Våbenhvile i Syrien har ringe udsigter

Risikoen for en voldsom eskalering har skærpet stormagternes ønske om en fredelig løsning. Men chancerne for, at kampene stopper, er små

Den lavmælte optimisme i ved Syriens-konference er forståelig. For det er vanskeligt at se, at ordene på papiret også vil blive ført ud i praksis, siger Jonathan Spyer, mellemøstanalytiker ved den israelske tænketank Gloria.
Den lavmælte optimisme i ved Syriens-konference er forståelig. For det er vanskeligt at se, at ordene på papiret også vil blive ført ud i praksis, siger Jonathan Spyer, mellemøstanalytiker ved den israelske tænketank Gloria. Foto: Amer Almohibamy/AFP.

På trods af det ellers positive budskab var begejstringen til at overse hos Ruslands og USA's udenrigsministre, da de natten til i går efter seks timers forhandlinger kunne præsentere en aftale om at sætte en stopper for krigshandlingerne i Syrien.

Aftalen blev indgået i den tyske by München mellem Rusland, USA, EU, Den Arabiske Liga og en række andre lande og internationale organisationer i Den Internationale Støttegruppe for Syrien. Den siger, at ”fjendtlige handlinger” i Syrien skal ophøre inden en uge.

Men præsentationen samt modtagelsen af aftalen var præget af stor skepsis. Og den lavmælte optimisme er forståelig. For det er vanskeligt at se, at ordene på papiret også vil blive ført ud i praksis, siger Jonathan Spyer, mellemøstanalytiker ved den israelske tænketank Gloria.

”Vi skal ikke tænke på det her som enden på krigen. Der er flere ting, der indikerer, at Rusland kan slippe uden om at implementere den,” siger han.

Målet er, at aftalen skal munde ud i en egentlig våbenhvile, og at de strandede fredsforhandlinger i Genève skal genstartes. Samtidig skal aftalen sikre, at der kan leveres hårdt tiltrængt nødhjælp til en række belejrede byer og områder.

Kampen imod terrorgrupper i Syrien er dog ikke omfattet af aftalen. Og det kan være en afgørende grund til, at den risikerer at gå i vasken, før den overhovedet træder i kraft:

”Rusland og USA er ikke enige om, hvem der er terrorister. Rusland bomber grupper, som USA støtter og anser som den legitime opposition. Der er ingen grund til at tro, at Rusland vil stoppe disse angreb. Inden russerne vil gå videre ad den diplomatiske vej, vil de sikre sig, at oppositionsgrupperne er så svage, at de er villige til at overgive sig,” siger Jonathan Spyer.

Rusland, der i modsætning til USA støtter Syriens præsident Bashar al-Assad, har de seneste dage udført intensive luftangreb på storbyen Aleppo. Kampene har sendt titusindvis af syrere på flugt mod den tyrkiske grænse. Aleppo har i flere år været delt mellem oprørsgrupper og det syriske regime, men med hjælp fra de russiske luftangreb har Assads tropper de seneste dage indtaget vigtige dele af byen.

Udviklingen i Aleppo afspejler det større billede i landet, hvor Assads regime står styrket, efter at Rusland i slutningen af september sidste år gik militært ind i konflikten.

Regimets fornyede overtag har de seneste dage fået Tyrkiet, Saudi-Arabien og en række Golf-lande til at indikere, at de også kan være på vej til at sætte deres militær ind i Syrien. De støtter alle oprørsgrupperne og mener, at en fred i Syrien er utænkelig, så længe Assad sidder på magten.

Disse udmeldinger har fået den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, til at advare om, at situationen kan være ved at eskalere voldsomt:

”Amerikanerne og vores arabiske partnere må tænke sig grundigt om: Ønsker de en permanent krig? Alle sider må tvinges til forhandlingsbordet i stedet for at starte en ny verdenskrig,” siger han til den tyske avis Handels-blatt.

Og netop dette scenarie er grunden til, at der på trods af alle udfordringerne er grund til en forsigtig optimisme over aftalen i München, mener Doris Carrion, mellemøstanalytiker ved den britiske tænketank Chatham House.

”I løbet af de seneste få dage er risikoen for en alvorlig eskalering af Syrien-krigen blevet større end nogensinde før. Vi har ikke tidligere set en situation, hvor de regionale magter vil indsætte deres egne landtropper. Det er noget, alle sider af konflikten ønsker at undgå. Derfor er der nu en meget større bevidsthed om at finde en måde at deeskalere situationen på,” siger hun.