Prøv avisen

Vækst i rituel slagtning skaber debat

En meningsmåling sidste år for avisen Daily Mirror viste, at 83 procent vil have forbudt rituel slagtning uden bedøvelse, og endnu flere vil have en klar mærkning af fødevarer, som er slagtet efter religiøse forskrifter. Foto: NILS MEILVANG

Stadig flere dyr slagtes uden bedøvelse i Storbritannien. Det fører nu til et pres på politikerne for et forbud

Stadig flere dyr slagtes uden bedøvelse i halal- og kosherslagtehuse i Storbritannien, hvilket blev gjort forbudt i Danmark sidste år.

Ifølge foreningen af britiske dyrlæger blev alene 2,4 millioner lam og geder slagtet sidste år uden først at blive bedøvet - hvilket er en vækst på 60 procent på blot tre år.

Beregningerne fra den britiske dyrlægeforening er foretaget på baggrund af kontrolrapporter fra den britiske fødevarestyrelse.

Væksten bliver blandt andet forklaret med, at der blandt visse muslimske grupper er en stærk kampagne for den opfattelse, at et bedøvet dyr ikke opfylder kravet om, at dyret skal være levende og bløde til døde.

Den britiske dyrlægeforening skiftede sidste år kurs og er nu fortaler for et forbud mod slagtning uden bedøvelse. Foreningen har tilmed iværksat en underskriftsindsamling på den britiske regerings hjemmeside, som denne uge har passeret 100.000 underskrifter. Dermed skal regeringen overveje en debat om emnet i parlamentet.

En meningsmåling sidste år for avisen Daily Mirror viste, at 83 procent vil have forbudt rituel slagtning uden bedøvelse, og endnu flere vil have en klar mærkning af fødevarer, som er slagtet efter religiøse forskrifter.

Awal Fuseini, der er certificeringschef i organisationen Halal Food Authority, undrer sig over den store fokus på rituel slagtning, da rapporten fra fødevarestyrelsen også viser, at der er andre store dyrevelfærdsproblemer i slagteribranchen. Han føler også, at der er urimelig stor fokus på muslimer.

”Ingen taler om schæchtning i Storbritannien, men her bliver 100 procent af alle dyr slagtet uden bedøvelse,” siger han til Kristeligt Dagblad med henvisning til den tilsvarende traditionelle jødiske slagtemetode.

Halal Food Authority er den førende organisation til at certificere halal-fødevarer på det britiske marked. Organisationen accepterer både slagtning med og uden bedøvelse, og der er ikke nogen særlig mærkning til at adskille de to slagtemetoder.

”De, der ønsker slagtning med bedøvelse, må levere beviser for, at al slags bedøvelse ikke først dræber dyret. Så vil alle folk acceptere det som halal,” siger Awal Fuseini.

Kampagnechef David Bowles fra den britiske dyrevelfærdsorganisation RSPCA fremhæver, at alle undersøgelser viser, at dyr lider, hvis de får halsen skåret over uden først at være bedøvet.

”Der bør ikke være nogen undtagelser i loven for at tillade slagtning uden bedøvelse, og vi opfordrer politikerne til at handle i dette spørgsmål,” siger David Bowles.

En talsmand for det britiske fødevareministerium siger til avisen The Times, at der ikke er nogen planer om at forbyde religiøs slagtning.

”Regeringen ville foretrække, at dyr blev bedøvet før slagtning, men vi respekterer jøders og muslimers ret til at spise kød i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning,” lyder det.