Vælgerne forærer frivilligt magten til autoritære ledere rundt om i verden

Det kræver ikke længere et kup at indføre autoritært styre i et demokrati. Vælgerne stemmer i stigende grad på autoritære personligheder, som ikke lægger skjul på deres flossede respekt for demokratiet. Et genvalg til Donald Trump i USA kan bekræfte tendensen med ønsket om en stærk leder, som også ses i lande som Brasilien og Tyrkiet

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kunne for to uger siden ikke blot fejre, at han som forventet blev frikendt af sine republikanske partifæller i Senatet ved den rigsretssag, som Det Demokratiske Parti havde rejst mod ham. Han kunne også varme sig ved en meningsmåling, der viste, at han trods rigsretssagen er mere populær end på noget andet tidspunkt i sin embedsperiode.

49 procent svarede i en Gallup-måling, at de var tilfredse med hans arbejde som præsident. Det er tre procent mere end Barack Obama på det tilsvarende tidspunkt i hans første præsidentperiode – og første gang, at Trump, der ellers har været en af de mest upopulære præsidenter, er i nærheden af at have et flertal af befolkningen med sig. Selvom tilfredsheden med præsidenten igen er faldet i en række rundspørger siden da, bekræftede en Rasmussen-måling i sidste uge samme tendens som hos Gallup.

Senest fik Trump en lille fornemmelse af, hvordan det ville kunne føles, da en meningsmåling i delstaten Alabama viste, at 58 procent af de adspurgte sætter pris på ham som præsident.

Udviklingen vækker bekymring blandt de amerikanere, der ikke hører til Trumps tilhængere. De ser USA gå ned ad samme vej, som blandt andet Ungarn, Brasilien, Filippinerne og Indien har gjort de seneste år. Og før dem: Rusland, Tyrkiet og Egypten.

Vælgerne stemmer bevidst og frivilligt på politiske ledere, der går efter at få stor personlig magt, og som uden tøven indskrænker de demokratiske rettigheder for at kunne bevare den. De stærke mænd er i høj kurs, mens demokratierne skrumper, men det sker med vælgernes billigelse.

”Donald Trump er kun få skridt fra at blive en helt ny slags autokrat – en folkevalgt én,” skrev Wayne Sandholtz, professor i internationale forhold og ret ved universitetet USC i Los Angeles i Californien, for få uger siden i en kommentar i avisen Los Angeles Times.

”Trump beundrer åbenlyst udenlandske autoritære ledere, der har været i stand til at opløse demokratiske institutioner og sætte sig på magten. Han roser dem – ikke fordi deres politik falder i tråd med amerikanske interesser og værdier – men fordi de ikke bliver straffet for at afvise dem,” lyder hans vurdering.

Suthan Krishnarajan er adjunkt i statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i demokratier og autokratier, herunder demokratisk utilfredshed i vestlige demokratier. Han peger på, at selvom verden overordnet set stadig er mere demokratisk end nogensinde før, er der tydeligvis også nogle mørke skyer forude.

”Vi ser nogle nye tendenser. Den måde, demokratier bryder sammen på i dag, er helt anderledes end tidligere. Før skulle der et kup til at ændre styreformen. I dag sker det ved, at de demokratiske rettigheder skridt for skridt bliver begrænset,” siger han.

Den langsomme indsnævring af demokratiet kan være en af forklaringerne på, at vælgerne bliver ved med at bakke op om de autoritære ledere. Hvert enkelt skridt synes ikke af noget, og for hver gang sløres den kritiske sans også. Som i skrønen om frøen, der bliver sat over i en gryde vand, men ikke når at hoppe ud, før vandet koger, fordi temperaturen stiger så gradvist, at den ikke reagerer på det.

De to amerikanske professorer i statskundskab ved Harvard Universitet Steven Levitsky og Daniel Ziblatt beskriver processen i deres bog ”How Democracies Die” fra 2018. Hver enkelt stramning er ikke noget i sig selv, men set over en periode fjerner de autoritære ledere bid for bid de bolte og møtrikker, der holder et liberalt demokrati sammen.

”Med et kup er det så åbenlyst, at demokratiet er brudt sammen. Alle kan se, hvad der sker. Det er mere utydeligt, når det sker gradvist,” siger Suthan Krishnarajan.

