USA's senat godkender stor milliardhjælp til Ukraine

Med den seneste pakke beløber USA's hjælp til Ukraine sig til i alt 382 milliarder kroner.

En tøjbamse sidder på en gynge i byen Kharkiv efter et russisk luftangreb. USA sender ny hjælp for omkring 280 milliarder kroner til Ukraine.
En tøjbamse sidder på en gynge i byen Kharkiv efter et russisk luftangreb. USA sender ny hjælp for omkring 280 milliarder kroner til Ukraine. Foto: Ricardo Moraes/Reuters.

Senatet i USA har med et stort flertal på 86-11 stemt for en hjælpepakke på næsten 40 milliarder dollar til Ukraine. Beløbet svarer til omkring 280 milliarder kroner.

Præsident Joe Biden ventes inden længe at godkende pakken med sin underskrift.

USA's kongresmedlemmer er dybt splittede i mange spørgsmål. Men hjælp til Ukraine har massiv opbakning på begge fløje.

- Hjælp til Ukraine er meget mere end velgørenhed, siger den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell.

- Fremtiden for amerikansk sikkerhed og strategiske kerneinteresser vil blive formet af udfaldet af denne kamp, sagde han inden afstemningen.

På Twitter takker den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, for hjælpen fra USA.

- 40 milliarder dollar er et betydeligt amerikansk bidrag til genoprettelse af fred og sikkerhed i Ukraine, Europa og verden, skriver Zelenskyj.

Hjælpen fra USA er dels militær, og dels økonomisk og humanitær.

Blandt andet er der øremærket seks milliarder dollar til indkøb af pansrede militærkøretøjer og luftforsvarssystemer.

Oveni kommer hjælp for yderligere 100 millioner dollar i form af våben og andet militært udstyr, meddeler udenrigsminister Antony Blinken ifølge Reuters.

Knap ni milliarder dollar er afsat til at hjælpe Ukraine med såkaldt "fortsat regeringsførelse", herunder humanitær hjælp.

Med den seneste pakke har USA ydet hjælp til Ukraine for i alt 54 milliarder dollar i løbet af to måneder, skriver New York Times. Det svarer til 382 milliarder kroner.

Første pakke på 14 milliarder dollar kom i midten af marts, kun få uger efter at Rusland havde invaderet Ukraine 24. februar.

Præsident Biden har i flere uger presset på for at få en ny hjælpepakke på plads.

Også fra G7-landenes finansministre er der løfter om nye milliarder til Ukraine. Landets statskasse får en saltvandsindsprøjtning svarende til 130 milliarder kroner til at betale sine løbende udgifter.

- Beskeden er: Vi står bag Ukraine. Vi vil hjælpe med de midler, de har brug for, så de kan komme igennem det her, siger USA's finansminister, Janet Yellen.

Det er en hjælp, der er lige så vigtig som "de våben, I giver", siger den ukrainske premierminister, Denys Sjmyhal.

Han vurderer, at den massive hjælp fra udlandet vil hjælpe Ukraine til en hurtigere sejr over Rusland i krigen, skriver Reuters.

Til sammenligning var Danmarks bnp i 2021 på knap 2500 milliarder kroner.

/ritzau/AFP