Det ligner en kovending.
”USA vil nu ikke længere fokusere på at få fjernet Assad,” sagde den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, sent i torsdags til en gruppe journalister i New York og lod forstå, at det indtil nu har været USA’s fokus.
Men sandheden er, at det primære fokus i Syrien allerede i de sidste år af Barack Obamas præsidentperiode var at blive af med Islamisk Stat (IS) fremfor den syriske præsident, Bashar al-Assads, styre.
”På den lange bane tænker jeg, at Assads skæbne skal bestemmes af det syriske folk,” fastslog den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, ligeledes i torsdags på en pressekonference i Ankara efter et møde med sin tyrkiske kollega Mevlüt Cavusoglu.
Som om der i den demokratiske del af verden nogensinde havde været tillid til, at valg holdt i diktaturer kunne bringe andre end diktatoren selv til magten.
Samtidig er det ikke to uger siden, at Tillersons talsmand i Washington slog fast, at Assad er en ”brutal mand”, og at han ”ikke er en leder, hele det syriske folk kan acceptere”.
De seneste amerikanske udtalelser om Syrien lyder til forveksling som den nye præsident Donald Trumps udtalelse om Israel-Palæstina-konflikten på en pressekonference med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i midten af februar, hvor han sagde: ”En stat, to stater – jeg kan lide den løsning, parterne selv kan enes om.”
Disse ”på den ene side og på den anden side”-erklæringer dækker over en Trump-regering, der ikke kan finde sine ben i de komplicerede konflikter i Mellemøsten og derfor holder sig til ambivalente udtalelser, man ikke kan sætte handling bag.
Trump har erklæret, at hans mål i Syrien er at blive af med IS. Han har som princip ikke noget imod diktatorer. Men at overlade det til det syriske folk at bestemme, om det vil beholde Assad, er det samme som at sige, at Assad kan blive. Og det er det samme som at sige, at Washington accepterer, at Iran bevarer sin indflydelse i Syrien, hvilket slet ikke hænger sammen med, at Trump adskillige gange har slået fast, at det er Iran, der destabiliserer Mellemøsten.
Hvis Assad får magten tilbage i hele Syrien, kommer der til at opstå en sammenhængende iransk-støttet shia-muslimsk øst-vest-akse på tværs af det nordlige Mellemøsten: Fra den iransk-støttede shia-muslimske Hizbollah-milits i Libanon over et Iran-støttet alawitisk Assad-regime i Syrien over grænsen til det shia-muslimske Iran-venlige styre i Irak.
De sunni-muslimske lande Jordan, Egypten, Golf-staterne og ikke mindst Saudi-Arabien ser til med rædsel.
Der er mange forskellige bud på, hvilken vej situationen i grænseområdet mellem Irak og Syrien vil gå. Alle er afhængige af, hvilke aftaler USA og Tyrkiet eventuelt kan blive enige om i forhold til, hvilken rolle kurderne kan få i befrielsen af IS-højborgen Raqqa, og hvilken rolle Rusland og Iran som Assads støtter så indtager.
Amerikanske udtalelser om ”det syriske folk” og Assad beroliger i denne sammenhæng ikke.