Prøv avisen

Værdikamp om håndtryk blusser op på ny i Tyskland

Debatten om håndtryk er blusset op i Tyskland i kølvandet på sagen om en borgermester, der nægtede at give hånden til en politiker fra højrefløjspartiet Alternativ für Deutschland. Foto: Philippe Ramakers / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Tysk borgmester nægter at give hånd til politiske modstandere trods domstolspåbud, og sidste år vakte håndtrykssager opsigt i Schweiz, Frankrig og Danmark. Udviklingen er ikke overraskende, for håndtryksdebatten er udtryk for tidens værdikamp mellem liberale normer og nationalkonservativ identitetspolitik, forklarer professor

Må man nægte at give sine politiske modstandere hånd? Ikke i den østtyske delstat Thüringen, hvor en domstol har slået fast, at overborgmesteren har pligt til at strække hånden frem mod de nyvalgte byrådsmedlemmer. Også selvom de måtte være rygende politisk uenige.

Sagen, der har genoplivet debatten om håndtrykkets betydning, tog sin begyn- delse den 25. juni i byen Eisenach.

Borgmester siden 2012, venstrepartiet Die Linkes Katja Wolf, skulle byde det nye byråd velkommen, men den 43-årige Wolf nægtede at trykke hånd med repræsentanterne fra det højreekstremistiske parti NPD. I stedet fik de fire folkevalgte herrer et nik med på vejen.

Det aparte optrin blev filmet og lagt på nettet, og herefter tog debatten fart. Ikke mindst fordi domstolen i Thüringen allerede i maj afgjorde, at borgmesteren er forpligtet til at trykke hånd med sine politiske kolleger. Sagen blev taget op af forvaltningsdomstolen, fordi Wolf ved en tidligere lejlighed havde nægtet at give NPD-medlemmer hånden.

Borgmesterens beslutning om at trodse domstolsafgørelsen blev bakket op af delstatsens ministerpræsident, Wolfs partifælle Bodo Ramelow, mens den affødte kritik i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Her beklagede journalist og juridisk ekspert Reinhard Müller, at Katja Wolf følte sig hævet over dommen.

Tyskland er langtfra det eneste land, hvor hilseformen har skabt røre i offentligheden. Herhjemme satte daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sidste år gang i debatten ved at gøre håndtrykket obligatorisk i forbindelse med statsborgerskabsceremonier.

”Det handler om at vise, at man har taget landet og værdisættet til sig,” som Støjberg forklarede til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Inspirationen havde Venstre-politikeren muligvis hentet i Frankrig og Schweiz. Her er håndtrykket ligeledes blevet diskuteret, efter at de to lande har nægtet personer, der ikke ville give hånd, statsborgerskab.

At håndtrykket er blevet en del af den politiske debat overrasker ikke Iben Jensen, professor ved Aalborg Universet, hvor hun forsker i interkulturelle møder og håndtrykkets symbolik i forskellige situationer.

Grundlæggende handler debatten nemlig om respekt. Eller, i det tyske tilfælde, manglen på samme, forklarer hun:

”I en politisk kontekst som med den tyske sag er det jo et spørgsmål om at udtrykke disrespekt. Og det vækker selvsagt opsigt, fordi det på sin vis er en overskridelse af vores demokratiforståelse og liberale konsensus om, at man grundlæggende anerkender sin politiske modstander trods uenigheder.”

Ifølge Iben Jensen er det dog vigtigt at skelne mellem de kontekster, hvor kravet om håndtryk optræder.

”Det er enormt kompliceret, og man kan sige, at hvis det eksempelvis er en borgmester, som af religiøse årsager ikke ønsker at give hånd, så må vedkommende vise sin anerkendelse på en anden måde. Det kan være ved at lægge hånden på hjertet eller at nikke dybt. Det centrale er ikke håndtrykket, men at man foretager en handling, der udtrykker respekt,” siger hun.

At håndtrykket så alligevel nogle steder bliver et nagelfast krav, der ikke kan erstattes med andre respektfulde hilseformer, kan ifølge professor i politisk filosofi ved Københavns Universitet Nils Holtug forklares med, at det er gået værdikamp i hilseformen. I sin essens handler debatten nemlig om, på hvilke præmisser indvandrere og religiøse minoriteter skal have plads i de vestlige samfund.

”Tidligere diskuterede man tørklæder, og nu er det håndtryk, men fælles for dem er, at det er udtryk for en større kamp mellem de liberale normer, vores samfund er bygget på, og så nationalkonservativ identitetspolitik. Er det tilstrækkeligt at overholde de politisk liberale spilleregler, herunder loven, eller skal man også kulturelt opføre sig som majoritetsbefolkningen for at blive en fuldgyldig del af samfundet?,” siger han.

”En grundværdi i et liberalt demokrati er, at man skal tolerere, at folk er anderledes og ikke fratage dem politiske goder på grund af deres forskellige kulturer, religioner og seksualitet. Og fordi debatten bliver så principiel, er det virkelig noget, der kan få folk op af stolene og afgøre politiske valg i disse år.”