Efter to årtiers krig og ufattelige menneskelige og økonomiske tab forlod USA Afghanistan prunkløst i nattens mulm og mørke. Sidste mand på afghansk jord var generalmajor Chris Donahue, der badet i det grønne lys fra en nattesynslygte sent mandag lokal tid travede op ad en rampe og ind i et militært C-17 transportfly. Kort tid efter lettede det amerikanske fly fra Kabuls lufthavn, og Afghanistans nye magthavere, den islamistiske bevægelse Taleban, rykkede ind.
Billedet af Chris Donahues ensomme exit er gået verden rundt, og det er allerede blevet et symbol på USA’s ydmygende og kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan. Salt i amerikanernes sår er også en video af Taleban-krigere, der umiddelbart derefter spadserer ind i en hangar i Kabuls lufthavn og tilfreds gransker de amerikanske militærhelikoptere, der nu er i deres varetægt.
Amerikanske militære ledere oplyser, at USA’s prioritet var at få styrkerne sikkert ud af Afghanistan, men at de efterladte helikoptere samt andre militære fly og køretøjer er blevet ”permanent demilitariserede”. Det vil sige, at de er blevet ødelagt på en måde, så de aldrig kan bruges igen af Taleban eller andre.
Ikke desto mindre er det lykkedes Taleban at få fingrene i et enormt arsenal af amerikanske våben, helikoptere og militære køretøjer, efter at bevægelsen med forbløffende hast generobrede det meste af Afghanistan og besejrede landets militær, som USA har brugt milliarder af dollars på at bevæbne. En ny video viser angiveligt Taleban triumferende flyve amerikanske Black Hawk-helikoptere over Afghanistans næststørste by, Kandahar.
Afghanistan har på grund af sin evne til at sætte udenlandske besættere til vægs længe været kendt som ”imperiernes kirkegård”, og USA står nu for en af de mest spektakulære nederlag i det ufremkommelige, sammensatte og krigsmartrede land. Nu skal amerikanerne finde en måde at definere sit forhold til de samme islamistiske magthavere, som de smed på porten med invasionen i 2001.
”Et nyt kapitel er begyndt. Den militære mission er afsluttet. En ny diplomatisk mission er begyndt,” sagde USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, i denne uge.
Missionen i Afghanistan pinte og plagede fire amerikanske præsidenter. Men det bliver den nuværende, præsident Joe Biden, der kommer til at tage ansvaret for den tabte krig. Joe Bidens kritikere på både højre- og venstrefløjen gør ham til syndebukken for USA’s ydmygelse og ansvarlig for Afghanistans fremtid under et strengt islamistisk styre. Mange begræder også, at USA trods Bidens løfter om det modsatte lod mindst 100.000 afghanere, som var berettigede til at blive genhuset i USA, i stikken.
Men præsident Biden var tvunget til at spille med de tabende kort, som hans tre forgængere i embedet samt en række amerikanske militære ledere havde givet ham. Det er en velkendt sandhed, at USA’s mission i Afghanistan med tiden blev mere og mere uklar, og at de amerikanskstøttede afghanske institutioner, heriblandt regeringen og militæret, var håbløst korrupte.
Det amerikanske nederlag i Afghanistan er tværpolitisk. Præsident George W. Bush indledte krigen, og hans efterfølgere Barack Obama og Donald Trump indså, at den var tabt. Men ingen af dem havde det politiske mod eller vilje til at afslutte den. Dette blev Joe Bidens opgave.
For præsidenten er USA’s udenrigspolitiske fokus ikke Mellemøsten og Sydasien. Hans regerings prioriteter er at bevare USA’s teknologiske forspring, at bekæmpe klimaforandringerne, at fremme den amerikanske demokratiske model og at holde lande som Kina og Rusland i skak.
Joe Biden har med USA’s tilbagetog fra Afghanistan truffet en svær og kynisk beslutning. Udførelsen var uskøn, og de menneskelige omkostninger er enorme, men beslutningen kan vise sig at være den rigtige for USA’s langsigtede nationale interesser.