Prøv avisen

USA's statsgæld i en liga for sig selv

Foto: Ritzau Scanpix/Pablo Martinez Monsivais

Gælden modsvarer nu værdien af ét års samlede indkomst. Tirsdag steg gælden med 238 milliarder dollar

Umiddelbart efter præsident Barack Obama tirsdag underskrev loven om en forhøjelse af statens gældsloft, var USA igen ude at låne penge.

Og med de nye lån passerer den amerikanske statsgæld en milepæl, idet den nu matcher landets samlede indkomst i et år.

Tirsdag hentede USA yderligere 238 milliarder dollar på lånemarkedet, ifølge en opgørelse fra finansministeriet i Washington. Det betyder, at landets kreditorer nu har et tilgodehavende på sammenlagt 14.580 milliarder dollar mod 14.290 milliarder mandag.

Loven om en forhøjelse af gældsloftet blev vedtaget bare et døgn før den amerikanske statskasse var tømt for midler til at udbetale blandt andet lønninger og pensioner.

I første omgang tillader loven staten at låne yderligere 400 milliarder dollar - et beløb som gradvist øges over de næste 18 måneder.

Dermed undgår Kongressen næste år under præsidentvalget at skulle gentage denne sommers langvarige seance og mange politiske slagsmål om gældsloftet.

Den samlede gæld er efter tirsdagens nye lån nu en anelse større end USA's bruttonationalproduktet (BNP) i 2010 på 14.530 milliarder dollar.

Beløbet er i en liga for sig selv globalt set. At gælden nu overgår den samlede værdi af den årlige økonomi bringer USA i selskab med dybt forgældede lande som Italien og Belgien.

Sidst statens gæld var på højde med BNP var i 1947 efter landets deltagelse i Anden Verdenskrig.

Går man bare 30 år tilbage var der helt anderledes styr på finanserne. I 1981 udgjorde gælden en tredjedel af BNP.

Kreditvurderingsbureauer har advaret USA om at få nedbragt gælden hurtigt. Ellers vil landets kreditværdighed blive svækket. Det vil medføre, at kreditorerne kan kræve en højere rente.

Tirsdag oplyste kreditvurderingsselskabet Moody's, at senest i 2015 skal gældens andel i forhold til BNP nedbringes til 73 procent. Sker det ikke, vil kreditvurderingen blive sat ned.