giver folk det, som vi har, konstaterer Vivian Hart, som viser rundt i spisekammeret og i Prontos nærliggende tøjcenter, hvor klienter blandt andet kan forsyne sig med let brugte jakkesæt, slips og spadseredragter til brug ved jobsamtaler.

Pronto har et samarbejde med lokale foreninger såsom pigespejderne, der arrangerer indsamlinger, hvor private borgere kan aflevere dåsemad og andre tørvarer, som derpå kommer på spisekammerets hylder. Derudover kommer en betragtelig del af madvarerne fra den store hjælpeorganisation Long Island Cares, der fra sit hovedkvarter i byen Hauppage 10 minutters kørsel fra Pronto i Brentwood indsamler og fordeler varer til hundredvis af lokale spisekamre på hele Long Island.

Her går blåklædte arbejdsmænd rundt i en enorm lagerhal og sorterer paller med madvarer, som er doneret af virksomheder, supermarkedskæder, lokale landbrug og privatpersoner. I et hjørne af lagerhallen driver Long Island Cares sit eget lille velordnede "nødspisekammer", hvor akut trængende kan forsyne sig med varer en enkelt gang og derpå blive henvist til mere permanent fødevarehjælp i deres lokalområder. For nylig satte organisationen en hel væg af til hunde- og kattemad.

– Det afspejler, at gruppen af nødstedte har skiftet karakter. Det er ikke længere blot de kronisk fattige og højrisikogrupperne, som har brug for hjælp. I dag er det familier, som har levet helt almindelige liv med hus og have og kæledyr, som pludselig hverken har råd til boligafdrag eller dyrefoder, forklarer den daglige leder, Jessica Rosati.

Ligesom mange andre velgørende spisekamre lægger både Long Island Cares og Pronto stor vægt på diskretion og forlanger ikke dokumentation for klienternes økonomiske situation. Long Island, der både har naturskønne strande, luksuriøse sommerhuse og prangende vingårde, er kendt som New York-overklassens legeplads, og her er fattigdommen mere skjult end i storbyen.

– For mange amerikanere er det meget nedværdigende at erkende, at de ikke er i stand til at sørge for deres egne basale behov. Forleden spadserede en meget elegant klædt kvinde med en fin designertaske ind ad døren og satte sig ned og brød sammen i gråd over at skulle bede om hjælp. Hun havde mistet sit hjem og bor nu i en kælder. Det kan godt være, at politikerne i Washington siger, at den økonomiske krise er ved at være overstået, og at der er kommet flere job, men det er ikke den virkelighed, som vi ser her, fortæller Vivian Hart.

Den økonomiske krise lægger også dobbelt pres på velgørende hjælpegrupper, der er afhængige af privat og offentlig støtte. Pronto har været nødt til at afskedige flere medarbejdere og har i dag en stab på blot seks ansatte og knap 30 frivillige og aktiverede.

– Behovet er vokset, mens der blevet længere mellem de private donationer og legaterne fra amtet og delstaten. Vi har både større efterspørgsel og færre medarbejdere end nogensinde før, konstaterer Vivian Hart.

For Lauren Kahl gælder det lige nu om at udstikke den rette kurs for fremtiden. Når hun har afsluttet sin jobtræning, vil hun benytte sig af de sociale myndigheders tilbud om støtte til videreuddannelse. Hun planlægger en karriere inden for administration i sygeforsikringsindustrien, der ifølge arbejdsmarkedsprognoser er en af de brancher med størst jobsikkerhed i fremtiden.

– Der er lang vej endnu, og jeg tager små skridt fremad. Jeg er nødt til at forblive optimistisk for mine børns skyld. Det er dem, som holder mig oppe. De har udholdt meget, men der er kommet nogle gode børn med stærke værdier og stor medfølelse for andre ud af det. Jeg er stolt af, at de har lært virkelig at sætte pris på det, som de har, siger Lauren Kahl.

Mens Lauren Kahl har gode muligheder for at kæmpe sig tilbage til middelklassen, så forventer amerikanske hjælpeorganisationer over hele landet, at efterspørgslen på fødevarehjælp og andre sociale ydelser vil forblive enorm. Alene Pronto hjælper 60.000 mennesker om året, og Vivian Hart regner med, at køen af mennesker i organisationens i forvejen tætpakkede og slidte forkontor vil vokse.

– Hvis vi for alvor skal tage fat om problemets rod, så vil det kræve meget store sociale reformer, og det kommer ikke til at ske foreløbig. Men når folk får nok af en uholdbar situation, så danner de græsrodsbevægelser. Mennesker hjælper andre mennesker, så godt de kan. Det er sådan, vi gør i Amerika, og sådan vil det fortsætte, siger hun.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk

I byen Kosse i Texas venter denne dreng i køen med sine forældre på uddeling af fødevarehjælp til værdigt trængende. Sidstnævnte gruppe inkluderer nu også dele af middelklassen. -- Foto: Lucy NicholsonReuters.
NEW YORK - NOVEMBER 23: Hundreds of people wait to get into the food pantry at St. AugustineâÄ™s Church on November 23, 2009 in the Bronx borough of New York City. A new report released Monday by the New York City Coalition Against Hunger finds that the number of people using emergency food assistance in New York City has risen 20.9 percent over last year. At the St. Augustine food pantry, where over 400 bags of produce and canned goods are distributed every Monday, they are giving out twice as much food this year as last. Spencer Platt/Getty Images/AFP Foto: SPENCER PLATT Denmark