USA’s unge vil gå imod strømmen og stemme

Det amerikanske kongresvalg i morgen ventes at blive et tilløbsstykke for unge vælgere, der blandt andet er motiveret af modstand mod præsident Trump. Men modvilje over for Washington og komplicerede krav til vælgerne kan hæmme valgdeltagelsen

I flere svingstater – som her i Florida – har dobbelt så mange unge ladet sig registrere som vælgere op til morgendagens valg.
I flere svingstater – som her i Florida – har dobbelt så mange unge ladet sig registrere som vælgere op til morgendagens valg. . Foto: Mike Stocker/SF Sun Sentinel/Polaris/Ritzau Scanpix.

Ældre amerikanere betragter gerne deres yngre landsmænd som dovne og politisk apatiske. Men ved midtvejsvalget i morgen kan de unge amerikanere dementere denne karakteristik.

Ifølge en stor undersøgelse fra det politiske institut ved Harvard University er andelen af 18-29-årige vælgere, som agter at dukke op ved valgstederne for at stemme, den største i USA i mindst tre årtier. Hele 40 procent af de unge vælgere siger, at de ”uden tvivl” vil stemme i morgen. Til sammenligning lå denne gruppes valgdeltagelse på under 20 procent ved de to seneste midtvejsvalg i 2010 og 2014.

Harvard-undersøgelsen viser også, at de unge amerikaneres voksende politiske engagement blandt andet kan knyttes til deres erfaringer som en generation opvokset i skyggen af finanskrisen i 2008, der har gjort det vanskeligt for mange at få ordentligt fodfæste i voksenlivet. Også de mange skoleskyderier har ifølge undersøgelsen sat deres spor og er medvirkende til, at flere end 6 ud af 10 unge vælgere nærer mere frygt end håb for USA’s fremtid.

”Den gode nyhed er, at de er mere mobiliserede, end de har været i mange år. Den dårlige nyhed er, at de er mobiliserede på grund af de traumer, som de har gennemlevet,” siger John Della Volpe, der står bag undersøgelsen, til avisen The Washington Post.

Unge amerikaneres politiske engagement har været voksende siden Donald Trumps valgsejr i 2016, og deres valgentusiasme ventes at komme Demokraterne til gode. Ifølge undersøgelsen fra Harvard ønsker cirka to tredjedele af de unge vælgere, at Demokraterne overtager kontrollen med Kongressen, mens cirka en tredjedel håber, at Republikanerne bevarer flertallet i Repræsentanternes Hus og Senatet. Kun 25 procent af de unge vælgere siger, at de bifalder Donald Trumps indsats som præsident.

Trumps præsidentskab har været som en kold spand vand i hovedet på unge amerikanere, siger 25-årige Hannah Peters, der studerer folkesundhed på Berkeley University i det nordlige Californien.

”Det chok, som valget af Trump i 2016 var, har motiveret os til at engagere os politisk. Han er på forkert kurs, hvad angår så mange emner, der er vigtige for vores generation. Vi kan ikke ignorere klimaforandringer, vi kan ikke udviske transkønnedes rettigheder, vi kan ikke standse indvandringen til USA, vi kan ikke tage kvinders reproduktive rettigheder fra dem. Trumps tilbageskuende ideologi og værdipolitik har revet os ud af vores dvale og skræmt os til handling,” siger hun.

Hannah Peters peger på sociale medier som Instagram og Twitter som en vigtig faktor i mobiliseringen af unge vælgere op til midtvejsvalget.

”De sociale medier har virkelig vækket os til dåd og været med til at oplyse os om, hvorfor det er vigtigt at stemme, og hvad der er på spil. Det er muligt, at sociale medier har et dårligt ry som værende fordummende, men for mig og mine venner spiller de en meget positiv rolle i forhold til den politiske samfundsdebat,” siger hun.

Mens Hannah Peters hører til de unge vælgere, der vil møde frem ved valgstederne i morgen, er det ikke sikkert, at mange af hendes jævnaldrende gør alvor af intentionen om at stemme, når det kommer til stykket. Ifølge Harvard-undersøgelsen svarede 26 procent af de unge vælgere i en tilsvarende måling i 2014, at de ville stemme. Da valgstederne lukkede, havde blot 16 procent sat handling bag deres ord.

”Unge vælgere er notorisk svære at få mobiliseret, når der ikke er valg til præsidentposten,” siger Tom Bonier, der er politisk analytiker og direktør i analysevirksomheden Targetsmart, til Ritzau.

Targetsmart overvåger vælgervandringer og laver månedlige opgørelser over antallet af nyregistrerede vælgere. Virksomhedens seneste opgørelse viser en markant stigning i antallet af unge, der lader sig registrere som vælgere. Og særligt i en række svingstater som Pennsylvania og Florida er antallet af nyregistrerede vælgere under 30 år mere end fordoblet.

”De unge lader sig i øjeblikket registrere i et langt højere tempo end alle andre vælgergrupper. Der er en meget klar tendens. Men hvorvidt de så også møder op på valgdagen, er uvist,” siger Tom Bonier til Ritzau.

Der er flere årsager til den generelt lave valgdeltagelse i USA. Eksperter peger ofte på, at mange amerikanere uanset aldersgruppe er stærkt misfornøjede med politikerne i Washington, som i deres øjne er selvtilstrækkelige, indspiste og ude af trit med folkets interesser. Kongressen er ifølge talrige meningsmålinger den mindst populære politiske institution i USA. En ny måling fra Gallup viser eksempelvis, at kun 22 procent af vælgerne er positivt indstillede over for Kongressen.

Dertil kommer, at det er vanskeligt for mange amerikanere – især de yngre og de fattige – at komme til at stemme. I de fleste delstater skal valgberettigede borgere selv aktivt lade sig registrere som vælgere, og denne proces er mange steder forvirrende og kompliceret. Nogle delstater kræver, at vælgere fremviser bestemt fotoidentifikation såsom et kørekort. Det kan også være vanskeligt især for unge mennesker, der ofte flytter fra lejebolig til lejebolig og ikke har en permanent adresse, at blive registreret som vælgere.

”Det var nemmere for mig at få mit brugerkort til medicinsk cannabis – hvilket ikke er en rettighed eller endda lovligt i forbundsregeringens øjne – end det var at blive registreret til at stemme,” siger den 27-årige Jocelyn fra Arlington i Massachusetts til nyhedsmediet New York Magazine.

Valgdeltagelsen ved amerikanske midtvejsvalg er generelt lavere end ved præsidentvalg. Rekordåret for unge amerikaneres deltagelse i et midtvejsvalg var 1986, hvor 21 procent deltog i valget. Ifølge tal fra forskningsgruppen Circle var valgdeltagelsen blandt unge amerikanske vælgere 50 procent ved præsidentvalget i 2016.