USA’s nye sanktioner bider ikke automatisk på Putin

De hårdeste amerikanske sanktioner mod Rusland siden 2018 er både en test af Vladimir Putin og EU. Men vil de virke?

 I Vladimir Putins inderkreds tror man næppe på, at en de-eskalering er vejen frem – i stedet vil man med al sandsynlighed satse på, at en optrapning kan skræmme centrale EU-lande til at vige.
I Vladimir Putins inderkreds tror man næppe på, at en de-eskalering er vejen frem – i stedet vil man med al sandsynlighed satse på, at en optrapning kan skræmme centrale EU-lande til at vige. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix, Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix.

Joe Biden skruer nu bissen på over for Rusland. I torsdags meddelte USA’s præsident, at man indfører en række økonomiske sanktioner mod russiske privatpersoner og virksomheder, ligesom amerikanerne udviser 10 russiske diplomater. De kontante tiltag er en direkte konsekvens af, at USA nu holder en række russiske individer ansvarlige for både valgindblanding i USA i 2020, et avanceret cyberangreb på det amerikanske finansministerium samt andre såkaldt fjendtlige handlinger.

Selvom sanktionerne kommer midt i den massive russiske troppe-opmarchering ved grænsen til Østukraine, så er der ingen sammenhæng mellem de to forhold. Amerikanernes sanktioner er alene et samlet svar på en række russiske unoder gennem de seneste år – forhold, som USA’s forhenværende præsident Donald Trump ikke adresserede.

Og så alligevel – for præsident Joe Biden har de seneste uger demonstreret velorkestreret, diplomatisk lederskab. I ugens løb havde den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, sit første møde med sin tyske kollega, Annegret Kramp-Karrenbauer, og mødet ledte til en opsigtsvækkende udtalelse fra sidstnævnte. Hun sagde nemlig, at konstruktionen af Nord Stream 2-gasledningen, der er 95 procent færdig, kan sættes på pause, hvis Rusland forsætter sin aggression ved den ukrainske grænse. Tyskland har ellers konsekvent holdt spørgsmålet om gasledningen ude, eftersom den russiske gasledning er et centralt element i Tysklands afvikling af atomkraft, ligesom der er store tyske industriinteresser knyttet til projektet. Og da gasrørledningen fra Rusland til Tyskland samtidig er et af russiske Vladimir Putins absolutte prestigeprojekter, er den tyske trussel noget, der betragtes som langt mere alvorligt end den pakke af sanktioner, USA offentliggjorde i torsdags.

Joe Biden har samtidig vist stærkere og mere samlende politisk lederskab i konfrontationen med Rusland, end forgængerne Barack Obama og Donald Trump formåede.

De første russiske reaktioner kom blandt andet på det officielle nyhedsbureau, Tass, hvor man bemærkede, at Joe Biden kløjs i sin udtale af ”Putin”, ligesom man slog på, at den amerikanske præsident begyndte at sige ”vaccinere”, da han mente ”eskalere” – tydeligvis i et forsøg på at gengælde den personlige fornærmelse af præsident Putin, som Joe Biden bedrev, da han i marts kaldte Putin ”en morder”. Den største advarsel i den amerikanske sanktionspakke er forbuddet mod at lade amerikanske banker handle med russiske statsobligationer. Rusland er ikke afhængig af amerikanske banker for at sælge statsobligationer, men det er et klart signal fra USA om, at man kan være parat til at bruge det, man kalder den ”atomare løsning” – at udelukke Rusland fra de dele af det internationale finansielle system, der er dollar-baseret. Det vil være den største trussel mod den russiske økonomi siden Sovjetunionens sammenbrud – men jokeren er EU, der er splittet i spørgsmålet. Samles Vesten om den finansielle ”atomare løsning” og en suspendering af Nord Stream 2, kan det dog udløse en krise, der kan måle sig med de værste tidspunkter under den kolde krig. I Vladimir Putins inderkreds tror man dog næppe på, at en de-eskalering er vejen frem – i stedet vil man med al sandsynlighed satse på, at en optrapning kan skræmme centrale EU-lande til at vige. Men rådgiverne i Kreml har før forregnet sig, og Europa risikerer derfor at stå over for en varm sommer.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.