Det er dog langtfra den eneste forklaring på, at et stigende antal vælgere bruger deres stemmeret på at støtte magtfuldkomne og autoritære ledere. Nok så væsentligt er det, at disse vælgere ofte føler deres identitet og økonomi så voldsomt truet, at de er villige til at gå på kompromis med demokratiet mod til gengæld at få en stærk leder, der lover at varetage deres interesser.

De føler sig utrygge ved indvandring og synes, at de oplever økonomisk tilbagegang på et tidspunkt, hvor mange ellers høster gevinster af vækst og globalisering.

”Mange føler, at deres levevis og identitet er mere truet end demokratiet – og de forudser, at deres børn vil få dårligere fremtidsmuligheder. Og hvis man føler sig truet, er man villig til at opgive nogle frihedsrettigheder,” siger Suthan Krishnarajan.

Polariseringen af det politiske miljø spiller også en rolle. Mange samfund er splittet i ”dem” og ”os”, og man har absolut ingen tillid til, at ”de andre” vil varetage ens interesser, hvis de skulle komme til magten. Suthan Krishnarajan henviser til et nyt studium fra henholdsvis USA og Venezuela, der viser, at folk hellere stemmer på en politiker, de er enige med, selvom vedkommende er udemokratisk, end på en, der respekterer demokratiet, men som de er uenig med.

”Folk er villige til at betale med lidt demokrati i bytte for at få gennemført den politik, de gerne vil have,” siger han.

Apropos frøen i det kogende vand er det i øvrigt tvivlsomt, om de vælgere, der støtter ledere som Ungarns Viktor Orbán eller Brasiliens Jair Bolsonaro, selv vurderer dem som udemokratiske. Ifølge Suthan Krishnarajan mener vælgerne snarere, at lederne blot gør det, de er valgt til.

”Vi er gode til at retfærdiggøre vores egne valg,” siger han.

I en klumme i den britiske avis The Guardian i begyndelsen af januar skrev Michele Gelfand, professor i psykologi ved Maryland Universitet i USA, at autoritarismen vokser i takt med folks utryghed. Derfor er man nødt til at få folk til at følge sig trygge, hvis man vil slippe af med de autoritære ledere.

Hun henviser til den jødiske tyske filosof og psykolog Erich Fromm, der flygtede fra Tyskland i 1933 – samme år, som Adolf Hitler kom til magten.

Erich Fromm mente, at når folk oplever uorden, føler de en enorm nervøsitet, og de begynder at efterspørge tryghed. Det fører efter Fromms mening ofte til, at de er parate til at acceptere hvilken som helst ideologi og leder, blot han tilbyder en politisk struktur og symboler, der giver mening i den enkeltes liv.

Michele Gelfands egen forskning viser, at det samme stadig gør sig gældende. Amerikanske vælgere, der føler sig utrygge, ønsker mere orden og fastere regler.

”De kræver tryghed og orden i samfund, der synes at kollapse. Autoritære ledere mætter dette behov ved at love hurtige enkle løsninger – og frem for alt – en tilbagevenden til gårsdagens strammere sociale orden,” skriver hun.

Samtidig kan de autoritære ledere noget, mange andre politikere mangler. De kan skabe begejstring omkring deres projekt og person.

Den amerikanske historiker og professor ved New York Universitet Ruth Ben-Ghiat med speciale i fascisme og autoritarisme fremhævede i sidste måned i et interview med debatmediet Salon, at autoritære ledere også får succes, fordi de er i stand til at skabe en form for personlighedskult omkring sig. De er på en gang folkelige og supermænd. De kan tale med ”manden på gaden”, de fortæller grovkornede vittigheder – gerne politisk ukorrekte – men de er også succesrige, rige og magtfulde, ligesom Donald Trump.

”Kombinationen er meget tiltrækkende for hans tilhængere. De siger: ’Han er en kæmpe succes. Han har gjort dit og dat’,” siger hun.

Desuden forstår Trump og lignende ledere at fremstille sig selv som forfulgte, hvilket får dem til at se sårbare ud. De taler meget om følelser. Det gør Trump også.

”Han taler altid om, at han ’elsker’ eller ’hader’ henholdsvis sine venner eller fjender. Det får hans tilhængere til at knytte sig mere til ham og føle sig berørte. De får lyst til at beskytte ham. Det er en meget vellykket strategi for autoritære personer som Donald Trump,” siger Ruth Ben-Ghiat til Salon.