Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Rusland-analyse

Ustabil verden skal sikre Vladimir Putins genvalg

Med udenrigspolitiske sejre i bagagen fremstod den russiske præsident i går nok engang som den solide landsfader på sit årlige, store pressemøde. Men når Putin genvælges i marts 2018, bliver det store spørgsmål, hvem der skal afløse ham i Kreml

Kort efter at Vladimir Putin første gang blev valgt som præsident i 2000, byggede hans team en del af hans offentlige legitimitet op om to åbne livetransmissioner – den årlige pressekonference for alverdens journalister og den ”direkte linje til Putin”, hvor borgere ringer spørgsmål ind. Begge maraton-seancer af 3-4 timers varighed, der skal vise en leder med tæt forbindelse til sin befolkning.

Et naturligt fokus ved den store pressekonference i går var præsidentvalget i Rusland i marts 2018, som Putin i sidste uge anmeldte sit kandidatur til. Og måden, hvorpå der blev talt og ikke talt om dette markante valg, fortæller meget om præsidentens positionering frem mod marts. Putin mente landsfaderligt ikke, at pressekonferencen var anledningen til at fremsætte et politisk program – underforstået, vi taler om vigtigere, principielle ting her. Putin efterlyste mere politisk konkurrence i Rusland, men omtalte også den eksisterende opposition som uansvarlig, og han var meget tæt på at få sagt, at hvis ikke det endte med genvalg, ville det ligne et statskup.

Ligeledes var han som ofte før, siden den russiske økonomi mistede sit vækstmomentum endeligt i 2014, ukonkret om økonomi, men meget konkret om den politiske ustabilitet, der findes alle andre steder end i Rusland, for eksempel i Ukraine. Putin og hans politiske team gør meget ud af at trække det konkret-politiske ud af præsidentens relation til befolkningen og fremstille ham som en landsfader, der er hævet over disse ting, men som til gengæld er garanten for samfundets sammenhængskraft.

Udenrigspolitisk har Vladimir Putin medvind overalt. Som omtalt i denne avis besøgte han tidligere på ugen Syrien og påbegyndte tilbagetrækningen af russiske styrker, dog med en samtidig udbygning af de russiske militærbaser i det krigshærgede land, hvor Islamisk Stat nu er nedkæmpet – af Rusland.

Så geopolitisk er Putin nu helt uomgængelig i alle centrale mellemøstlige spørgsmål, og på indenrigsfronten er præsidentvalgkampen nu fri af, at Rusland er krigsførende – unge, russiske mænds tabte liv kan ikke blive et tema.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har med blandt andet sit Jerusalem-initiativ indirekte styrket Putin, fordi den amerikanske politik i Mellemøsten har skabt stor usikkerhed i regionen. I Ukraine betyder konflikten om kampen mod korruption mellem den tidligere georgiske leder Mikheil Saakasjvili og den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, at billedet af naboen og det slaviske broderland er billedet af den evige, umulige lillebror, som det går ilde, når der ikke lyttes til storebror.

I USA viser efterforskningen af Trump-lejrens bånd til Kreml ifølge Putin, at stærke kræfter i det politiske establishment ønsker at delegitimisere landets demokratisk valgte præsident og dermed de vælgere, der har stemt på ham. Der er for russerne ikke nogle politiske systemalternativer ude i verden, og denne verden ville være et mere usikkert sted uden Ruslands kløgtige og moderate lederskab, var budskabet i går.

Så alt går Vladimir Putins vej. Lige indtil han genvælges.

Når Putin er genvalgt, kan han om seks år ikke stille op igen – og hvad så? Det spørgsmål vil optage de herskende eliter i Rusland, for hvilken orden kan Rusland have uden Putin? I 2008-2012 holdt han som premierminister den forfatningsmæssige time-out fra præsidentembedet. Dengang udløste det voldsomme og dokumenterede magtkampe mellem stærke elitegrupperinger – uden Putin er det en alles kamp mod alle.

Denne alles kamp mod alle begynder igen i 2018 under barske vilkår. I 2008 havde Rusland oplevet otte års højvækst, siden 2008 har den økonomiske udvikling i praksis været flad. I 2008 samarbejdede de russiske oligarker med Vesten og hentede massive investeringer på børserne i Europa, i 2018 er Rusland politisk og økonomisk isoleret fra Vesten og kastet i armene på Kina. 2018 får 2008 til at ligne en spejdertur. Spørgsmålet er, om landsfaderen kan inddæmme de rivaliserende kræfter i sin sidste periode, eller om russerne igen må vænne sig til politisk ustabile tider fra 2018 og i årene frem.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.